Psykologi i relation til sindslidelser: Hvad fanden snakker manden om?

Baggrund:

Indledning
Når jeg nu sætter mig til tasterne i den hensigt at formidle prioriteret stof vedrørende det psykologiske emne, er det mig magtpåliggende at undgå at ville virke belærende, eller at pånøde den ærede læser synspunkter og -vinkler, som vil bekomme læseren uvelkomne. Megen læsning, især om Sigmund Freuds værk, kan på en ubehagelig måde flå i ens følelsesliv, og bevarelsen af den intellektuelle distance til emnet kan tjene til at fremme en klar tankegang med det formål at øge indsigter i faktiske forhold. Jeg var fornylig til et foredrag med hjerneforskeren Albert Gjedde, og på et spørgsmål fra salen gav han udtryk for den opfattelse, at det, Sigmund Freud havde bedrevet, ikke var videnskab. Jeg finder det noget kursorisk og egentligt overfladisk at affeje et livsværk, som har givet anledning til så mange reaktioner og overvejelser på denne måde. Når talen er om videnskab, er det i naturvidenskabelige miljøer praksis at henvise til positivisternes oprindelige krav om verificerbarhed, samt til den idé om falcificerbarhed, som blev fremsat af Karl Popper. Men erfaringer fra det virkelige liv tilsiger, at nok kan en tanke eller iagttagelse frakendes videnskabelighed i denne forstand, men i mange tilfælde foreligger en teori i embryonal form, før den bliver til videnskab, og dette gør sig i særlig grad gældende indenfor psykologi og hjerneforskning. Selve emnet kan tilgås ad mange forskellige veje og fra mange forskellige vinkler, og megen behavioristisk psykologi, dvs vedrørende iagttagelser af rent adfærdsmæssige forhold uden at tage fænomener på de indre linier i betragtning, vedrører efter min opfattelse psykologiske fænomener, som kun kan opfattes som partikulære og specielle. Der, hvor det efter min opfattelse virkeligt rykker, er når man forsøger at udsige opfattelser, der vedrører det generelle, og det er netop hvad der er målet for denne artikel.

Om den projektive mekanisme
Før jeg fremdrager betragtninger hidrørende fra Sigmund Freud, er jeg nødt til at fremføre en iagttagelse og en erkendelse, som jeg selv har gjort, og som en dag stod mig lysende klart. Det er meget tænkeligt, at andre har gjort denne iagttagelse før mig, men jeg vil her iklæde den et eksplicit udtryk. Iagttagelsen består i følgende: Lad os tænke os, at jeg er kommet til skade med min hånd – jeg har f.eks. skåret mig i fingeren. Fra fingeren løber der nerveimpulser op til hjernen, hvor informationen kommer ind i bevidstheden. Det hele foregår således i hjernen, hvor bevidstheden imidlertid meget hurtigt og præcist erkender, at jeg har skåret mig i fingeren, og smerten placeres præcist og med største selvfølgelighed i fingeren. Det forhold, at erkendelsen foregår i hjernen, medfører altså ikke, at noget af det, der forgår i hjernen bliver opfattet som vedrørende denne – det hele bliver opfattet som vedrørende fingeren. Det, vi ser her, er en projektiv mekanisme, som i virkeligheden omfatter ethvert sanseinput. Vort visuelle input holder os orienterede om vor omverden i enhver forstand, og den projektive mekanisme bevirker, at vor indre, og rent hjernemæssige, opfattelse af vor omverden, projiceres ud på denne omverden. Når jeg skænker mig en kop kaffe, er der tale om, at jeg i hjernen har en forestilling om kaffekanden og kaffekoppen, som jeg imidlertid aldrig kunne drømme om at tilskrive hjernen, men som jeg projicerer ud på den faktisk eksisterende kaffekande og kaffekop, på en sådan måde, at der kommer den rette mængde kaffe i netop kaffekoppen. Denne identifikation mellem det faktisk eksisterende, og vore forestillinger derom, er for stort set alle mennesker ganske uerkendt. Men erkendelsesmæssigt spiller det en stor rolle, idet vi kan udtrykke os objektivt om vor erkendelse af virkeligheden, men aldrig objektivt om verden i sig selv. Dette forhold er i det store og hele helt uerkendt af langt de fleste mennesker, og journalister er slemme til at påberåbe sig en objektivitet, som er principielt umulig. Når det drejer sig om at bedrive videnskab, er det imidlertid af største betydning at have denne tvedeling af vor eksistensielle situation for øje: Verden som vi opfatter den, og verden som den er, og at identifikationen mellem disse to kommer i stand gennem en altdominerende projektiv mekanisme. Egentligt ville vi jo være fuldstændigt afskårede fra verden, hvis vi ikke var udrustede med denne projektive mekanisme. Hvis læseren er stået af her, kan jeg fortælle, at en god ven af mig ved en sammenkomst fornylig sagde: ”jeg forstår ikke, hvad du skriver, Arne!”

