Jeg ligger her i sengen med kugledynen på. Det er varmt, selvom det er efterår. Dynen giver mig varme og tryghed. 15 kilo ligger over mig og jeg falder ned i madrassen, som ligger under mig. Det føles rart, som hvis jeg lå i min mors gravide mave. Dengang inden jeg blev født. Jeg ligger også i fosterstillingen, med armene rundt om mine ben. Holder dem tæt ind til resten af kroppen. Det giver mig tryghed i alt det mørke omkring mig, og inde i mig. Intet lys viser vej. De siger, at jeg blot skal give det tid. Det prøver jeg på, men det er svært. Vil helst ud af denne tilstand, så hurtigt som muligt. Overlægen siger, at jeg er psykotisk. Det må han jo vide, for jeg ved ikke nogen ting selv længere. Jeg klemmer en af kuglerne fra dynen i min højre hånd. Den er ikke så medtaget af bivirkningerne fra medicinen, som den venstre hånd er. Jeg kan ikke strække min fingre helt ud mere, de er bøjet som en slags klo. Jeg ligger i det hvide sengetøj, som høre til afsnittet. Mit eget sengetøj er ikke kommet i nu. Det har mine forældre lovet, at komme med snart. Gad vide om sengetøjet er hvidt, for at hjælpe mig ud af mørket? Jeg føler mig kvalt nu. Jeg må ud af fosterstillingen, ud af det hvide sengetøj. Ud af dette afsnit, det lukkede afsnit. Jeg kommer ud på den klaustrofobiske gang med alle de turkis døre. En dør til hvert værelse. Værelserne er kliniske, når man kommer her. Det lugter af rengøringsmiddel, men den lugt forsvinder snart, når der har boet nogen på værelset i længere tid. Lugten af menneske sætter sit usynlige mærke. Gangen er smal og klinisk hvid. Der hænger dog malerier af erkendte kunstnere. Det skal muntre os op, men det eneste jeg bemærker er at de ikke er indrammet i rigtig glas, som de ville have været et hvert andet sted. Her er glas farligt. Farligt for de selvskadende. Det et jeg ikke, men jeg er forpint, siger de. De kloge, i hvide kitler. Jeg er en fange i det hvide helvede. Et helvede for folk der intet ulovligt har gjort, men blot har et sårbart sind. Jeg går langs væggene og kommer ud i det der er tættes på friheden her, rygegården. Tænder en smøg fra metalboksen med gløden i. suger røgen ind og føler mig for en stund fri. Mit håndled klør, det hvide armbånd med mit navn og cpr.-nummer kradser på min hud. Jeg klør igen med min hånd af en klo. Jeg ville ønske, at jeg snart bliver rask!
Foto: Lene Bang