“Og dig som sagde at jeg har et lortejob og skal arbejde med mennesker som dig?” Det var Sannes kommentar forleden dag da jeg snakkede med hende. I de to år jeg har kendt Sanne, har jeg penslet ud for hende, at jeg har stor respekt for hendes arbejde og at hun gider. At arbejde med nederen mennesker som mig måtte da være en trist affære.
Sanne har de sidste to år også sagt til mig “Louise, du ender som pædagog er noget i den retning!” Stædig som jeg er, har jeg hele tiden holdt på at det skulle jeg ikke, jeg skulle bare fortsætte som formidler og foredragsholder og længere var den ikke.
I marts 2017 startede jeg på Peerguideuddannelsen på Recovery Lab (tidligere Vendepunkter). Min ven og kollega Nicolas havde længe talt for at vi skulle tage denne uddannelse og han fik mig overtalt, og tak for det.
Jeg har haft dage hvor jeg næsten er kravlet hjem efter undervisning, ikke fordi jeg var dårlig, men fordi jeg var mættet af informationer og af at skulle kigge indad. Jeg havde på ingen måder regnet med at jeg skulle arbejde så meget med mig selv, men grænsesætning, konflikthåndtering, livsværdier, samtaleteknikker og meget andet var, til tider, virkelig svært og hårdt at komme igennem. Men ingen tvivl om at jeg fik enormt meget ud af det.
En dag kom Nicolas og hev fat i mig “Louise, jeg har tænkt at vi skal lave et projekt!” Nicolas havde lagt en føler ud og havde fået foden indenfor i behandlingspsykiatrien. Jeg var med!
Vi har holdt enormt mange møder, haft små diskussioner, uenigheder, små og store udfordringer. Vi har, skulle starte op mange gange, men der har været lidt forhindringer undervejs.
For en måned siden startede jeg som Peermedarbejder i et foreløbigt projekt sammen med Nicolas.
Jeg “frygtede” min første arbejdsdag, nummer to og også nummer tre. Ikke fordi jeg ikke kan lide mit arbejde, men fordi jeg pludselig skulle arbejde der hvor jeg var vant til at komme som patient og også kom som pårørende. Nu havde jeg tre kasketter og skulle navigere rundt i det, og kunne jeg så det? Overraskende nok, for mig, gik det helt uden problemer. Når jeg trådte ind midt i frokosten blev jeg hilst på med smil og “fedt at du er her”.
Jeg frygtede lidt at det faste personale blev ramt lidt på deres faglige stolthed af, at man jeg som Peermedarbejder kom og kunne få en anden kontakt med de mennesker jeg skal snakke med. Men jeg har vidst fået smadret mine fordomme helt til jorden, jeg har i hvert fald ikke hørt andet.
Når man møder ind på arbejde og det første der kommer “Louise, vi skal lige bruge lidt hjælp til hvordan vi gør!” eller “Hvad tænker du om det her med dine personlige erfaringer?” Og ja det er sgu mig de snakker til.
Mig? Arbejde med mennesker? Kommer aldrig til at ske … Troede jeg! Det er gået op for mig hvor meget Peers kan gøre af forskel. Der er måske brug for en snak om alt og intet, eller om hvor godt eller skidt det går. Hvad jeg har gjort for at komme til der hvor jeg er i dag, og om jeg har nogle gode råd. Og sidst men ikke mindst håb.
Uden håbet for recovery kan det være svært, men som Peermedarbejder tør jeg godt at sige, på alle vegne, at vi bl.a. er der for at skabe håb og tro på at det kan lade sig gøre, uanset hvor svært det ser ud.
Recovery er et stort begreb uden egentlig facit, jeg ved faktisk kun hvad der er recovery for mig!