Kroppen, der ikke husker
I lyset heraf kalder den påstand, som er fremført af rigtigt mange, og som går ud på, at kroppen husker, på en kommentar. Nej, kroppen husker intet som helst – det er hjernen, der husker – vel hele nervesystemet, for så vidt det er udrustet med hukommelsesmæssige kapaciteter, hvilket hele nervesystemet i vidt omfang synes at besidde. Men den projektive mekanisme frembringer illusionen om, at kroppen husker. Dette vigtige punkt er uerkendt af det store flertal.

Om subjektivitet og objektivitet
Når dette så er sagt, er det måske på sin plads at afklare begreberne subjektivitet og objektivitet. Da objektivtet i forhold til verden, som den er, er principielt udelukket, lades vi tilbage med den betragtning, at objektivitet, på den måde, hvorpå denne opfattes af de fleste mennesker, vedrører vor opfattelse af verden. Det forhold, at mennesker i så vidt et omfang, som det rent faktisk er tilfældet, kan blive enige om, hvordan de rent faktiske forhold foreligger, gør det meningsfuldt at operere med begrebet objektivitet for de fleste mennesker, skønt der i enhver henseende er tale om den enkeltes opfattelse af verden. Subjektivitet vedrører så forholdet mellem den psykologiske instans i psyken, ví betegner ”jeget”, som i ingen henseende omfatter hele hjernens aktivitet. Hjerne og ”jeget” er i ingen henseender synonyme – ”jeget” er kun en mindre del af det hele, og vedrører vigtige forhold i forbindelse mellem personens afgrænsning i forhold til omverdenen. Således bliver begrebet ”subjektivitet” til en rent internt psykologisk relation mellem ”jeget” og verden, sådan som denne opfattes af hjernen, med hele det projektive udtræk.

Om primærprocessen og sekundærprocessen – indledning
Men hvordan vedrører alt dette alle de mange forskellige sindslidelser? Bare rolig – kommer tid, kommer råd. Jeg var jo inde på, at Sigmund Freud havde fremsat nogle tanker vedrørende psykens organisation, eller man skulle måske snarere sige, måden, eller måderne, hvorpå vi organiserer vore tanker. I det følgende vil jeg henholde mig til de tanker vedrørende dette, som er fremlagt i bogen ”De Psykiske Grundprocesser”, skrevet af psykiateren Erling Jacobsen og udkommet på ”Berlingske Leksikon Bibliotek”, i mit tilfælde fotografisk optryk fra 1976. Han fremsætter heri tanker med en efter min opfattelse enestående forklaringskraft, og som af denne grund har vakt min interesse. Selvom jeg ikke har efterforsket nærmere, i hvor stor gæld denne bog står i forhold til Sigmund Freud, tror jeg, at mange tanker heri stammer fra Sigmund Freuds tænkning. Selv må jeg tage afstand fra mange andre af Freuds begrebsdannelser og tillægge disse mindre betydning. Men i bogen fremsættes den tanke, at vore psyker, hos den normale person, er opdelt i to funktionelle blokke, som af Sigmund Freud betegnedes hhv. ”primærprocessen” og ”sekundærprocessen”. Det var Freud magtpåliggende at betegne disse to procesformer ved så neutrale og lidt værdidømmende betegnelser som muligt, idet det blev ham klart, at begge processer er helt nødvendige for normal, vågen psykologisk funktion.

Objekter
I forbindelse med redegørelse for disse psykologiske funktioner stifter vi bekendtskab med fænomenerne ”et psykisk objekt” og ”affekter”. ”Psykiske objekter” kan omfatte forestillinger om personer eller ting, eller det kan være ting af mere intern karakter, såsom ord, det være sig sagte, hørte eller skrevne eller læste ord. Principielt kan det også være ting af mere abstrakt natur.

