Hvad er det for en sandhed du viser mig, når jeg ser ind i dig?
Lille spejl på væggen der hvad er det, jeg ser? Hvad er det andre ser? Hvad er sandheden i det her?
Lille spejl, når jeg ser i dine øjne, ser jeg stort set ingen forandring af mig. Jeg ser en uændret stort deform masse, der er mig. Jeg ser intet vægttab, jeg ser ingen mathed, træthed, opgivenhed. Jeg ser bare det, der altid har været mig. Jeg kan se at jeg er blevet ældre og sikkert også mere træt. Men det er det. Jeg kan se arrene, der så småt begynder at blegne og blive knapt så tydelige som tidligere. De vil altid være en del af mig og det er okay. De repræsenterer en del af mig og min historie. Ikke en tid, jeg er stolt af, men en tid jeg står ved.
Men den krop, jeg ser i dig kære spejl stemmer ikke overens med den spejling verden omkring mig giver mig. Lyver du for mig lille spejl på væggen der? Binder du mig historier på ærmet og viser mig noget, der ikke er noget i nærheden af sandheden. Kort og godt lyver du for mig?
Og hvis du gør, hvorfor gør du det så?
Jeg ser ikke det samme som andre, jeg ser ikke at jeg måske er ved at forsvinde og blive til ingenting. Jeg ser det ikke, hvis jeg er ved at sygne hen. Det er ikke den virkelighed du viser mig, lille spejl. Og hvorfor gør du ikke det: Vil du ikke eller vil jeg ikke?
Jeg er holdt op med at mærke, holdt op med at være og vel et eller andet sted egentlig også holdt op med at leve. Jeg er bare, en skal der gør rundt og gør som den plejer. Passer sine rutiner og forsøger at skabe noget godt og trygt. Forsøger at leve. Forsøger at finde tryghed og stabilitet.
Men i sidste ende ved jeg at den eneste i denne verden, jeg kan stole på er mig selv. Og så min spiserforstyrrelse, min evige følgesvend. Min trofaste ven. Hun er der altid sammen med mig, hun er med til at kontrollere mine flashbacks og skygger. Hun hjælper mig med at holde styr på hele det indre kaos, så det ikke kommer mere ud af proportioner end det allerede er. For uden hende ville jeg gå helt i stykker. Uden hende ville jeg være helt alene. Alle verdens bølger og storme ville ramme mig på én gang og vælte mig, tage mig med og skylle mig bort. Sammen er vi stærke og kan styre verden. Båndede vi knytter bliver stærkere og stærkere for hver dag, der går. Jeg fjerner mig mere og mere fra verden og virkeligheden. Hun er som den tætte veninde, jeg aldrig havde i min barndom. Den veninde jeg gør alt sammen med, sover i ske med, fortæller alle mine hemmeligheder og stoler blindt på. Vi er hinanden. Jeg kunne efterhånden ikke forestille mig at hun ikke var hos mig. For hvad skulle jeg så gøre med alt det voldsomme, det svære, det uhåndterbare. Hvad skulle jeg gøre med mig? Jeg har brug for den stabilitet og tryghed hun tilbyder. Jeg har brug for hendes varme trygge favn. Hun er hele min verden.
Verden er et fjernt uvirkeligt sted efterhånden. Verden er et sted, jeg bare er. Et sted hvor jeg går rundt og trækker vejret, ikke et sted der egentlig er mit eller på nogen måde er en del af mig. Det er slut for længst. For vi er hinanden. Jeg byder hendes ordrer, love og regler velkomne, for de gør det nemmere for mig at navigere i verden.
Det er ikke fordi jeg påstår at jeg har det godt. Men jeg vil slet ikke vide hvordan det ville være uden hende. Hvordan jeg ville stå alene i en ekkodal og kun høre mine egne råb om hjælp runge tilbage mellem klipperne. Hvordan ensomheden ville overvælde mig og gøre det håbløst for mig.
Jeg drømmer en sjælden gang om at kunne mærke en anden verden, en sjov verden, en levende verden men så hvisker hun sine søde ord i mit øre og jeg ved at jeg har valgt rigtigt. For den tryghed og tillid hun tilbyder fås ikke andre steder. Verden er alt for ustabil i forhold til det forhold hun og jeg har.
Jeg tror måske at nogen forsøger at råbe mig op gennem min skal, forsøger at fortælle mig at jeg er på gal vej. Men jeg kan jo hvad jeg vil, jeg kan passe min hverdag, jeg kan passe min hest, gå med min hund, se mine veninder. Jeg ser mig selv i spejlet og det ser da ikke slemt ud. Jeg synes faktisk at jeg ser helt normal ud. Jeg har undervejs forsøgt at række ud efter verden, men ingen andre end hun tog min hånd og blev ved med at holde mig i et sikkert greb. Hun har vist mig at hun er til at stole på altid. At hun aldrig lader mig i stikken og alene tilbage. Men hende ved min side er jeg tryg.
Måske er en lille del af mig stadig lidt angst for den vej, vi går sammen. Men på den anden side har vi gået her længe nu og vi er kun blevet bedre venner. Der er intet sket ud over at vi igen er kommet tættere på hinanden. At sige farvel virker uoverstigeligt håbløst og skræmmende.
Hun holder min smerte, min angst, mit selvhad og gør at jeg kan holde ud at trække vejret for med hende ved min side ved jeg hvordan jeg skal holde ud.
En gang i mellem ville jeg ønske at hun ville træde lidt i baggrunden og give en smule slip, men i sidste ende lader jeg mig vikle ind i hendes arme. Jeg ligger i hendes trygge arme og lader mig vugge.
Jeg ved at uden hende er jeg alene og verden er stor og skræmmende. Så stor og skræmmende at jeg på ingen måde kan være i den. Jeg græder alligevel, også selvom hun er hos mig. For en lille del af mig ved godt at vi ikke kan blive ved med at have så stærkt et venskab. En lille del af mig ved at det må stoppe en dag, men bare ikke lige nu eller det næste stykke tid vel. For jeg kan ikke klare mig alene. At skulle stå på egne ben skaber en enorm angst hos mig for min selvtillid er i bund. Uden hende ved min side dør jeg.