Det følgende kan virke voldsomt for nogle læsere!
Jeg gnider forsigtigt et par gange hen over den hvide og nu også lidt røde forbinding på mit håndled. Såret indenunder svier meget. Jeg hiver lidt ned i mit sorte ærme på min Adids hoddie, så pigen ved siden af mig ikke ser forbindingen. Hun græder allerede, så jeg vil ikke freake hende mere ud.
Jeg sørger for at holde mit blik nede, så jeg ikke ser på hende. Jeg har ikke lyst til at se på nogen. Jeg bare lyst til at fortsætte med at skære i mit håndled. Min trang er vendt tilbage, og den her gang stopper jeg ikke! ”Men hvorfor tager jeg så ikke bare det barberblad, der ligger i min taske, og går ud på badeværelset, og gør en ende på det? Hvorfor er jeg sådan en tøsedreng?” Tankerne farer rundt i hovedet på mig. ”Nej! Det kan jeg ikke tillade mig at gøre overfor de søde sygeplejersker! Tag dig nu sammen! Nej, jeg må holde ud, indtil jeg har snakket med lægen! Hvis jeg er heldig kan jeg få ham eller hende overtalt til at lade mig gå, sådan at jeg kan tage ned på stranden og gøre det. Men er det nu også det, jeg vil? Er det ikke bedre, at jeg får hjælp, når jeg nu er kommet her? Men hvad nu, hvis de alligevel ikke har plads? Eller værre endnu, hvad nu, hvis jeg optager en plads, så en der har det endnu værre, ikke får hjælp, fordi der ikke er pladser nok?”.
Jeg løfter forsigtigt og vagtsomt blikket en lille bitte smule for at scanne rummet. Der er ikke så mange tilbage her på den psykiatrisk skadestue, som da jeg kom med personalet fra mit bosted. Kvinden, der sad med hendes mand og søn, er blevet sendt hjem igen med en recept og noget beroligende. ”Betyder det, at de ikke har så mange pladser? Det har de sikkert ikke, når klokken er tæt på midnat.” Ham, der hele tiden gik rundt, har været inde til samtale længe nu. ”Han skal sikkert indlægges. Så røg der en plads mere. Godt jeg kom før hende den anden, så er der større chance for, at jeg kan få en plads.”
Jeg sænker straks blikket igen, og griber meget hårdt fast om mit håndled, så det smerter i hele armen. ”Hvordan kan jeg finde på at tænke sådan? Hvad er der galt med mig? Hun har sikkert meget mere brug den plads, end jeg har. Hun græder jo, det gør jeg trods alt ikke.
Hold nu kæft, hvor er jeg et forfærdeligt menneske!” Jeg strammer grebet endnu mere.
”Hun er da det mest forfærdelige og frastødende menneske, der findes! Jeg forstår ikke, hvordan hun kan holde sig selv ud!” Lyder det ondt fra en af stemmerne i mit hoved.
”Mia?”
Jeg bliver pludselig revet ud af mine tanker. En ung kvindelige læge står ude i rummet, og ser skiftevis fra mig til den grædende pige. Jeg samler min taske op med lidt besvær. Alle de slag, jeg har påførte min krop tidligere kan mærkes, men jeg forsøger at virke så normal som ingenting. De må ikke vide noget! Jeg er så forvirret!
”Vil du med ind og snakke med mig,” spørger lægen sødt, og fører mig med ind i et af de velkendte og slidte samtalerum, som jeg efterhånden har befundet mig i så mange gange. Det giver mig en vis ro at være her. ”Men er det bare en falsk tryghed? Hvad gør jeg, hvis de ikke kan hjælpe mig? Vil jeg overhovedet have hjælp?”
”Værsgo at sætte dig ned,” siger lægen venligt, og sætter sig selv overfor mig i de polstrede men robuste træstole. Jeg lægger hænder i mit skød, og kigger ned på dem. Hvis jeg kigger op på lægen, bliver mine stemmer bare højere og sværere at styre. Mit ben ryster helt ukontrolleret, fordi jeg er så bange og forvirret. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre? Jeg har lyst til at få hjælp, men det skal ikke være på bekostning af andre! Så er det bedre, at jeg gør en ende på mig selv!
”Nå Mia, har du lyst til at fortælle, hvorfor du er her i dag?” Spørger lægen i et roligt toneleje. Jeg kan mærke, hvordan hendes rolige ånd smitter lidt af på mig. Nok til, at jeg kan samle mine tanker til et svar.
”Jeg har det ikke så godt,” får jeg meget stille fremstammet. Jeg ser stadig ned i mit skød.
”Det kan jeg godt se på dig, men hvad er det, der gør, at du ikke har det godt? Er du plaget af stemmer?” Spørger hun trøstende.
Jeg nikker stille. Egentlig må jeg ikke sige det for dem, men jeg har lovet mig selv, at jeg ikke vil lyve, når det gælder så alvorligt et emne.
Vi snakker lidt om alle de unormale ting, jeg oplever, men jeg har ikke rigtig en følelse af, at lægen forstår mig. Det gør mig endnu mere utryg og bange.
”Jeg kan se, at du har skadet din arm, og du har da også lidt af et blåt øje. Har du skadet dig selv andre steder på kroppen?” Spørger lægen undersøgende. Jeg nikker, og ender med at vise resten af mine blå mærker frem.
”Har du også tanker om selvmord?” Spørger lægen venligt, men alvorligt. Jeg nikker igen. Jeg vil ikke lyve om det her, så jeg fortæller det som det er, at jeg har overvejet det kraftigt, og at jeg har et barberblad i tasken.
”Det er jeg ked af at høre, Mia. Vi vil rigtig gerne passe på dig, så der ikke sker dig noget,” siger lægen roligt. ”Vil du være med til at vi indlægger dig her i modtagelsen for natten? Der er desværre helt fyldt nede på afdelingerne, men vi har lige en plads tilbage her i modtagelsen.”
Jeg ser ned i bordet, og kan ikke lade være med at skamme mig. Hvis jeg har fået den sidste plads, så betyder det, at der ikke er plads til pigen ude i venteværelset, og hun så virkelig ud til at have det skidt. Men det betyder også, at der ikke er plads til alle dem, der kommer senere end mig. At lægen skal afvise mennesker, der kunne finde på at tage deres eget liv, fordi der ikke er plads. Kan jeg så virkelig tillade mig at tage den sidste plads? Men jeg har jo også overvejet selvmord? Har jeg det så skidt nok til at få en plads?
Da vi går ud i venteværelset, og jeg venter på, at få en stue, ser jeg, at der er kommet yderligere tre mennesker, som venter på hjælp. Jeg har fået en plads, så jeg overlever, men hvad med dem, der ikke er plads til?
Dette er fiktion, men minder om de situationer, jeg ofte har siddet i på psykiatrisk modtagelse, hvor man er nødt til sommetider at tænke egoistisk, for at redde sig selv. Grunden er, at der simpelthen ikke er sengepladser nok i Region Midt – her Aarhus. Havde der været pladser nok, havde læger ikke været nødt til at sende potentielt selvmordstruede og andre meget syge mennesker hjem, og folk som mig ville ikke føle sig skyldige over at skulle tage ”den sidste” plads. Jeg har selv prøvet at være den selvmordstruede, der blev sendt hjem, fordi der ikke var senge nok, og jeg har også ofte været den, der fik den sidste seng!