Jeg mindes det klart, som var det i går, da jeg tog afsked med min farfar uvidende om, at det var
sidste gang, jeg skulle se hans blå øjne. Jeg erindrer stadig de sidste år, hvor man stille så den person,
man elsker svinde ind og miste al glæden ved tilstedeværelsen. Og til sidst bare være dér, fordi
pillerne holdt kroppen kunstigt oppe. Burde han havde haft chancen for selv at bestemme, hvor
længe smerterne var udholdelige? Skulle han selv kunne havde valgt at give slip med sin familie
omkring sig? Var det virkelig fair, at han skulle tage sin sidste mundfuld luft omringet af tomheden
i den gamle, slidte hospitalsseng?
Er alvorligt syge ikke, som en flok svømmere uden land i sigte? De svømmer fortvivlet rundt mellem
de højt, brusende bølger kun med små svømmevinger, som lige holder deres udmattede og nedslidte
kroppe oppe.
Har du nogensinde stillet dig selv spørgsmålet: ”Er det respektabelt at bestemme over andres liv?”
Det mener, foreningen for aktiv dødshjælp, En værdig død, ikke. De mener, at det er værd at kæmpe
for retten til at bevilge andre deres egen død – en værdig død. Men hvad er en værdig død? Er
det, når man har haft et godt, langt liv med alt, der hører til? Eller er det passende at dø, fordi man
ikke har gejsten til at kæmpe længere?
Hvorfor er døden egentlig så svær at snakke om? Er det fordi, vi ikke kan lide at se realiteten i øjnene.
Vi prøver at leve i utopi, sandheden er bare: ”Vi skal alle dø en dag.” Så er spørgsmålet selvfølgelig,
hvordan og hvornår?
Måske, skræmmer tanken om at miste mere, end vi går og tror? Det er måske derfor, aktiv dødshjælp
er så besværligt at finde ud af? Den ambivalente følelse af at skulle give andre, ens familie og
venner, lov til frivilligt at efterlade en tilbage i sorg. Er den for vanskelig at håndtere? Jeg synes, det
er vigtigt, at vi sætter større fokus på aktiv dødshjælp. Ikke fordi jeg ved, hvad der er rigtigt eller
forkert, men fordi døden er reel. Og skal man selv have lov til at vælge, hvordan og hvornår man vil
dø?
Jeg finder det vigtigt, at man ikke kun kigger indad, når aktiv dødshjælp bringes på banen. Ønsker
jeg at dø en smertefuld død? Det gør de fleste ikke, men vi må også tænke på vores nærmeste. Har
vi ikke også et ansvar overfor dem? Da min kære farfar fik sin dødsdom, og alle vidste, at løbet var
kørt, valgte jeg at tilbringe al den tid, der var til rådighed i hans selvskab. Vil man være foruden
den? Er det ikke vigtigt, at man udnytter tiden, selvom det gør ondt? Skal man ikke tage alle de
svømmeture med sin elskede, selvom man godt ved, at man kommer til at svømme alene tilbage?
Etisk råd mener ikke, at kampen for aktiv dødshjælp er noget, som der skal kæmpes for. Hvem skal
være ansvarlig for at tildele døden? Og kan vi ikke klare de fleste smerter med medicin, så livet bliver
overskueligt?

”Det er meget få mennesker, man ikke kan smertebehandle, så den fysiske smerte er på et udholdeligt
niveau” – udtaler Gorm Greisen, som er læge og formand for etisk råd siden 2016. Han mener,
at aktiv dødshjælp ikke skal blive en mulighed for vores samfund – der kan være få undtagelser,
men det skal ikke lovliggøres.
Men er det ikke også moralsk forkert at lade en person leve i en døs af medicin? At man bliver ved
med at puste luft nok i vingerne, så de lige præcis stadig flyder i havets overfalden. Eller er det okay
at udskyde døden?
Vi kæmper vel vores sager for at forbedre tilstedeværelsen og samfundet. Jeg kæmper selv for at
forbedre vilkårene, når jeg føler, der er tid til forbedring. Når jeg kæmper for noget, føler jeg, at jeg
lever. Er det mon fordi, jeg prøver at gøre en forskel, eller fordi jeg står på egne ben? Vi har alle
forskellige holdninger og meninger – i dette tilfælde hvordan en værdig død skal ses. Er det: ”En for
alle, alle for en”? Eller er det i nogle tilfælde okay at bare at kæmpe for sig selv? Kæmpe for rettigheden
over sin egen død…?
Vi kæmper sammen for ikke at føle os alene. Vi prøver at stå sammen for at få tryghed. Men hvis
liv er det, vi lever? Det er vel i bund og grund vores eget, burde vi ikke selv bestemme og kæmpe
for det? Eller er man egoist, hvis man tager egne behov før andres? Jeg kan ikke svare på det. Min
farfar fortjente nok at dø mere værdigt end alene på et gråt hospital. Men jeg ønskede alligevel, at
han skulle holde hovedet over vandet så længe som muligt. Gør det mig til en selvcentret person,
eller er det menneskets natur ikke at vil give slip på sine medmennesker? Er jeg et dårligt menneske,
fordi jeg ikke vidste, om jeg ønskede, at havet skulle tage ham hurtigst muligt?
Aktiv dødshjælp er meget mere end bare en sag. Det er liv, som skal slukkes. En frivillig beslutning
om at forlade verden og folkene omkring sig. Er det noget, vi kan og skal lære at anerkende? Det er
vigtigt, at vi bliver enige om svømmereglerne. Er okay at kigge væk, når nogle drukner? Skal man
hjælpe til og fjerne svømmevingerne? Eller skal man sætte alt ind for at holde personen oppe så
længe som muligt? Hvad er korrekt og forkert, når det omhandler liv og død?
Er retten til aktiv dødshjælp noget at kæmpe for?

