Kan man godt leve et helt “normalt” liv, når man har diagnosen bipolar type II?

Maria Nygaard
Blog

For mig er svaret ja!

At leve et “normalt” liv
Jeg har savnet og savner stadigvæk at høre historier om folk, der lever med en  bipolar diagnose, og som lever et såkaldt “normalt” liv, såvel i offentligt i medierne, på internettet og også gennem forskellige organisationer, der arbejder for og med folk med en psykiatrisk diagnose.

Med et såkalt “normalt” liv, mener jeg et liv med arbejde eller studie og fritidsinteresser på lige fod med andre. Hvor det ikke er nødvendigt at tage særlige hensyn, – og hvor man dermed ikke “er nødt til” at være åben omkring det, for at få hverdagen til at hænge sammen.

Lidt om mig
Jeg er 23 år, og fik diagnosen “Bipolar Affektiv Sindslidelse, Type II Hypomani” i februar 2017.
Jeg blev student i 2015 på lige fod med alle andre i min klasse, selvom jeg var sygemeldt i en måned i 3.g (første gang der viste sig tegn på min diagnose/sygdom). Jeg arbejdede og tjente op til højskoleophold på lige fod med alle andre unge.
Og arbejder nu som fastansat pædagogmedhjælper i en vuggestuegruppe 30 timer om ugen, plus det løse, på lige fod med mine kollegaer.
Så hvis man ikke kender mig godt, og har oplevet de op og nedture der har været, men som jeg har klaret mig igennem, mens jeg fortsat har haft en “normal hverdag”, vil man nok slet ikke opdage det.

Svært at forklare min diagnose
Jeg har flere gange tænkt at det ville så meget nemmere, hvis min diagnose var depression eller angst, – altså med henblik på at fortælle det til omverdenen. Da det er noget som de fleste nogenlunde ved hvad er, kan forholde sig til, måske enda noget som mange har tæt inde på livet på den ene eller anden måde.
Man hører om, hvor mange der rammes af disse diagnoser, hvor svært det kan være, men også om, hvordan mange formår at have en såkalt “normal” hverdag, med studie eller arbejde, på lige fod med alle andre.

Hvorfor hører man ikke om flere med Bipolar type II?
Jeg har endu ikke læst eller hørt om nogen, der mere eller mindre offentligt har fortalt om at leve med en bipolar type II diagnose, og studere/arbejde på lige fod med andre.

Vil det sige at jeg er den eneste? Det nægter jeg at tro på!

Jeg tror dog godt jeg ved hvorfor;

For diagnosen bipolar eller det gamle “maniodepressiv” kan lyde så voldsom, da man for det meste kun hører om og dermed associerer den med “den klassiske bipolar type I” diagnose, der kan indebære voldsomme manier og svære depressioner.

Der er ikke ret mange, der ved at der faktisk er en del flere der har diagnosen “bipolar type II hypomani”, og endnu flere der ikke er diagnostiseret med denne, hvor man ikke oplever manier men hypomanier, hvor hypo skal forståes som halv, dvs halve manier, og oftes ikke har nær så svære depressioner som ved type I.

Bipolar type I og II
Diagnosen bipolar type I, kan være svært invaliderende, mens der er mange der lever et forholdsvist normalt liv bipolar type II hypomani.
Der er faktisk en del som har bipolar type II, men ikke er diagnostiseret, da det kan være svært at se/finde ud af at man har bipolar type II.

Det at man ikke hører om folk der har type II, tror jeg gør, at mange ikke selv er åbne omkring det, og det dermed bider sig selv i halen, – det vil jeg gerne gøre op med.

Min mission
Hvis jeg med dette og følgende blogindlæg kan være med til at give andre med samme diagnose mod til at stå frem og fortælle det, vil det gøre mig enormt glad – noget som jeg selv godt kunne have brugt.

Jeg har kun haft gode erfaringer og oplevelser med at åbne op og fortælle om min diagnose og hvad den indebærer og betyder for mig og mit liv, både overfor venner, familie, og på jobbet overfor min leder og mine kollegaer. Jeg bliver oftes mødt med et “hvor er det sejt at du fortæller det”, “hvor er du sej og stærk, at du kan håndtere det” samt en lyst fra deres side til også at åbne op omkring svære, sårbare og peronlige ting overfor mig.

Dermed ikke sagt at det ikke er noget, der stadigvæk fylder i min hverdag, når jeg møder nye mennesker, – for hvornår er det rette tidspunkt at sige det? Det er en svær balance, men jeg har indtil nu ikke oplevet at jeg har sagt det for tideligt.

Så hermed en opfordring til andre der står i samme situation – fortæl det, vær ærlig og stå frem.
Du kommer ikke til at fremstå svag, men tværtimod stærk, hvis du tør at åbne op.

