Her i septembermåned sendte DR dokumentarserien “Jeg vil dø” i 2 afsnit. Indrømmet så var jeg lidt betænksom, da jeg opdagede, at Anders Lund Madsen var værten, men jeg blev positiv overasket. Jeg bifalder virkelig hver gang, når der i det offentlig rum bliver “talt om” og sat fokus på selvmord. Desværre er det jo et faktum, at der dør flere af selvmord end i trafikulykker. Ja hver dag dør to i Danmark af selvmord og endnu flere forsøger. Der er altså god grund til, at vi sætter selvmord på dagsordnen, men trods nævnte  – ja, så taler vi helst ikke om det.

Jeg har heldigvis ikke haft selvmordsplaner i flere år og selvmordstanker har jeg sjældent – frem for alt gør tankerne mig ikke længere bange, da jeg er tryg ved mig selv og har en plan om, at jeg skal blive tudsegammel. Men sådan har det langt fra altid været for mig.

De fleste af mine teenagerår gik desværre med at være syg og som følge heraf røg jeg ud og ind af ungdomspsykiatrisk afdeling. I perioder var jeg så sucidal (som det så fint hedder på fagsprog), at jeg ikke måtte være alene på mit værelse. Jeg var i de perioder så forpint, at jeg både havde selvmordstanker og lagde decideret planer herom. Når jeg tænker tilbage på disse perioder i mit liv, så bliver jeg simpelthen  så ked af det og ja nok også lidt provokeret, når folk kalder selvmord for en egoistisk handling. På “den store danske” beskrives egoisme som en tilstand, hvor man er selvisk og kun gør ting for egen vendings skyld. Uden at lyde selvfed så ved jeg, at mine nærmeste hverken dengang eller nu vil beskrive mig med disse ord. Da jeg var syg, tænkte jeg ofte på, at såfremt jeg døde, så ville livet blive meget lettere for mine pårørende. Jeg tænkte, at sorgen omkring et selvmord var langt mere håndterbart end alle de bekymringer og al den uvidenhed, som jeg udsatte dem for ved at være syg. Når jeg skriver det her flere år efter, så ved jeg godt, at det ikke kan gøres op på den måde. Men når man er sucidal og samtidig har dæmoner i hovedet som råber og skriger om, hvilket forfærdeligt og udueligt menneske man er og hvor håbløs ens fremtid bliver, så kan man let blive overbevist om, hvor meget bedre ens kæreste ville få det, såfremt man døde. Med andre ord kommer jeg aldrig til at kalde selvmord for en egoistisk handling, da der er så mange nuancer bag den forfærdelige beslutning, om at ville ende livet.

“…De siger, at de nok skal passe på mig, men jeg er SÅ bange for mig selv og mine impulser. Jeg er dog ikke bange for døden, da den trods alt vil gøre en endelse på dette liv og fremfor alt gøre mine pårørende fri for bekymringer én gang for alle!”  (Fra min dagbog under en indlæggelse).

Da jeg arbejdede som Recovery-mentor, oplevede jeg desværre hvilken stor berøringsflade et selvmord giver, da en af patienterne begik selvmord. Det gjorde et stort indtryk på mig og selvom jeg i min professionelle rolle godt både følte og vidste, at jeg ingen skyld havde i den ulykkelige hændelse, så stod jeg alligevel tilbage med et spørgsmål om, hvorledes jeg kunne have gjort noget anderledes. For mig var det meget tankevækkende at opleve, hvordan man som professionel bliver påvirket af et selvmord. For hvad jeg fik af tanker og følelser ifm. patientens selvmord måtte jo kun vand ift. pågældendes pårørende. Derudover er der også så meget skam forbundet ved selvmord, hvilket medvirker til, at de efterladte ikke kan snakke åbent om deres sorg. Jeg tænker, at det må give oplevelsen af den store elefant i rummet, som alle kan se, men ikke taler om.

 

 

En kommentar

  1. Arne Nielsen

    Tak til SanneP for dette skriv om selvmord. Jeg havde selv denne problematik inde på livet for mange år siden, da min mor i 1989 begik selvmord. Jeg var godt klar over, at hun havde nogle alvorlige helbredsproblemer, der gjorde dagligdagen til et problem, men vi blev alligevel overraskede allesammen over det skete. Det der med, at selvmord skulle være en selvisk handling, folk mener sig berettigede til at fordømme på dette grundlag, har jeg altid betragtet som nullerne med den manglende indlevelsesevne, der her gør deres lave intellektuelle horisont gældende. Nogle mennesker kan have meget alvorlige og velbegrundede årsager til at tage deres eget liv, og det skal man respektere. Der har blandt de fordømmende været religiøse mennesker, og dette viser, hvor megen idioti religion og religiøs praksis kan rumme. Selvretfærdige mennesker, som uden indsigt i, hvilke afgrunde, menneskelivet kan præsentere den sagesløse for, burde holde sig helt i baggrunden og lade folk, der har en bedre forståelse af tingene, tale. For det meste er der tale om folk, som aldrig har været i nærheden af et eksistentielt problem, og som i det store hele er godt tilfredse med stort set ikke at fatte nogetsomhelst. Endvidere er det tankevækkende, at i de engelsktalende lande betragtes selvord som en kriminel handling, hvilket bevirker, at dødsattester i disse lande aldrig rummer termen selvmord. Endvidere er det værd at notere sig, at disse landes holdning hertil afspejler sig i sprogbrugen, idet det hedder “commit suicide”, dvs. “begå selvmord”. Altså en kriminel handling. På den anden side har vi debatten om aktiv dødshjælp, som efter min opfattelse ikke bør blandes ind i dette her. Selvmord er der tale om, når den døde fuldt og helt tager ansvaret for sin handling, og det må man have respekt for. Men så er der lige den der detalje med afskedsbrev. Min mor havde omhyggeligt udfærdiget et sådant, og jeg synes, at den person, der planlægger at begå selvmord skylder sine omgivelser et sådant brev, idet kriminalmyndighederne ellers står på helt bar bund ved sådanne dødsfald. Og visse metoder til selvmord må man fordømme, fordi de går ud over andre, såsom at styrte sig ud foran et tog. Min mor druknede sig i den stedlige havn og blev fundet 150 meter ude, hvor hun blev fundet af nogle, som ikke kendte hende – så hun havde tænkt over omstændighederne. Jeg erindrer, at hun og jeg havde talt om dette emne, idet en bekendt, som i øvrigt også led af alvorlige helbredsmæssige problemer, havde hængt sig i sin entrè. Min mor var meget vred herover. Nu var det ganske vist nogle andre bekendte, der fandt den pågældende, men det gav ihvertfald anledning til nøjere overvejelser fra min mors side.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.