Affekter
”Affekter” er emotionelle kvaliteter, som knyttes til objekterne, og her gør der sig det forhold gældende, at sproget i betydeligt omfang kommer til kort, når det skal beskrive dette fænomens mangeartethed. Vi har ord som ”kærlighed” eller ”had”, når det kommer til personer, og forskellige andre ord, som imidlertid slet ikke betjener os med så righoldigt et udvalg, som fænomenet rent faktisk omfatter.

Primærprocessen
Når vi nu skal karakterisere primærprocessen ved hjælp af disse redskaber, gør der sig det gældende i denne proces, at affekter er løst bundne til objekterne, og at de, muligvis på grund af denne løse tilknytning, er intense. Deres løse tilknytning til objekterne indbærer, at de er flytbare, sådan at en affekt, som på det ene tidspunkt er knyttet til ét objekt, i det næste øjeblik er knyttet til et andet objekt. Med henblik på at fremme forståelsen af primærprocessen skal fremføres, at drømme, af Freud, blev betegnet som primærproces i renkultur. Efter at have læst herom er jeg sidenhen kommet en anelse i tvivl om, om det nu er hele sandheden. Der findes så mange typer drømme, at man godt kan betvivle rigtigheden af, at de alle skulle rette sig efter helt de samme generelle principper. Men som et ret vidt og bredt erkendt forhold er det, at drømme har en tilbøjelighed til at betjene sig af symbolik. I den nævnte bog er beskrevet, hvordan loven ”pars pro toto”, ”delen for helheden” gør sig gældende, dvs en del af et objekt kan gælde for hele objektet, samt det deraf afledede fænomen, at to objekter, som har en del tilfælles, er tilbøjelige til funktionelt at smelte sammen. Det er utvivlsomt herigennem, at den i drømme så hyppigt forekommende symbolik kommer i vej. Men dertil kommer så det forhold, at i primærprocessen er logiske operationer ikke mulige. Et udsagn og dettes nægtende modpart tæller for én og samme ting. Deraf kommer, at der er noget gennemgående konkret ved primærprocessen. Endvidere er det karakteristisk, at fænomener i primærprocessen har overskriftskarakter – måske deraf kom oldtidsfolk som ægypternes og andres optagelse af drømme som åbenbaringer fra den guddommelige verden, og selve vanskelighederne blandt menneskene gennem tiderne ved at erkende drømmene som blot psykologiske fænomener af rent intern og privat natur, som måske ikke engang selve den drømmende person skal blande sig i. Megen drømmetydning kan indebære at gøre vold på personens dybere psykologiske lag, og hvis hensigtsmæssighed og betimelighed lader sig betvivle.

Primærprocessens rolle i den vågne tilstand
Det forhold, at affekterne i primærprocessen er intense, og at fænomenerne i primærprocessen som følge deraf har overskriftskarakter, bevirker i sin tur, at primærprocessen i sin natur er sæde for de dybe motivationer, der bevæger os som mennesker, og at følelsen af mening i tingene residerer i denne proces. Af denne grund er primærprocessen ganske uundværlig for den vågne bevidsthed, og er på intim måde forbundet med denne. Endvidere er dens rolle i forbindelse med idéudvikling ganske uvurderlig, idet den er karakteriseret ved, at ganske kontrafaktiske forestillinger uden vanskelighed kan opretholdes i denne proces. Det er karakteristisk, at dybtliggende religiøse, og måske magiske, forestillinger uden vanskelighed kan bevares i denne proces, idet de heri helt skånes for logikkens abrasive virkninger.

Sekundærprocessen
Anderledes forholder det sig med sekundærprocessen. Relationerne mellem objekter og affekter er i denne proces karakteriserede ved, at der til hvert objekt er ganske fast tilknyttet et bestemt sæt af affekter, og at objektet for det meste kan identificeres gennem disse for objektet karakteristiske affekter. Denne identifikation gennem objektets affekter er jo kompromitteret i primærprocessen på grund af, at de i denne proces, på en fremherskende måde, er flytbare, hvorfor det kan være forbundet med mange vanskeligheder at komme til klarhed over, hvad der egentligt er en drøms emne. Dette problem er man helt ude over i sekundærprocessen. Et objekt er det, det er, og der er således ikke nogen symbolik. At det enkelte menneske så alligevel er i stand til at associere frit, og ad symbolladede kanaler er i stand til at tillægge et objekt andre kvaliteter, som ikke hidrører fra sekundærprocessen, beror jo på menneskets evne til, til enhver tid at aktivere primærprocessen som hjælpende aktivitet.