 

Mere viden:
Hvis i er i tvivl om, og/eller gerne vil vide mere om diagnosen bipolar og forskellen på type I og type II, kan jeg anbefale følgende artikler:

https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/psyke/sygdomme/mani-og-bipolar-lidelse/mani-og-bipolar-lidelse/

http://depressionsforeningen.dk/hvad-er-bipolar-lidelse/

https://www.gomentor.dk/artikler/Bipolare-lidelser-tidl-maniodepressiv

Maria Nygaard
Siden jeg i februar 2017 fik konstateret diagnosen “Bipolar type II hypomani”, og dermed har fået psykisk sygdom tæt ind på livet, har jeg været opsat på at være med til at oplyse og nedbryde fordomme og tabu omkring psykiatriske diagnoser og psykisk sygdom. Det er ekstra vigtigt for mig, da jeg kan have svært ved at spejle mig i meget af det der bliver skrevet om og oplyst i medierne, samt i de personlige historier man kan læse og høre om bl.a. på nettet og i podcast mm. Der kan man oftes høre om hvor svært det er at leve med en psykisk sygdom , og hvor store konsekvenser det har for ens privat-, arbejds- og eller studieliv. Det er ikke fordi jeg ikke selv mærker og oplever de ekstra udfordinger, op og nedture som min diagnose giver. Det der er vigtig for mig at fortælle om er at jeg der hvor jeg står idag 1,5 år efter jeg fik diagnosen, formår at leve et såkaldt “normalt ungdoms-liv” med; et 30-timers arbejde som pædagogmedhjælper i en vuggestuegruppe, et rigt fritidsliv med frivilligt arbejde i DFUNK (dansk flygtningehjælp ungdom), kor, vinterbadning, syning, strikning og andet kreativt, samt løbetur i Riisskov (min baghave ;)), samt et socialt liv med dejlige venner, som så mange andre unge på min alder. Der hvor jeg står nu er jeg kommet rigtig langt, og har en stor selv-, og sygdomsindsigt, og kender efterhånden migselv, mine udfordinger og tidelige advarselstegn og situationer som jeg skal være opmærksom på ret godt, og det bliver kun bliver kun bedre dag for dag. Her på siden vil jeg fortælle og reflektere over de ting, der for mig følger med min diagnose. Og kan forhåbentlig være med at til at bryde tabu og i hvert fald give et indblik i hvordan det også kan være at leve med en bipolar diagnose i “den milde ende”.

21 Responses

  1. Det er et super fint indlæg, der lægger op til mange gode debatter, Maria. Jeg deler mine svar op, så det ikke bliver for langt.

    Hvorfor hører vi ikke historier om type 2?

    Det er mit indtryk, at det er få behandlere, der bruger disse to hovedkategorier. Derfor er der mange patienter, der faktisk ikke aner, hvilken af de to typer de har. Det figurerer heller ikke i mine papir. Jeg har haft 7 forskellige behandlere siden jeg fik diagnosen, og kun den ene af dem har talt i typer. Det kunne være en af forklaringerne. Og måske har det ikke så meget at gøre med behandlere, men tiden? Du har lige fået diagnosen i 2017. Måske er det blevet mere populært at omtale det i de to typer?

    Det kan selvfølgelig også være, som du siger, fordi man ikke ved, at man har diagnosen. På Kompetencecenter for Affektive Lidelser, sagde de, at der kan gå gennemsnitligt op til 10 år fra første episode til diagnosen bliver stillet. Derfor kan der sagtens være en masse derude, der klarer sig lige så godt som dig. Jeg gik ubehandlet i 9 år, var jeg velfungerende, havde et fuldtidsstudie og et job ved siden af. Ingen anede mistanke om, at der skulle være noget galt andet end tilbagevendende depressioner.

    Jeg er dog ikke helt enig i din opdeling af type 1 og 2. Den eneste forskel er faktisk hypomanier kontra manier. Depressioner kan være lige så slemme, og som type 2 kan man sagtens få depressiv psykose. Sygdomsbyrden ved type 2 sidestilles derfor med type 1, med risiko for tab af funktion, selvmord og nedsat livskvalitet. Jeg lagde selv ud som type 2. Det var først nogle år senere, at jeg fik en full blown mania. En af mine depressioner som type 2 endte med psykose og indlæggelse.

    Om man kan have et normalt liv, kommer derfor ikke an på typen af bipolar, tænker jeg.

