Den amerikanske uafhængighedserklæring, The Declaration of Independence, indledes med følgende erklæring:
We hold these truths to be self-evident, that all men are created equal, that they are endowed by their Creator with certain unalienable Rights, that among these are Life, Liberty and the pursuit of Happiness.
Jeg har af flere forskellige grunde følt anledning til at kigge nærmere på ordet ”equal”. Skal det oversættes med ordet ”lige” – hvilket mange nok vil være tilbøjelige til? Eller skal det oversættes med ordet ”ens”? Man kan jo udføre det eksperiment, dels at indsætte ”unequal”, dels at indsætte ”different”, og se, hvad det fører med sig. Det er i hvert fald mere i overensstemmelse med de faktiske forhold at indsætte ”unequal”, da forskellene i økonomisk formåen i det amerikanske samfund er ganske groteske. Men der sker noget spændende, hvis man indsætter ordet ”different”. Så bliver forskelligheden et grundvilkår, og jeg har mange gange haft lelighed til at konstatere megen uvilje imod at erkende dette forhold. Hvor ofte har jeg ikke haft lejlighed til at overhøre erklæringer om, at ”alle mennesker er ens”. Denne opfattelse af tingene er gangbar i vide kredse. Og når talen er om fodboldfans i form af store folkemængder, er det meget muligt at ensheden har sin rigtighed, idet den menneskelige psyke i denne forbindelse er nedskrevet til noget nær nul.
På den anden side stemmer folk ved valgene i dette land, og vi kan konstatere, at der her kommer mange forskellige opfattelser for en dag. Det er endvidere min erfaring, at blandt tænkende mennesker af individualistisk tilsnit kommer forskellighederne ofte tydeligst for en dag. At der ikke er tale om trivialiteter, ses af, at i visse fortolkninger af socialistisk tankegang insisteres der på en enshed, som tager sit udgangspunkt i klassetænkning, som igen udspringer i enshed i økonomiske vilkår. Mange skabssocialister abonnerer jo nok i et vist omfang på denne indstilling, og den kommunistiske idé er jo simpelthen at udradere borgerskabet som fænomen og tvinge alle ind i en proletar-one-size-fits-all-skabelon. Der skal nok være dem, som i grunden ser dette som en logisk følge af at tænke socialistisk – en yderste konsekvens.
Men da jeg er dansker, og derigennem farvet af en lidt anderledes fortolkning af, hvad socialisme kan opfattes som, gør jeg mig den tanke, at det ønskelige må være et velfungerende samfund. Busser og tog skal køre til tiden, der skal være lov og ret i landet, og til alle de formål af samfundsmæssigt strategisk betydning – som derfor skal fungere uafhængigt af, om det kan betale sig eller ej – skal der indkræves skatter af et velfungerende skattevæsen. Endvidere er tilliden til valutaens stabilitet et nøglefænomen, som i praksis definerer snævre rammer for, hvad der er politisk ønskeligt.
Som nøgleforestilling i denne skitse til et samfund indgår den forestilling af gammel oprindelse, at der skal være frihed for Loke såvel som for Thor. Udtrykket stammer fra forestillingen om, at Thor var den gode, stærke og retfærdige kraft, mens Loke, med sin tvivlsomme halv-jætte-oprindelse og sin ditto vandel, dvs. hans handlinger var i mange tilfælde af højst diskutabel værdi, både moralsk og helt konkret, var en højst aparte og mærkelig figur i mytologien. Nogle har påpeget det mærkelige sammenfald mellem navnet Loke og Lucifer. I øvrigt betyder ”Lucifer” ”den lysbærende” – ganske mærkeligt. Alt dette peger jo på, os ukendte, stadier af udviklingen af mytologien.
Frihed for Loke som for Thor vil jo altid udgøre anledning til kontroverser. Lad gå med, at nogle er grimme, andre dumme – nogle begge dele – men hvad med dem, som i realiteten har onde hensigter? Hvor onde skal de være? Og har de fleste af os ikke en fornemmelse for ret og uret? Er retssystemet ikke en forlængelse af os allesammens retsfølelse, eller en eller anden form for tværsum heraf?
