Jeg har lige set filmen Sorg og Glæde. En meget stærk og ærlig fortælling af Nils Malmros som fortæller om den værste tragedie i sit liv – når hans bipolare kone dræbte deres 9 måneders datter i en psykose 1984. Han valgte at blive sammen med sin kone og kæmpede for at hun skulle komme tilbage til livet og blive rask. I dag 31år senere er de stadig sammen. Det var konen, 26år efter at det skete, som sagde til ham at nu var det tid at fortælle den historie. Og sikken historie det er.

Det er ikke kun en historie som fortæller om hvor grusom, ubarmhjertig og frygtelig psykisk sygdom kan være, for alle parter der bliver berørt af den. Det er også en sand og stærk kærlighedshistorie som fortæller os at kærligheden er stærkere end hvad man kunne tro, og alle kriser, også de værste, har et lys og et håb og er en mulighed til forandring og udvikling, indsigt og fordybelse. Hvis man ønsker det. Hvis man vælger det.

Livet er ikke hvad man tror det skal blive når man er helt ung. Jeg troede det ville være som at gå på en lige line. At man ville gå i skole, så tog man måske ud og rejse, så læste man videre og så fik man et job. Så fandt man en mand og så blev man gift. Og efter det fik man et barn og så kom der et mere. Så blev man forfremmet og så tog man ud og rejse med sin familie. Så blev man ældre og så døde ens forældre og så blev ens børn voksne og så kom der børnebørn. Og var man heldig så fik man en dejlig alderdom og fik lov at være rask og ved sine fulde fem, og ja så en dag så stoppede det bare og så var det liv slut. For den her gang.

Men sådan er det ikke. Slet ikke. Tingene går aldrig som planlagt. Ting sker. Som at ens mor dør fra en dag til en anden og bliver fundet død på sin seng når man er 27år gammel. Eller at man ikke kan finde den vej man vil gå arbejdsmæssig før man har prøvet en masse jobs og brancher og til sidst ender på skolebænken igen som 33årig.  Eller at kærligheden er smuk men også nogle gange gør ondt og at der er så mange forhindringer på den vej som overhoved slet ikke er lige. Der er så mange ting med livet. Så mange ord man kan bruge for at beskrive det. Det fleste er positive men nogle er også hårde. Livet er hårdt. Meget hårdt. Men smukt.

Jeg er så glad for at jeg stadig har det. At min sygdom ikke lykkedes at få mig overtalt til at ende det alligevel. Eller det gjorde den, men det var faktisk kærligheden der reddede mig. Hvis den mand jeg elsker ikke havde skrevet sit speciale, og det speciale ikke havde trukket gevaldig meget ud, i flere omgange, så havde jeg ikke været her i dag.

For mit dato var sat til lige efter han var blevet færdig. Jeg ville lige at det skulle være overstået, for jeg vidste hvor mange år han havde lagt i den uddannelse og det ville jeg ikke ødelægge med at tage herfra midt i hans sidste travle måneder.

Så trods at jeg var forpint på en måde som ord fra den her verden aldrig ville være nok til at beskrive, og som Gud og jeg er de eneste der virkelig ved og forstår, så reddede kærligheden til ham mig.

Det var hans ansigt jeg så da jeg nat efter nat, uge ind og ud, måned efter måned, skreg ind i en pude og sad og rystede på gulvet eller sad og vuggede frem og tilbage imens neglene borrede sig længere ind i min hud. Det var hans duft jeg kunne mærke og hans hud jeg erindrede når jeg lavede en løkke af rebet jeg fandt på loftet og nøje lavede nok knuder til at løkken aldrig ville gå op. Jeg sagde til mig selv, også når jeg prøvede løkkens og rebets kraft, at jeg må ikke gøre det i nat. Jeg må ikke gøre det her hjemme. Jeg bliver nødt til at holde ud, kun til når han er færdig, han er færdig lige om lidt, kun til der når han er færdig er jeg nødt til at holde ud, så at jeg ikke ødelægger hans liv og hans uddannelse med mit selvmord.

Så jeg holdte ud. Nat efter nat, til uger som blev måneder som blev til den dag hvor han blev færdig. Så kunne jeg godt gøre det, men så havde jeg fået en tid til en læge, efter måneders venten, og så tænkte jeg at når jeg så havde holdt ud til den dag så kunne jeg klare nogle få dage mere, til den dag hvor jeg skulle mødes med lægen, og så ville alle meget bedre forstå mit valg, da mødet med lægen skulle blive endnu et af de totalt værdiløse møder med læger jeg havde bag mig, som ikke havde tid, ikke havde forståelse, ikke lyttede på hvad jeg sagde, ikke troede på mig da jeg sagde jeg var bipolar og som ingen hjælp tilbød. Men så blev det ikke og den dag var den dag hvor jeg valgte at give det et forsøg, som så førte til at jeg valgte at tage kampen op og blive.

Så kærligheden er det som binder os sammen på trods af alt. Det er det som gør at man kan blive ved med at elske sin kone efter af hun i sindssygdom har dræbt ens barn. Det er det som kan gøre at man i den værste psykiske tortur man kan forestille sig kan holde det ud bare nogle minutter mere for at man ikke ønsker at give den smerte videre til den man holder allermest af.

Der er også øjeblikke hvor sindssygdommens impulser er for stærke. Jeg har selv oplevet flere og den gang det var som allerværst så blev jeg reddet af at jeg på skæbneagtig vis blev lukket ude fra min lejlighed i køkkentrappen og på den måde ikke kunne komme ind til det sted hvor jeg skulle ende det hele.

Jeg tænker igen på filmen og på Nils Malmros og hans kone. At miste et barn er vel det værste tænkelige. Men at miste et barn hvor man selv har dræbt hende i et psykotisk øjeblik, må være det allerværste. Hvordan tilgiver man sig selv og hvordan bliver man tilgivet og tilgiver dem der ikke var der til at stoppe en. Den kærlighed der er vokset mellem de to efter tabet af deres datter, er jeg sikker på ikke har været noget som er kommet på en lige line. Jeg er sikker på at det har krævet tåre, smerte, savn, mistilid, håb, omfavnelse, nærhed og trøst.

Livet er ikke som at gå på en lige line. Det er mere som at gå på en line højt oppe i luften uden sikkerhedsnet eller sikkerhedssele, men den er ikke lige. Den snørkler sig op og ned og til højre og venstre og rundt om hjørnerne og ind i mørket hvor vi intet kan se. Men hvis vi bliver ved med at gå i tillid, trods mangel på sikkerhedsnet alle steder, så ender vi måske et sted der er meget smukt, trods at det ikke var den forventede destination når vi tog af sted.

Jo ældre jeg bliver jo mere bliver jeg opmærksom på hvor mange tragedier der er i mange menneskers liv. Hvis man tager sig tid til at lytte så er den med det største smil oftest den med de største og måske stadig mest blødende ar.

Men livet handler ikke om at komme mest uskadt igennem, det handler om at komme igennem, og samle så mange smukke oplevelser man kan på vejen, på trods af smerten, som på en eller anden måde altid lever indeni os alle.

2 Kommentarer

  1. Katja

    Din artikel går lige i hjertet på mig, men på den gode måde. Med kærlighed kan man nå langt. Da jeg havde mange selvmordstanker, og planer var det der holdt mig tilbage, at jeg ikke kunne gøre det over for min familie og mine venner. Og så også, fordi jeg ikke ville dø, men bare have fred i mit hoved.

    Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.