Essay af min 16 årige niece Marie Rasmussen, der skabte en del tanker hos undertegnede, der af dovenskab publicerer ord og holdninger, som  ikke er fabrikeret via mit eget tastatur. Og det skyldes ikke, at jeg mener, at psykisk sårbare skal have tilbud om aktiv dødshjælp, men grundet dødbringende inspiration fra en ven.

Psykisk sårbare skal bare have langt bedre muligheder for recovery, så det skriver jeg snart en artikel om, mens emnet i øjeblikket får fortjent opmærksomhed i medierne angående de ringe betingelser for angstslidende. Desværre er hele den psykiatriske sektor underbemidlet og underbemandet, og det er til tider også et spørgsmål om liv og død…………

2 Kommentarer

  1. Arne Nielsen

    Nu er det jo en ganske særlig sag at diskutere dette emne med en 16-årig, som gerne skulle have et langt liv for sig, men jeg forsøger alligevel: Er det der med aktiv dødshjælp ikke et udslag af, at vi nutidmennesker i betydeligt omfang er besatte af at ordne alting? Er det i virkeligheden ikke de pårørende, der ville blive hjulpet gennem at yde aktiv dødshjælp? Ville vi ikke derigennem befri dem for det ubehag at se en elsket slægtning lide? Desuden er der jo hele den kæmpestore problemstilling, at adgangen til dødshjælp ville kunne påvirke gamle, der følte sig uønskede og til besvær, til frivilligt at vælge denne handlemåde? Jeg er sikker på, at dette gør sig gældende for mange gamle. Palliativ behandling kan vi vel alle blive enige om er en god ting, men mon ikke denne, i det skjulte, bevirker døden for mange gamle, idet en lille overdosis smertestillende medicin kan udvirke døden for den svækkede? Og der er næppe nogen, der ud fra denne betragtning vil problematisere palliativ behandling. Jeg havde for lang tid siden en moster, som fremsatte den betragtning, at vi skylder alle gud en død. Nu hører jeg ikke til dem, der opfatter gud som noget eksisterende, så man kan måske omformulere det ved at sige, at livet er farligt – man kan dø af det. Og dø, det gør vi alle. Der er her tale om et faktum, som gælder eksakt 100%. Det er desuden et faktum, at ganske mange mennesker lever, som skulle de aldrig dø. Mange mennesker spilder tiden på en måde, at det er svært at se, hvad formålet med deres liv skulle have været. Men dertil skal vi jo ikke overse, at langt de fleste dyr, både højerestående og laverestående, lever uden at have andet formål i livet end at æde, skide og formere sig. Jo, og så er der det der sidemotiv med at hævde territorium. Alt dette vil forekomme det tænkende menneske som værende et fattigt perspektiv. Men kendsgerningerne er jo, at ganske mange mennesker ikke har noget andet perspektiv på tilværelsen end dyrene. For mig har det været en livsopgave at søge at forstå. Spørg mig ikke om hvad, for emnet er uudtømmeligt. Og når jeg ligger for døden, vil jeg kunne se tilbage på ganske meget, det lykkedes mig at forstå – medmindre jeg til den tid er så senil, at jeg ikke kan huske nogetsomhelst. Men jeg vil mene, at 16årsalderen ikke er den rigtige alder at danne sig en holdning til døden. Hverken til ens egen, eller til andres.

    Svar
    • Ronnie Rasmussen

      Skøn kommentar, Jeg valgte netop at bringe den for at skabe debat. Og der er unægtelig mange nuancer, når emnet er aktiv dødshjælp. Personligt er jeg tilhænger af aktiv dødshjælp, hvis jeg eksempelvis rammes af en uhelbredelig sygdom, der i sidste ende medfører et ulideligt punktum på livet, hvor jeg hellere vil have muligheden for et pænt farvel til de nærmeste, mens jeg stadig er i stand til det. Men det er sandsynligvis ikke et område, mennesket nogensinde kan blive helt enige om, da vi jo alle har forskellige synsvinkler på et så omfattende emne.

      Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.