Sekundærprocessen og sproget
Specielt hele det sproglige område er på karakteristisk måde kontrolleret af sekundærprocessen, og det er forunderligt at iagttage, hvordan det til hvert ord knyttede karakteriserende affektbundt er styrende for ordets korrekte meningsbærende og grammatikalske brug. Det er endvidere værd at notere sig, hvordan vi mennesker er ganske ude af stand til at omtale de til hvert ord knyttede affekter på en meningsfuld måde. Alle kender vel det fænomen, at hvis man gentager og gentager et ord i en uendelighed i den hensigt at gribe ud after dets dybere mening, så opløses ordet i ren meningsløshed. Det lader sig således ikke gøre på denne vis at nærme sig ordets mening. Endvidere er det værd at notere sig, at de til hvert ord knyttede affekter synes at være svage, men meget præcise, og det er min opfattelse, at grunden til, at affekterne synes svage, er, at de er så fast bundne til deres objekter. I virkeligheden er de ganske stærke, hvilket kommer for en dag, hvis man søger at skille dem fra deres objekt. Men dertil kommer præcisionen, som medfører den mulighed, som er udenfor primærprocessens rækkevidde, og det er muligheden for at anvende logik. I sekundærprocessen er et udsagn og dettes logiske negation to principielt helt forskellige ting. Endvidere er operationer som ”og”, ”eller”, ”enten eller”, ”medfører”, ”implicerer”, ”der findes”, ”alle”, ”ingen”, ”nogle”, overordnet strukturerende operationer som er styrende for hele udtrykkets mening, men som hvis funktion i grunden er ganske vanskelige at forklare, idet deres korrekte funktion beror på underliggende emotionelle funktioner, hvorpå hele vor evne til at tænke abstrakt og struktureret hviler. Muligheden for, i sekundærprocessen, at betjene sig af abstraktioner, adskiller denne i væsentlig grad fra primærprocessen, idet denne, qua sin natur, er bundet til at være konkret.

Om debattens psykologi
Når folk i en debat fremfører ønsket om, at debatdeltagerne skal komme med noget konkret, bunder dette vel i virkeligheden i at få adgang til at processe debatten via primærprocessen, hvilket efter min opfattelse er en unødig begrænsning af tænkemåden. På den anden side rummer muligheden af at sløre motiver gennem raffineret brug af logiske abstraktioner, muligheden for at manøvrere ens sande motiver under radaren, hvilket mange mennesker er overordentligt opmærksomme på, men hvis evner for, ad logisk vej og på sekundærprocessens præmisser, at gribe ubeføjede slutningsmønstre hos debatdeltagerne, ofte er mangelfulde og tilbøjelige til at forskertse vigtige pointer, hvilket de fleste politikere er fuldstændigt klare over, og som af disse udnyttes ganske skamløst.

Sekundærprocessen og videnskaberne
Men alt dette er naturligvis ikke hele sandheden om sekundærprocessen. I videnskaberne praktiseres sekundærproces i omfattende grad og på meningsfuld måde, og helt blottet for manipulerende manøvrer, og blot i den hensigt at skabe klarhed over faktuelle forhold. Det er helt klart sekundærprocessens store fortjeneste, at vi videnskabeligt er kommet så langt.

