Her i septembermåned sendte DR dokumentarserien “Jeg vil dø” i 2 afsnit. Indrømmet så var jeg lidt betænksom, da jeg opdagede, at Anders Lund Madsen var værten, men jeg blev positiv overasket. Jeg bifalder virkelig hver gang, når der i det offentlig rum bliver “talt om” og sat fokus på selvmord. Desværre er det jo et faktum, at der dør flere af selvmord end i trafikulykker. Ja hver dag dør to i Danmark af selvmord og endnu flere forsøger. Der er altså god grund til, at vi sætter selvmord på dagsordnen, men trods nævnte – ja, så taler vi helst ikke om det.
Jeg har heldigvis ikke haft selvmordsplaner i flere år og selvmordstanker har jeg sjældent – frem for alt gør tankerne mig ikke længere bange, da jeg er tryg ved mig selv og har en plan om, at jeg skal blive tudsegammel. Men sådan har det langt fra altid været for mig.
De fleste af mine teenagerår gik desværre med at være syg og som følge heraf røg jeg ud og ind af ungdomspsykiatrisk afdeling. I perioder var jeg så sucidal (som det så fint hedder på fagsprog), at jeg ikke måtte være alene på mit værelse. Jeg var i de perioder så forpint, at jeg både havde selvmordstanker og lagde decideret planer herom. Når jeg tænker tilbage på disse perioder i mit liv, så bliver jeg simpelthen så ked af det og ja nok også lidt provokeret, når folk kalder selvmord for en egoistisk handling. På “den store danske” beskrives egoisme som en tilstand, hvor man er selvisk og kun gør ting for egen vendings skyld. Uden at lyde selvfed så ved jeg, at mine nærmeste hverken dengang eller nu vil beskrive mig med disse ord. Da jeg var syg, tænkte jeg ofte på, at såfremt jeg døde, så ville livet blive meget lettere for mine pårørende. Jeg tænkte, at sorgen omkring et selvmord var langt mere håndterbart end alle de bekymringer og al den uvidenhed, som jeg udsatte dem for ved at være syg. Når jeg skriver det her flere år efter, så ved jeg godt, at det ikke kan gøres op på den måde. Men når man er sucidal og samtidig har dæmoner i hovedet som råber og skriger om, hvilket forfærdeligt og udueligt menneske man er og hvor håbløs ens fremtid bliver, så kan man let blive overbevist om, hvor meget bedre ens kæreste ville få det, såfremt man døde. Med andre ord kommer jeg aldrig til at kalde selvmord for en egoistisk handling, da der er så mange nuancer bag den forfærdelige beslutning, om at ville ende livet.
“…De siger, at de nok skal passe på mig, men jeg er SÅ bange for mig selv og mine impulser. Jeg er dog ikke bange for døden, da den trods alt vil gøre en endelse på dette liv og fremfor alt gøre mine pårørende fri for bekymringer én gang for alle!” (Fra min dagbog under en indlæggelse).
Da jeg arbejdede som Recovery-mentor, oplevede jeg desværre hvilken stor berøringsflade et selvmord giver, da en af patienterne begik selvmord. Det gjorde et stort indtryk på mig og selvom jeg i min professionelle rolle godt både følte og vidste, at jeg ingen skyld havde i den ulykkelige hændelse, så stod jeg alligevel tilbage med et spørgsmål om, hvorledes jeg kunne have gjort noget anderledes. For mig var det meget tankevækkende at opleve, hvordan man som professionel bliver påvirket af et selvmord. For hvad jeg fik af tanker og følelser ifm. patientens selvmord måtte jo kun vand ift. pågældendes pårørende. Derudover er der også så meget skam forbundet ved selvmord, hvilket medvirker til, at de efterladte ikke kan snakke åbent om deres sorg. Jeg tænker, at det må give oplevelsen af den store elefant i rummet, som alle kan se, men ikke taler om.