Jeg sad der i klassen i 2002, 9.a, forrest til højre for læreren og havde svarene.
De humanistiske fag var indtil 8. klasse, mine absolutte favoritter, og jeg læste hurtigere og skrev bedre end de fleste. Tal sagde mig ikke meget. Jeg havde dog let ved de fleste fag – bortset tysk. Men det tror jeg egentlig handlede mest om den generelle indstilling til at skulle lære dét sprog.
En ny lærer overtog dog undervisningen i de naturvidenskabelige fag, da vi nåede i overbygningen. Og pludseligt fik jeg øjnene op for tal, logik og jeg blev bidt af den tilfredsstillende følelse det var, når 2 facitstreger kunne sættes og jeg dermed vidste, at arbejdet nu var udført.
Uden tvivl – min hjerne sad godt skruet på. Samtidig var jeg pigen, som de fleste kunne lide. Jeg havde ingen såkaldte ’bedste veninder’, men jeg var på kryds og tværs i alle grupperinger. Jeg blev tilmed ofte sat i grupper med de udfordrede elever, for at højne deres niveau. Heldigvis trådte mine forældre i karakter, da jeg nåede de ældste klasser. For jeg havde brug for udfordringer, og samtidig var det en byrde for mig på den lange bane, at skulle løfte andre. Jeg var empatisk og havde en kæmpe omsorg for alle omkring mig. Mine antenner var ret veludviklede – altså min følelsesmæssige intelligens var i den grad min bedste ven. Og desværre også mere, end hvad jeg med tiden kunne rumme.
Trods jeg egentlig var ret godt kørende, var det hele tiden som om, at det var forbudt at sige ”jeg er god”. ”Jeg er faktisk ret fantastisk”. Ydmygheden gik hånd i hånd med bevidstheden om mine intelligenser.
Langsomt sneg der sig en hammer ind i mit liv. Den mentale af slagsen, for lige at slå det fast. Og min tro på mig selv, dalede i takt med, at mine karakterer gjorde. Eller var det omvendt?
Meget lang historie kort, endte jeg som henkogt grøntsag på diverse psykiatriske afdelinger, åbne som lukkede. Jeg boede på døgndækkede botilbud, men jeg var ofte så dårlig og ekstremt selvskadende, at de ikke kunne rumme ansvaret for mit liv.
Jeg fik diagnoser som depression, angst, personlighedsforstyrrelser, paranoid skizofreni. Jeg fik at vide, at jeg godt kunne skyde en hvid pil efter mine mål og drømme, for mine diagnoser og de tilhørende symptomer, ville fængsle mig til intensiv psykiatrisk (og hermed også medicinsk behandling), resten af mit liv.
Jeg så psykoedukation som læren om, hvordan symptomerne skulle mestres. Her var der ikke så meget fokus på MINE symptomer – men generelle symptomer, udstukket af nogle kloge mennesker, tilhørende ovenstående diagnoser. De symptomer jeg nu skulle lære at leve med, og ikke mindst alle de begrænsninger de satte. For når jeg havde så en alvorlig, kronisk, psykiatrisk lidelse, skulle jeg saftsusme passe på mig selv og ikke udsætte mig selv for for meget. Jeg pakkede mig ind i vat, lullede mig ind i trygheden om ingen krav eller forventninger. Jeg så mig som forkert, men samtidig også splittet. For jeg havde altid hovedet med mig. Min intelligens smuttede ikke så nemt, trods den kæmpede en evig kamp mod den sederende, medicinske, grå tåge. Og til tider føltes det som om, at jeg havde mistet evnen til at tænke og da slet ikke udrette noget.
Indimellem mødte jeg heldigvis sundhedsfaglige personer, der så mine kompetencer og forsøgte at puste lidt liv i de uddøende gløder der var tilbage på mit bål. Men der var knap aske tilbage, da jeg tog en radikal ændring. Jeg tog et valg. Og jeg trodsede alle odds og kæmpede mig fri af symptomer, selvskade, medicin, overvægt og behandling. I dag er jeg erklæret rask, jeg studerer til diplomingeniør i sundhedsteknologi, jeg har det godt. Så godt, at jeg indimellem må knibe mig selv i armen, fordi det her fantastisk liv har givet mig så mange chancer, og jeg tilmed har det så sprudlende godt.
Jeg har en livserfaring der rammer højt på skalaen – dog er jeg bagud ifht andre på min alder. Ifht presset fra samfundet og hvad der forventes af en 31-årig kvinde i dag. Jeg er bagud i teorien om livet – men i praksis er jeg godt foran.
Hele den her historie, min historie, har givet mig en viden omkring et system. Den har givet mig en enorm viden om vores mentale helbred, tankegang og følelser – som er svær at læse sig til.
Jeg har i dag et grundlæggende lyst og positivt sind – hvilket giver ubeskriveligt mange muligheder, frem for begrænsninger.
Og det er netop dét jeg ønsker at sætte fokus på, med dette lille skriv. Det var ikke læren om mine diagnoser, symptomer og de dertilhørende utallige begrænsninger, der gjorde den store forskel. Tværtimod følte jeg mig fængslet i mig selv og også fysisk på diverse afdelinger. Med en konstant følelse af at være alvorligt syg, farlig og ude af stand til at være i denne verden. Og i takt med, at den følelse satte sig godt og grundigt fast i mig, blev jeg fastlåst og mine drømme og håb forsvandt. Ligeså gjorde mine intelligenser og føling med hvilket fantastisk menneske jeg i virkeligheden er.
Jeg ville ønske, at jeg havde haft undervisning i mig og mine ressourcer. Jeg hadede vitterligt det der ressource-ord, da jeg var indlagt. For jeg følte ikke at nogen så forstod, hvor dårligt jeg i virkeligheden så havde det. Og i situationen ønskede jeg bare, at de så alle mine symptomer og hvor syg jeg var. Men det var aldrig godt for mig. Det udviklede mig sjældent i en positiv retning og jeg tørrede mere og mere ind og slukkedes som årene gik.
Vi er alle individuelle – diagnoser eller ej. Dette kræver ikke nogen højere intelligens af gennemskue dét, men hvorfor er det så, at vi i et SÅ vigtigt psykiatrisk behandlingssystem i dag, har travlt med at pakke patienter ned i kasser. Som tilmed bliver fyldt med vat og godt og grundigt forseglet – så det nærmest er umuligt at komme op. Hvorfor er det, at vi ikke i stedet for at hermetisk lukke disse bure, åbner dørene og guider frem mod netop den enkelte patients ressourcer og gør vedkommende bevidst om alle de muligheder han/hun har?
Jeg blogger indimellem – jeg holder lidt foredrag. Jeg elsker at skrive og jeg har et budskab. Vi er alle fantastiske mennesker – patient eller ej. Vi må ALDRIG miste troen på os selv, heller ikke selvom andre gør et ihærdigt forsøg på at slukke gnisten og tilmed overhælde bålet med vand. Der er håb og der er håb for alle. Men det er svært i et system, der fastholder og hvis muligheder begrænses af den grundlæggende – teoretiske tilgang til sindet. Lyt til os, der har en praktisk erfaring indenfor feltet. Måske det rent faktisk åbner døre og i sidste ende vil være det hele værd. Jeg håber og tror på en psykiatri i forandring – men ikke mindst på mennesker i konstant forandring og ikke forvaring.