Influenza. De fleste mennesker ved hvordan det er, pendlingen mellem toilettet og sofaen, hedeturer, kulderystelser, hovedpine, uro og ondt i hele kroppen. Ingen synes det er sjovt.
Jeg har lige ligget med en omgang influenza og derefter roskildesyge, ja man skal da gøre det ordentligt når det nu skal være.
Det er ikke så ofte jeg bliver syg, i hvert fald ikke så jeg lægger mig og forsømmer de daglige gøremål og hvad livet nu ellers byder på. Men denne gang slap jeg ikke.
Jeg havde det virkelig dårligt og vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, uroen i min krop var næsten ulidelig men samtidig havde jeg ikke kræfter til at reagere på den. Jeg kastede op hver gang jeg indtog det mindste, også bare en tår vand, så jeg måtte udvælge det mest nødvendige medicin og så lade resten ligge i æsken. Det var bestemt ikke en holdbar situation.
Jeg havde 48 timer hvor jeg næsten ikke indtog væske og min krop var på overarbejde. Det nåede til et punkt hvor jeg var nødt til at presse væske i mig, uanset om det så kom op igen. Set var et helvede.
Jeg har ADHD og en del krudt i røven. Jeg kan sagtens sidde og se film, arbejde ved min computer eller læse en bog, min medicin hjælper nemlig en hel del. Men der er altid en eller anden form for bevægelse og rastløshed, hvilket jeg har lært at leve med og acceptere og anerkende at det er sådan det er.
Men jeg havde tre dage hvor jeg lå på min sofa under min dyne og lavede absolut ingenting, og jeg mener ingenting. Hvis jeg ikke sov så lå jeg og gloede ud i luften fuldstændig apatisk. Det er meget atypisk for mig. Jeg bliver til tider ramt af lungebetændelse med feber, men det har aldrig hindret mig i at rende rundt og lave alverdens ting. Det kan måske også handle om at jeg har svært ved at mærke min egen krop, men nu var jeg slået ned. Helt ned!
Da jeg havde fået det bedre og det gik den rigtige vej, snakkede jeg i telefon med en veninde og der var en sætning som gav meget mening for mig. “Det er næsten nemmere at have det psykisk dårligt end at have influenza”
Ja tænkte jeg bare og grublede lidt videre over det i løbet af dagen.
De dage hvor jeg lå på min sofa kunne jeg ikke handle på noget som helst, det var simpelthen ikke fysisk muligt. Men når jeg har det psykisk dårligt, så har jeg lært at håndtere det. Jeg har lært min egne strategier for hvad jeg kan gøre for at bryde mønstret, lært at i stedet for at synke hen i det så skal jeg gøre noget andet uanset om jeg ikke kan, vil eller magter det.
Nu sad jeg i en situation hvor det simpelthen ikke kunne lade sig gøre, hvis jeg begyndte at bevæge mig kastede jeg op og jeg skulle helst være i en radius på 15 meter af toilettet. Jeg kunne ikke gå tur med min hund, jeg kunne ikke gå ned for at handle piller mod rasermave, yoghurt eller toastbrød som måske kunne hjælpe lidt. Jeg kunne ingenting.
Det var her det gik op for mig hvor langt jeg er nået i mit liv og min recoveryproces. At jeg hellere vil have det psykisk dårligt og gøre noget ved det, end at blive lagt ned af fysisk sygdom og ikke kunne handle på noget.
For mig var det her en oplevelse jeg sent vil glemme, for det kunne næsten nærme sig at være et vendepunkt.
Jeg ønsker ikke for nogen at de bliver syge om det så er fysisk eller psykisk, men jeg ønsker at folk måske oplever det samme som jeg lige har gjort. Nu når jeg er rask, så har det faktisk en rigtig stor betydning at en omgang influenza og roskildesyge er værre end det psykiske helvede jeg i perioder skulle igennem.