    Du har fået diagnosen i en ung alder. Det har noget at sige, er jeg ret overbevist om. Bliver man diagnosticeret hurtigt og kommer i behandling, burde der være gode chancer for at bibeholde funktionsniveauet og fortsætte et normaltfungerende liv. Hvis man oven i købet responderer godt på medicin, så er der kun tilbage at lære at navigere imellem advarselssignaler og passe godt på sig selv. Mange får diagnosen sent i livet. Det betyder, at de har nået at have utallige sygeepisoder. Ubehandlet bipolar er enormt hård ved hjernen. Og jo flere episoder man får, jo hårdere rammer det, og jo længere tid tager det at komme sig. Alene det faktum gør, at ens funktionsniveau bliver svækket – og så er det lige meget, om man har type 1 eller 2.

    Derudover er det spørgsmål om man er heldig at ramme det rigtige præparat. Jeg brugte 5 år på at afprøve forskellige præparater, indtil vi ramte plet. Imellemtiden svingede jeg som jojo og det har slidt på hjernen. Nogle kan slet ikke tåle medicin. Og så er der møllen med fejldiagnoser. Det jeg hører hyppigst er, at bipolar bliver forvekslet med personlighedsforstyrelse eller ADHD, fordi der er fællestræk. Jeg tror faktisk, at fejldiagnoser er hovedårsagen til, at mange taber det normaltfungerende liv på gulvet.

    Af hensyn til de gode historier, så har musikeren Peter Wang givet en del interviews. Paprika Steen nævner det kort, og hun er om nogen stadig en stjerne. Der er faktisk mange kendte, der er gået offentligt med diagnosen. Jeg synes bare ikke, at de nødvendigvis har en god historie at fortælle. Nogle af dem har jeg ikke lyst til at blive sidestillet med, f.eks. Britney Spears. Men hvis du leder efter fortællinger, så har Henrik Dahl og Diana Benneweis skrevet bøger om det. Maria Carrey, Sia og C. Zeta-Jones taler åbent om det. Stephen Fry og Demi Lovato har lavet dokumentar.

    Svar

    1. Først og fremmest mange tak for den fine, meget informerende, og eftertanke-vækkende kommentar Loucia.

      Jeg har som sagt taget udgangspunkt i mig-selv, min version/grad af diagnosen, min historie og det jeg har fået at vide af psykologer og psykiatere ift min specifikke/konkrete situation/diagnose. Og jeg har mest ledt efter fællestræk og ting jeg kunne spejle mig i, når jeg har læst artikler, googlet mm.
      Derfor har jeg ikke det store kendskab til de forskellige versioner og nuancer af bipolar 1 og 2. Så grunden til at min opfattelse af forskellen mellem bipolar type 1 og bipolar type 2 har været at man dels kun har hypomanier (halve manier), og “mildere” depressioner når man har bipolar type 2 i forhold til bipolar type 1.
      Det at jeg har fået min diagnose så tideligt (som 21-årig) kun lidt over 2 år efter jeg havde min første “episode”, er helt klart en af årsagerne at jeg klarer mig “så godt” som jeg gør, og kan leve , arbejde og studere på lige fod med andre jævnaldrene, altså hvad jeg kalder et “normalt liv”. En anden vigtig/væsentlig grund er, at jeg har været så heldig at vi ramte den rigtige medicin i første hug, så det har kun været mængden/niveauet der har skullet reguleres.

      Det lyder interessant med de kendte mennesker som har fortalt/skrevet om deres liv med en bipolar affektiv sindslidelse – det vil jeg “tjekke ud”.

      Svar

  2. Af hensyn til åbenhed, så har jeg lige som dig positive erfaringer. Jeg kan ikke se, hvad det skulle gavne mig ikke at være åben. Dermed ikke sagt, at det har været glidningsfrit. Åbenhed kræver ressourcer. Men der følger respekt med åbenhed, som du siger. Derudover skaber det forståelse. Man kan ikke skjule psykisk sygdom. Det ses i adfærd og følelser. Depression kan endda ses i ansigtet. Hvis omverden ikke forstår, hvorfor disse ændringer sker, så bliver man hurtigt kategoriseret som underlig. Så mangler der en forklaring.

    Mit behov for åbenhed ændrer sig løbende. Det kommer an på, hvad der rører sig og hvad der dermed er relevant at fortælle. Nogle gange har jeg kun nævnt depression, for jeg lige der har lidt af efterveer efter en sygeepisode. Nogle gange har jeg kun nævnt angst, for jeg har været i en periode, hvor jeg har været hæmmet. Nogle gange har jeg lagt alle kortene på bordet, for jeg har været godt skadet.

    Hvordan det bliver taget imod, kommer meget an på, hvordan jeg præsenterer det. Allerførste gang jeg skulle fortælle det, havde jeg tårer i øjnene og var usikker på min fremtid. Så er det klart, at omverden bliver nervøse. Så, den første gang var virkelig energikrævende for mig, og jeg blev i tvivl om, hvorvidt åbenhed var det rette valg. Da jeg havde fået håbet tilbage og kunne fortælle det med oprejst pande, var det no big news. Folk tager det meget let. “Ja, vi har alle sammen noget at slås med” er et meget alment svar.

