Udgivelse 3 november 2018 på bogmesse i Vordingborg med NewPub

Jeg har kæmpet mod mig selv, anoreksi, angst, overtræning, min alkoholiske mor og systemets regler i årevis, men har nu formået at komme så langt med min udvikling, at jeg har kunnet skrive min selvbiografiske roman både god og færdig. Nu begynder der et kæmpe redigeringsarbejde og en masse markedsføring.

Jeg har ved Gud oplevet en del sygdom i livet, på mig selv, på mine kære, andre venner og i selve systemet, og selvom jeg flere gange på den ene eller anden måde har været ved at dø indvendigt, og udvendigt nogle få gange, så har jeg aldrig opgivet håbet komplet. Hvilket også står på mine visitkort.

Det har været så godt for mig at skrive en hel bog om min tid i psykiatrien, behandling, psykologi, terapi, om familie dynamikker og om min alkoholiske mor. Det har sat nogle af de sidste meget svære ting i et andet lys, og lært mig nogle meget værdifulde ting.

 

 

Social skade

Mange kapitler i min selvbiografiske roman handler, om de små umærkelige ting min mor og mormor har kunnet gøre ved hele familien og dynamikken.

Et eksempel jeg har tænkt på, så mange gange i mit liv kan være, at mor i min opvækst altid har sagt, at det ikke gjorde noget, jeg ikke fik topkarakterer i skolen, men at det var ganske fint at ligge lidt over middel. (8-10 stykker på 13 tals skalaen, ja så gammel er jeg)… hvorefter hun skyndte sig at finde sin egen karakterbog frem, der var proppet med UG´er, som er et nutidigt 12 tal. Hun roste mine 9 og 10 taler som om det var 13 taler, men jeg følte, det var tom ros, jeg ikke havde fortjent, og at det oven i købet også var uartigt af mig, at jeg ikke var glad for hendes ros. At hun viste 10 årige lille sårbare livstrætte mig sin perfekte karakterbog, kunne ikke undgås at påvirke mig til at prøve at stræbe efter de samme høje karakterer hun havde, for at fylde det tomrum efter ægte dybfølt ros, ud i mig, som hun jo faktisk selv skabte i mig. TOMT.

Jeg ville jo så gerne have hun skulle være stolt af mig, så jeg satte hendes behov for en flot skolegang højere, end at satse på mine egne drømme om en karriere som forfatter. Man kan ikke starte for tidligt med at skrive og digte.  Jeg vil stadigt gerne have hun er stolt af mig idag, men jeg går ikke længere på kompromis med hendes eller mine behov.

Der er ingen tvivl om, at jeg er blevet en skadet sårbar stræber pga denne opvækst, og jeg ligger ikke skjul på idag, selvom jeg er lidt ked/lidt pisse ligeglad/lidt svingende/lidt ambivalent, at jeg stadigt har et tomrum af en slags, en higen efter hendes ægte anderkendelse i mig. Jeg ved idag, at det nok ikke vil kunne lykkes mig at få den anderkendelse, fordi vores værdier ikke er de samme. Det er jeg ved at slå mig til tåls med, en form for anderkendelse af det, måske accept… i hvert fald en “så må vi være enige om at være uenige” tilgang. Den sætning kan jeg godt forholde mig til.

 

Den mærkelige psykiatri fik ikke ret

Det har i det hele taget været en længere kamp, end jeg lige troede, at slippe fri af… alle de forskellige klør der var i systemet og det har været en meget lang kamp for at kunne starte mit eget firma.

Jeg har ved Gud mødt nogle mærkelige psykiatere i sin tid og her er et eks fra min roman:

En dag jeg var til samtale med en psykiater prøvede jeg at finde noget neutralt at tale om, da han spurtge mig, hvad jeg fik min dagligdag til at gå med. Som sandt var fortalte jeg, at jeg cyklede nogle ture på min racer og ellers sad og resechede lidt forskelligt om geargrupper, for jeg ville have et nyt, men vidste ikke helt om det skulle være 10 eller 11 frikrans.

Han kiggede over på mig og granskede mit ansigt, i det sekund jeg udtrykte  tvivl. “Du ved godt nok meget om cykler, i forhold til at du ikke selv ved hvem du er”

Jeg blinkede med øjnene nogle gange, og det var lige før, jeg bare havde plapret ud med, hvad han mente med det, eller begyndte at råbe ham i hovedet om, hvad fanden han bildte sig ind med sådan en tåbelig allegori. Men jeg skyndte mig at lukke munden og se begavet ud, som min mormor villa have sagt.

Dels har jeg været møg syg, det vil jeg gerne indrømme, men jeg har i 10-15 år sagt til alle folk i psykiatrien, ink ovenstående psykiater, hvad der skulle til, for at jeg kunne blive rask og frisk. Fred og ro langt ude på landet. Det mest komiske er, at jeg stort set i al den tid jeg var i behandling, fik at vide at jeg skulle satse på mindre og nok aldrig ville kunne styre et firma, og skulle være heldig, hvis jeg kunne skrive en bog. Men jeg skulle vise dem sgu jeg, for “Der er altid håb”, hvilket der står på mine visitkort, der tilhører mit firma Mentalista med CVR nummer.

Hvorfor skal du glæde dig til min bog?

What was that… I should kill everyone and escape? Sorry .. The voices… I’m kidding… That’s not what they really said

Det er mit håb, at mange vil kunne se sig selv i min kamp og forhåbentligt lære noget af mine kampe, fejltagelser, eller hvad vi skal kalde det.

Hvis du vil vide mere om hvordan livet som forfatter er, have flere tips, følge mig på instagram, facebook og tricks i din mailbakke, så tilmeld dig mit nyhedsbrev her

Om Forfatteren

Jeg er blevet EN AF OS ambassadør i Region Sjælland. Førtidspensionist fra 2016, krudt i røven og lidt små depri i vinterhalvåret, men er nu ved at finde en meget fin balancen i livet. Jeg har haft anoreksi og alle mulige spiseforstyrrelser og tosset rundt med det i en længere årerække. Er stærk, sund og glad for mad idag. Nogle forskellige afarter af personlighedsforstyrrelser, har jeg også kæmpet med i min pureste ungdom. Jeg er på en del områder en enspænder, og har det bedst bag en skærm i mit kontor hjørne. Men jeg udvikler mig meget og bliver mere udadvendt som tiden går. Jeg er lidt en parodi på den sårbare kunstnertype, der bor i udkants Danmark. Jeg har et stort fortælle og digte behov, og elsker at lave historier ud fra en masse små puslespilbrikker, sætte historier sammen. Jeg er en spøjs kusine med ret så nørdede teknologiske hobbyer, html koder, overvågning, photoshop, efterretningstjenester, youtube videoer og især læselyster (og "glo efter lyster") om efterretningstjenester og politiet. Jeg er opvokset i PET´s "baghave" i Søborg. Jeg er i foråret 2018 blevet headhuntet til StORDstrømmen, den lokal forfatterforening, der holder til på Sydsjælland og Lolland-Falster. Det er en interesseorganisation under Dansk Forfatterforening. Jeg bor i Nykøbing Falster med min vidunderlige kæreste, der er tesla´er værd, og bare tager mig helt, som den forvirrede størrelse jeg er til tider. En blanding af stærk og sårbar.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.