Jeg mindes det klart, som var det i går, da jeg tog afsked med min farfar uvidende om, at det var
sidste gang, jeg skulle se hans blå øjne. Jeg erindrer stadig de sidste år, hvor man stille så den person,
man elsker svinde ind og miste al glæden ved tilstedeværelsen. Og til sidst bare være dér, fordi
pillerne holdt kroppen kunstigt oppe. Burde han havde haft chancen for selv at bestemme, hvor
længe smerterne var udholdelige? Skulle han selv kunne havde valgt at give slip med sin familie
omkring sig? Var det virkelig fair, at han skulle tage sin sidste mundfuld luft omringet af tomheden
i den gamle, slidte hospitalsseng?
Er alvorligt syge ikke, som en flok svømmere uden land i sigte? De svømmer fortvivlet rundt mellem
de højt, brusende bølger kun med små svømmevinger, som lige holder deres udmattede og nedslidte
kroppe oppe.
Har du nogensinde stillet dig selv spørgsmålet: ”Er det respektabelt at bestemme over andres liv?”
Det mener, foreningen for aktiv dødshjælp, En værdig død, ikke. De mener, at det er værd at kæmpe
for retten til at bevilge andre deres egen død – en værdig død. Men hvad er en værdig død? Er
det, når man har haft et godt, langt liv med alt, der hører til? Eller er det passende at dø, fordi man
ikke har gejsten til at kæmpe længere?
Hvorfor er døden egentlig så svær at snakke om? Er det fordi, vi ikke kan lide at se realiteten i øjnene.
Vi prøver at leve i utopi, sandheden er bare: ”Vi skal alle dø en dag.” Så er spørgsmålet selvfølgelig,
hvordan og hvornår?
Måske, skræmmer tanken om at miste mere, end vi går og tror? Det er måske derfor, aktiv dødshjælp
er så besværligt at finde ud af? Den ambivalente følelse af at skulle give andre, ens familie og
venner, lov til frivilligt at efterlade en tilbage i sorg. Er den for vanskelig at håndtere? Jeg synes, det
er vigtigt, at vi sætter større fokus på aktiv dødshjælp. Ikke fordi jeg ved, hvad der er rigtigt eller
forkert, men fordi døden er reel. Og skal man selv have lov til at vælge, hvordan og hvornår man vil
dø?
Jeg finder det vigtigt, at man ikke kun kigger indad, når aktiv dødshjælp bringes på banen. Ønsker
jeg at dø en smertefuld død? Det gør de fleste ikke, men vi må også tænke på vores nærmeste. Har
vi ikke også et ansvar overfor dem? Da min kære farfar fik sin dødsdom, og alle vidste, at løbet var
kørt, valgte jeg at tilbringe al den tid, der var til rådighed i hans selvskab. Vil man være foruden
den? Er det ikke vigtigt, at man udnytter tiden, selvom det gør ondt? Skal man ikke tage alle de
svømmeture med sin elskede, selvom man godt ved, at man kommer til at svømme alene tilbage?
Etisk råd mener ikke, at kampen for aktiv dødshjælp er noget, som der skal kæmpes for. Hvem skal
være ansvarlig for at tildele døden? Og kan vi ikke klare de fleste smerter med medicin, så livet bliver
overskueligt?
”Det er meget få mennesker, man ikke kan smertebehandle, så den fysiske smerte er på et udholdeligt
niveau” – udtaler Gorm Greisen, som er læge og formand for etisk råd siden 2016. Han mener,
at aktiv dødshjælp ikke skal blive en mulighed for vores samfund – der kan være få undtagelser,
men det skal ikke lovliggøres.
Men er det ikke også moralsk forkert at lade en person leve i en døs af medicin? At man bliver ved
med at puste luft nok i vingerne, så de lige præcis stadig flyder i havets overfalden. Eller er det okay
at udskyde døden?
Vi kæmper vel vores sager for at forbedre tilstedeværelsen og samfundet. Jeg kæmper selv for at
forbedre vilkårene, når jeg føler, der er tid til forbedring. Når jeg kæmper for noget, føler jeg, at jeg
lever. Er det mon fordi, jeg prøver at gøre en forskel, eller fordi jeg står på egne ben? Vi har alle
forskellige holdninger og meninger – i dette tilfælde hvordan en værdig død skal ses. Er det: ”En for
alle, alle for en”? Eller er det i nogle tilfælde okay at bare at kæmpe for sig selv? Kæmpe for rettigheden
over sin egen død…?
Vi kæmper sammen for ikke at føle os alene. Vi prøver at stå sammen for at få tryghed. Men hvis
liv er det, vi lever? Det er vel i bund og grund vores eget, burde vi ikke selv bestemme og kæmpe
for det? Eller er man egoist, hvis man tager egne behov før andres? Jeg kan ikke svare på det. Min
farfar fortjente nok at dø mere værdigt end alene på et gråt hospital. Men jeg ønskede alligevel, at
han skulle holde hovedet over vandet så længe som muligt. Gør det mig til en selvcentret person,
eller er det menneskets natur ikke at vil give slip på sine medmennesker? Er jeg et dårligt menneske,
fordi jeg ikke vidste, om jeg ønskede, at havet skulle tage ham hurtigst muligt?
Aktiv dødshjælp er meget mere end bare en sag. Det er liv, som skal slukkes. En frivillig beslutning
om at forlade verden og folkene omkring sig. Er det noget, vi kan og skal lære at anerkende? Det er
vigtigt, at vi bliver enige om svømmereglerne. Er okay at kigge væk, når nogle drukner? Skal man
hjælpe til og fjerne svømmevingerne? Eller skal man sætte alt ind for at holde personen oppe så
længe som muligt? Hvad er korrekt og forkert, når det omhandler liv og død?
Er retten til aktiv dødshjælp noget at kæmpe for?
Essay af min 16 årige niece Marie Rasmussen, der skabte en del tanker hos undertegnede, der af dovenskab publicerer ord og holdninger, som ikke er fabrikeret via mit eget tastatur. Og det skyldes ikke, at jeg mener, at psykisk sårbare skal have tilbud om aktiv dødshjælp, men grundet dødbringende inspiration fra en ven.
Psykisk sårbare skal bare have langt bedre muligheder for recovery, så det skriver jeg snart en artikel om, mens emnet i øjeblikket får fortjent opmærksomhed i medierne angående de ringe betingelser for angstslidende. Desværre er hele den psykiatriske sektor underbemidlet og underbemandet, og det er til tider også et spørgsmål om liv og død…………