Tilbageblik til min studentertid i 2006.
Studentertiden var ikke så festlig for mig, som for de fleste. Jeg blev indlagt for 3. gang på psykiatrisk sygehus, da læseferien i 3. g startede.
Jeg havde forinden haft min første indlæggelse i sommerferien mellem 2.- og 3. g. Hvor jeg tog 2. g. eksamen som sygeeksamen, da 3. g. startede. Og jeg havde en kortere indlæggelse på få dage i vinteren i 3. g.
Jeg begyndte for alvor at få det dårligt i gymnasiet, og da vi nåede læseferien i 3. g. krakelerede min verden. Jeg havde utroligt svært ved at sidde stille og læse. Jeg var plaget af voldsomme tanker, jeg selvskadede på alverdens måder og jeg blev mere og mere sort.
Jeg blev som udgangspunkt sygemeldt fra studiet, men ingen havde rigtig hørt om muligheden for at tage samtlige eksaminer som sygeeksamen. Og egentlig stod jeg til udskrivelse, da jeg på daværende tidspunkt havde en ’borderline’ diagnose, oveni en depression. Men en overlæge så mig og mødte mig i øjenhøjde, min mor forærede mig en bærbar computer (som bestemt ikke var en selvfølge den gang), så det blev besluttet, at jeg skulle forsøge at læse til eksamen fra psykiatrisk afdeling og tage én eksamen ad gangen. Det der egentlig blev min største gulerod var, at jeg VIRKELIG gerne ville blive student med mine klassekammerater.
Jeg fik ikke læst ret meget til eksamen, og jeg var i forvejen dalet voldsomt i karakterer henover 2. – og 3. g. Jeg kunne ikke koncentrere mig i undervisningen og tænkte ikke på ret meget andet end selvskade og var forstyrret i mine tanker på forskellige måder.
Men jeg tog, som aftalt, én eksamen ad gangen. Tog bussen fra afdelingen i Aalborg og direkte til gymnasiet, hvor jeg gik til eksamen og så tilbage til afdelingen igen. Ikke mange på skolen vidste noget, men jeg faldt fra hinanden, så snart jeg kom tilbage på afdelingen. Sådan passede maskerne så fint og sådan kæmpede jeg for at holde sammen på mig selv.
Resultatet blev, at jeg gennemførte. Jeg bestod alle eksaminer. Nogle kun knap bestået. Men jeg endte med et snit lige over middel. Hvilket slet ikke levede op til mine evner, men min situation taget i betragtning, var det et under, at jeg havde gennemført. Jeg startede på gymnasiet med et meget højt snit, og de mange nederlag de dårligere og dårligere karakterer var, gjorde bestemt ikke mit selvværd bedre eller min selvskade mindre.
Men jeg blev færdig. Og jeg er LYKKELIG over, at jeg dengang fik kæmpet mig igennem. Snittet er ikke vigtig for mig i dag. Jeg er stadig kommet ind på ingeniørstudiet. Men det var en af de første gange, at min vilje slog igennem. At det så efterfølgende krævede 8 år i psykiatrien, på lukkede og åbne afdelinger. Med og uden tvang. På døgndækkede botilbud osv. Men jeg mistede ALDRIG troen på, at jeg nok skulle blive rask.
Jeg husker så tydeligt, da vi var blevet studenter og jeg tog mine gymnasiepiger med op forbi afdelingen med blomster til sygeplejerskerne. Jeg var stadig indlagt, og at dele den kæmpe glæde med det personale der havde kæmpet med mig – var stort. Og jeg er dem evig taknemmelig. Jeg sender tit en tanke til dem. Tænk sig, det har været alle kampene værd.