Om religion og ateisme set i psykologiens lys
Men her er det nok værd at dvæle lidt ved religionernes rolle i dag. Rent historisk er det en kendsgerning, at religionerne i forne tider var den bedste teori, man havde at lægge til grund for altings fundament. Man var oppe mod egen manglende viden, og dækkende teorier for, hvad det ville sige at erkende noget, havde man heller ikke. Men når mennesker i dag, med så stor stædighed, insisterer på det religiøse verdensbillede, så skyldes dette nok, at det religiøse er koblet til etik og moralopfattelser, i forhold til hvilke videnskaberne i dag er helt tavse. Dette medfører i sin tur, at fundamentalt magiske, og i forhold til, hvad vi i dag ad videnskabelig vej er kommet til at vide om ting og om verden, kontrafaktiske forestillinger, opretholdes ved hjælp af assistance fra primærprocessen. Den kvalitative overgang til det ateistiske verdensbillede beror i virkeligheden på én eneste beslutning fra den tænkende persons side, og det er at beslutte at løfte de religiøse, og fundamentalt magiske, forestillinger fra primærprocessen og ind i sekundærprocessen. I denne er det pludseligt muligt på meningsfuld måde at stille spørgsmål som: ”Er Gud i stand til at skabe en sten, Han ikke selv er i stand til at løfte?” – hvis gud er almægtig, må han jo også være i stand hertil. Det ses heraf, at konsekvensen af at løfte den religiøse forestilling fra primærprocessen og ind i sekundærprocessen øjeblikkeligt leder direkte ind i rene absurditeter, på hvilke konklusionen må være, at intet væsen med en guds egenskaber kan eksistere. Dette er ateismens egentlige fundament. Men man kan konstatere, at denne radikale måde at gribe det hele an på, langtfra altid udføres af folk, som påberåber sig ateisme. For mange er det hele blot et spørgsmål om smag og behag og fornemmelser, hvilket ofte har den konsekvens, at den ateisme, der her er tale om, kun er en tynd fernis, der dækker over alskens alligevel religiøse forestillinger, og som i mange tilfælde har bevirket personens tilbagevenden til den religiøse tankegang. Hvad de moralske begreber angår, er der næppe noget galt i, at de residerer i primærprocessen, men det tænkende menneske må vel ind imellem underkaste også disse et sekundærprocesligt eftersyn, hvilket mange mennesker ikke er i stand til.

Sindslidelserne:

Depression
Og nu kommer jeg til det emne, som egentligt er målet for denne artikel: Sindslidelserne. Hvis vi nu først kigger på depressionen som fænomen, er jeg kommet til den opfattelse, at depressionen i sin natur beror på, at hele affektfænomenet i psyken under depression er sat ud af drift. Der er naturligvis alle mulige grader af denne tilstand, og under milde depressioner er affektsystemet kun i mindre grad afficeret. Men hvis vi betragter den svære depression, er det karakteristisk, at alle de affekter, som giver livet mening og retning, er fraværende. Dette berører i første omgang primærprocessen, men i svære tilfælde kan det også have konsekvenser for sekundærprocessen derved, at det rodnet af affekter, som knytter sig til de enkelte objekter, f.eks ord, og gennem hvilke vi identificerer ordet og dettes rolle i et sprogligt udtryk, er defekt, med den konsekvens, at det sproglige udtryk fattiggøres. Jeg kommer herigennem til den indsigt, at det i grunden er rodnettet af affekter, der er den egentlige kilde til kreativ tankegang, og at det af denne grund er forbundet med store vanskeligheder at kortlægge den egentlige vej fra affekternes verden og til objekternes, her ordenes verden. Ordene er os bekendte, men de til grund liggende affekter er os kun tilgængelige i det omfang, at et sprogligt udtryk fra andre end os selv sætter os i stand til at rekonstruere hele den talende eller skrivendes tankegang, og at hele sprogets formål er at sætte os i stand hertil. Men selve det fænomen, at der til depressionen er knyttet en tilbøjelighed til at se det negative i ting, og at denne i mange tilfælde er angstudløsende, er måske en overlevelsesstrategi fra hjernens side, idet der på denne måde i det mindste opsættes en slags advarselsskilte overfor mange ting, hvorved den depressionslidende undgår at involvere sig i en masse problemer. Men ofte medfører depressionen en slags handlingsmæssig lammelse, der ofte har den konsekvens at uløste problemer tårner sig op, uden at personen er det mindste i stand til at gøre noget ved dem. Den hjernemæssige baggrund for depressionen står ret uklart, men synes at pege i retning af, at netop sådanne dybtliggende hjernestrukturer, som vedrører følelseslivet, er berørt, og at virkningen af antidepressiva netop beror på deres evne til at give sådanne strukturer kunstigt åndedræt.

