Gråzone-patient
Jeg bevæger mig ofte i gråzoner, og har gjort det i mange år. I dag fik jeg også benævnelsen gråzone patient af ham, som jeg går til samtaleterapi hos. Gråzone patient fordi jeg ikke er helt tydelig i min bipolare lidelse, da jeg ikke har været forsvundet helt ud ad en tangent i f.eks mani, ifølge ham. Alligevel er det ”lykkedes” mig at blive tvangsindlagt i en depressiv episode… Så jeg ved ikke om jeg er helt enig i, at jeg ikke er tydelig i et eller andet. Men kan dog på de fleste dage flyve under radaren, der registrerer psykisk sygdom, i hvert fald det, der kommer til udtryk på det ydre plan. På det indre plan følger mine skygger mig altid i et eller andet omfang.
Skyggedanser
Jeg har har lært at håndtere mine skygger bedre og bedre. Tænde lys i mit indre, så skyggerne ikke lægger sig for tungt og tæt, men i stedet bliver spredt ud. Jeg er ikke meget for mærkater af nogen slags, men accepterer, at det for andre giver dem ro på en måde. Giver dem noget at spejle sig i. Det har jeg også gjort i en del af min genvindelsesproces, men for mig hjalp det ikke på sigt. Jeg blev nødt til at finde en anden vej, hvor diagnoser ikke betyder andet end, at de er en afspejling af den virkelighed jeg præsenterede for diagnosticerende læge på et givent tidspunkt i min sygdomsperiode. Jeg definerer hvem jeg er – ikke mine diagnoser.
Kært barn har mange navne. Det har mennesker med psykiske lidelser, som ikke følger den mest befærdede vej i forhold til behandling også. Gråzone patient er åbenbart et af dem for mig. Af andre ord, psykiatere og andre behandlere har kaldt mig er vanskelig og stædig. Det første får mig til at føle mig som et råddent æg, de helst vil være foruden. Og efterlader mig med følelsen af at være misforstået. For to år siden ville jeg havde ladet det hænge uimodsagt i luften. Nu spørger jeg dem i stedet for, hvad det er der gør mig vanskelig i deres øjne. Starter en dialog for at de, og jeg måske kan finde et fælles sted at samarbejde ud fra, selvom jeg har modstand på medicinering. Hvordan jeg kommunikerer gør en forskel for udfaldet og for råddent æg-følelsen de fleste gange. At blive kaldt stædig tager jeg som et kompliment. For dette helt grundlæggende karaktertræk ved mig, er det som har hevet mig igennem oplevelser, som jeg aldrig havde troet jeg var stærk nok til at håndtere. Min stædighed er min styrke. Min stædighed har lært mig, at jeg er stærkere end jeg troede.
Vis tillid
Jeg ved godt, at jeg selv har valgt den hårde vej, fordi jeg ikke længere kan se mig selv indtage medicin, hvis jeg samtidig skal stå ved mig selv. Dermed ikke sagt, at jeg mener at alle burde klare sig uden medicin. Jeg respekterer, at alle mennesker har deres frie valg til at gøre det, som de mener, er det bedste for dem. Sommetider er jeg en snert af misundelig på dem, hvor medicin giver dem, den hjælp, som de har brug for. Det ville da være nemmere for mig på mange måder, hvis det forholdt sig sådan for mig også. Så jeg har med helt åbne øjne valgt den hårde vej, hvor jeg må demonstrere mine evner som linedanser med mine skygger for at holde en balance, der fungerer for mig. Det mest belastende ved den vej er konstant at skulle forsvare/forklare hvorfor til såvel professionelle som til lægmænd. Hav tillid til mig – I got this. Ellers valgte jeg en anden vej. Og hvis vejen ender blindt, vender jeg om.
Verden er ikke sort og hvid set fra mit perspektiv, så måske er gråzonen det helt perfekte sted for mig at opholde mig?
Privatfoto taget af Ulven