Der ligger det i den opfattelse af fænomenet ”samfund”, som jeg her omtaler, at dette tildels ligger i den konservative tankegang, men at det temmelig radikalt strider mod den liberale tanke. Liberalismens credo er ligeså firkantet som den kommunistiske tanke i dens idé om, at ingen aktivitet uden den, som kan give en fortjeneste til den, som ejer aktiviteten, skal foregå. Margaret Thatcher angreb problemet ved roden gennem at erklære, at ”There is no such thing as a society. There are only individuals”. Og det engelske samfund med de udraderede fagforeninger og groteske privatiseringer, er dybt dysfunktionelt. Tognettet er atomiseret til utallige privatejede selskaber, som i ingen henseende har været i stand til at koordinere ankomst- og afgangstider, så hvis man hører til de talrige fattigrøve, der ikke har en bil og må tage toget, kan man bruge megen tid på at vente i uendelighed på britiske togstationer. Og det britiske samfund, som aldrig har haft et opgør med adelsprivilegier, sådan som vi havde det her i landet i 1919, har af denne grund så groteske forskelle i formue- og ejendomsforhold, at det ikke er spor mærkeligt, at Karl Marx havde hovedparten af sit forfatterskab i England. Ingen kan vide, hvad kommunisme i England ville have ført til. I stedet blev det russerne, der tog disse idéer op, men det er sådan set ligemeget, hvad russerne erklærer for gældende idéologi – de er først og fremmest russere, og dermed indstillet på en totalitær tankegang. Og det blev kommunismens skæbne. Den totalt liberale model blev søgt indført på New Zealand (Ny Sjælland) øst for Australien, med det resultat, at samfundet ganske enkelt brød sammen, og de har måttet bruge mange år på at rette alle disse fejltagelser.
I virkeligheden vil jeg her rette min kritik mod den idé at søge løsninger i skriftsteder. Det er jo i denne forbindelse, at alle religioner fejler eklatant. Den idé at begrunde en tanke eller en handling i en eller anden erklæring i en eller anden tekst er først og fremmest en måde at tørre det personlige ansvar af på teksten, som man så må håbe på kan holde til det. Nej, det der skal til, er den personlige stillingtagen, og her må jeg vende tilbage til min tanke om, at vi alle er skabt (?) forskellige. Det er en empirisk kendsgerning, at vi forskellige mennesker kommer frem til forskellige resultater i forbindelse med bedømmelse af stort set hvad som helst. Men hvis vi kunne komme frem til, at folk gav sig af med at tænke selv i stedet for at slå op i, ofte gamle, bøger efter et svar, så ville meget være vundet, i hvert fald i forhold til at komme sandheden nærmere i forhold til, hvad folk i grunden mener, og, ikke mindst, hvorfor de mener det.
I denne diskussion indtager fakta jo en nøglerolle. Det er jo ikke så mærkeligt, at man i USA har kæmpediskussioner om ”fake news”, og russerne, ved vi i dag, har jo udstrakte virksomheder med det ene formål at holde hele Vesten forsynet med fejlagtige informationer, hvis natur ofte er forbundet med vanskeligheder at verificere – deri ligger jo det giftige og magtfordrejende. Væk er enhver tanke om, at sandheden bør have en værdi og en førsteprioritet for alle mennesker. Jeg kan som naturvidenskabeligt interesseret og engageret kun glæde mig over, at dette vidensområde er så ufolkeligt, at det for det meste kryber under radaren. Dog er det værd at bemærke, at den vestlige forskning i epigenetik, i Rusland har givet anledning til en genoplivning af Lysenkoismen, som kort fortalt går ud på, at erhvervede egenskaber nedarves, hvilket er en grotesk og fejlagtig udlægning af de faktiske forhold, som er egnet til at forvirre folks begreber – og desuden til at tjene som undskyldning for udemokratiske, totalitære og løgnagtige politiske forhold og i det hele taget dårlige holdninger.
Men også herhjemme strander samtaler, som ellers kunne rumme muligheder, på stridigheder om, hvad der er fakta. Mange mennesker har så travlt med at have meninger, at de i forbindelse hermed ganske udradrerer fakta, som stiller deres meninger i et mistænkeligt lys. Forsåvidt er Danmark jo et mærkeligt land, hvor vi i grunden, ad forskellige veje, kommer frem til de samme resultater. Hvilket i mange andre lande ikke er tilfældet. Jeg er her tilbøjelig til at betragte politik for en stor dels vedkommende beroende på formuleringens kunst. I andre lande kører denne proces af sporet, og man ser optøjer i gaderne og råbet på den stærke mand – hvilket jo altid er dårligt nyt for den frittænkende borger. Danmark er ret enestående hvad angår tankemæssig og formuleringsmæssig smidighed, og der ER folk i andre lande, som kigger langt efter den danske måde at gøre tingene på. At omplante formuleringerne til andre himmelstrøg er imidlertid ikke så let, da den danske måde at tænke på er resultat af en længere historisk baggrund. Og den menige dansker behøver ikke at kende nærmere til denne for at kunne praktisere den danske pragmatisme. Vi kan jo se, at de fremmede i vort land er mystificerede af den tillid, vi i så mange tilfælde praktiserer, og at deres udgangspunkt snarere er overlevelsen som overskrift med alt hvad dette udgangspunkt medfører af udsalg af ethver moralsk argument. Men forudsætningen for, at vi, med dansk baggrund, kan gøre, hvad vi gør, er det inkluderende samfund, og at vi så vidt muligt giver så mange som muligt en chance. Det er sjældent, at vi lukker nogen helt ude i mørket.
(Billedet er photo-1536500320800-973914fca764.jpg fra Unsplash.com)