 

Schizofreni
Hvad schizofrenierne angår, er der efter min opfattelse tale om en lang række af forskellige defekter, som har en tilbøjelighed til at bonge ud med de samme symptomer, eller i hvert fald symptomer, som bærer mange fællestræk. Nøglefænomenet er her, at primærprocessens funktionsmåde simpelthen invaderer sekundærprocessen, i den forstand, at bindingerne mellem objekterne i sekundærprocessen, og disses tilhørende affekter, løsnes. Herigennem bliver det identifikationsfænomen, der sætter os i stand til at identificere objekterne gennem deres tilhørende affekter, væsentligt påvirket. Det forhold, at affekterne bliver flytbare, medfører i større eller mindre grad, at ords betydning/betydninger bliver omdefinerede, og ofte ser man at den syge begynder at tale volapyk. Derfor kan det være en overordentligt svær opgave at udgrunde, hvad den syge i grunden forsøger at udtrykke. Der er her også det fænomen, at tidens rolle, sådan som den normalt gør sig gældende, hos den syge er sat ud af kraft. Selve evnen til at ordne rækkefølgen fra årsag til virkning er en udpræget sekundærprocesegenskab, som primærprocessen ikke besidder – det hele ses på en måde fra evighedens synspunkt, og den rette relation mellem årsag og virkning er ophævet. Ofte vil man se den syge lægge stærkt religiøse tanker til grund for hans/hendes handlemåde og hele tankegang, hvilket tjener til at belyse hele det religiøses fundamentalt primærproceslige herkomst på en oplysende måde. Mens fortiden hos den normale har karakter af kendsgerningens karakter, og fremtiden har det muliges karakter, er skelnen mellem det mulige og den rene fantasi hos den syge helt ophævet. Den logik, der ligger til grund for opfattelsen af det faktuelle hos den normale, erstattes hos den schizofrene af en udpræget magisk tankegang, og indbildte forbindelser mellem årsager og virkninger etableres og brydes på en måde, som for den normale synes ganske meningsløs. Det er interssant at notere sig, at belysningen af primærprocessens egenskaber i større detalje, i større omfang kommer gennem studier af schizofrenes psykologi, snarere end gennem studiet af drømme, som i deres natur i vidt omfang er utilgængelige, og kun lejlighedsvist kommer til den drømmendes, og derved til andres, kendskab. Dog er det værd at bemærke, at Sigmund Freuds bog om drømmetydning nok var den oprindelige årsag til at rette opmærksomheden mod primærprocessen som fænomen. Sidenhen kom erkendelsen af primærprocessens rolle i forbindelse med schizofreni ind i billedet.

 

Mani
Hvad manierne angår, er jeg tilbøjelig til at opfatte dem som et udtryk for, at affekternes rolle her er overdimensionerede. Den syge er her offer for utallige tilskyndelser, og jages af disse rundt i manegen, ofte med en forbavsende kreativitet og ihærdighed til følge. Man kan her sige, at hvad patienten egentligt indeholder af talenter, som hos de fleste er mere eller mindre skjulte, her kommer for en dag. Spørgsmålet er her, om de personer, der i realiteten kun besidder ringe talenter, i denne situation er bedst hjulpne, idet de ikke i så høj grad er i stand til at sætte komplicerede og vidtrækkende initiativer i gang som begavede personer. På højdepunktet af mani ser man ikke sjældent psykotiske træk, som peger i retning af, at når det gælder konkurrence på affekter, vinder primærprocessen det kapløb. I hvert fald er der tale om en uhyggelig og afskyvækkende sygdom, fordi den ofte har så vidtrækkende konsekvenser for den syge. Bankerne hader dem, fordi den syge er i stand til at sælge sand i Sahara, og når så depressionen indtræder, vælter regningerne ind gennem den syges brevsprække, uden at der i mindste grad bliver gjort noget i retning af overhovedet at forholde sig til disse.

 

Om skribenten:
Arne Nielsen er for nyligt blevet folkepensionist efter at have været førtidspensionist i en lang årrække. Han har erfaring med angst, depression og schizofreni, hver af hvilke han har haft separat med års mellemrum:

–Hele min anskuelse er præget af en naturvidenskabelig tilgang, idet jeg fra barnsben har været rettet mod det naturvidenskabelige, men dette har for mit vedkommende bevirket en fleksibel tilgang til idéer af enhver slags, i erkendelse af, at det hele jo sådan set foregår indeni hovedet.

Arne har en uddannelse som computerprogrammør og har læst biokemi. Dernæst har han arbejdet som laborant for det meste med analyser som mål.

– Dertil er så kommet psykologien, hvor jeg har været yderst heldig med at finde litteratur, som virkeligt har bibragt mig indsigter.