    Men åbenhed kan også være en stor belastning. Eksempelvis, hvis man kommer fra en familie, hvor det ses skamfuldt at være psykisk syg. Det kan også være en arbejdsplads, der simpelthen ikke har plads til den slags. Jeg anbefaler derfor folk at vælge det, der er mindst stressende for dem. Hverken åbenhed eller livet i skjul er let. Måske er selve diagnosen også afgørende for, om det er smart eller usmart at være åben? Jeg ved det ikke. Men det kan jeg næsten forestille mig. Der hersker jo en underlig kategorisering af, hvilke diagnoser er okay at have, og hvilke diagnoser skræmmer omverden væk.

    Svar

    1. Jeg er enig i meget af det du siger ift åbenhed.
      Jeg har, siden jeg fik diagnosen (har ikke før været diagnostiseret, altså haft en anden diagnose) haft ønsket om at være åben, og har været åben hele vejen igennem.
      Det har dog selvfølgelig været nemmere at fortælle om det, når jeg har haft det godt, ift når jeg ikke har haft det godt. Men jeg har gjort det i begge tilstande, og fået gode og positive reaktioner i alle tilfælde, som jeg også skrev i mit blogindlæg..
      Jeg har været rimelig afklaret med min diagnose og situationen, og har ikke grædt eller virket usikker, når jeg har fortalt det. (ikke ment sådan at jeg ikke ar haft følelser på spil). Det kan også være en årsag til at jeg kun har fået positive tilbagemeldinger og ingen er blevet “skræmt væk”

      Jeg er enig med dig i at der “hersker en (underlig) kategorisering af, hvilke diagnoser de er okay at have, og hvilke diagnoser der skræmmer omverdenen væk” – eller sagt med mine egne ord, (og egen erfaring med bipolar type II) i hvert fald kræver en længere forklaring, for at folk forstår min situation, og ikke tror at jeg har det meget værre end jeg har. Som jeg også beskriver i mit indlæg i den del, hvor jeg fortæller at;
      “Jeg flere gange har tænkt at det ville så meget nemmere, hvis min diagnose var depression eller angst, – altså med henblik på at fortælle det til omverdenen.”

      Svar

  3. Hej smukke Maria.
    Tak for et godt indlæg. Jeg har været ude at vinterbade til morgen, det er godt.
    Håber at se dig i julen.
    KH Lotte

    Svar

  4. Kære Maria

    Så flot at du står frem og taler om er relevant emne. Jeg er selv pårørende til en som har fået stillet diagnosen type 2, og som kunne have rigtig meget gavn af at høre om nogle som dig, der lever et “normalt liv”. Det er vigtigt med et håb at fæste sig til. Og det kan du være med til at give.
    Tak.

    Svar

    1. Tusind tak for den fine kommentar!
      Det betyder virkelig meget for mig at få sådan en tilbagemelding, da det et er lige det som du skriver, der er min mission, og mit store ønske og håb.
      Jeg håber virkelig at din pårørende kan få noget ud af mit blogindlæg, og at det kan være med til at give et håb at fæste sig til.

      Svar

  5. Du tager fejl i din blog. Tanken om, at Bipolar II er Bipolar Light opstår, fordi det er halve manier. Men i praksis er sygdommen gennemsnitlig formodentlig mere alvorlig end bipolar I.

    There is evidence to suggest that bipolar II has a more chronic course of illness than bipolar I disorder.[21] This constant and pervasive course of the illness leads to an increased risk in suicide and more hypomanic and major depressive episodes with shorter periods between episodes than bipolar I patients experience.[21] https://en.m.wikipedia.org/wiki/Bipolar_II_disorder

    Svar

    1. Hmm, jeg synes du skriver det lidt firkantet…
      Jeg har, som følge af de kommentarer jeg har fået på mit blogindlæg, fået en større indsigt i diversiteten indenfor bipolar affektiv lidelse type 2 (og bipolar type 1), så jeg er blevet klogere. Men det ændrer ikke på sandheden og troværdigheden omkring min historie og erfaringer – sådan ser det ud for mig, og ift min situation og det jeg har fået af vide af psykologer og psykiatere, passer det jeg skriver på mig.

      Jeg accepterer at du, og andre har en anden opfattelse end mig

      Svar

  6. Hmm, jeg synes du skriver det lidt firkantet…
    Jeg har, som følge af de kommentarer jeg har fået på mit blogindlæg, fået en større indsigt i diversiteten indenfor bipolar affektiv lidelse type 2 (og bipolar type 1), så jeg er blevet klogere. Men det ændrer ikke på sandheden og troværdigheden omkring min historie og erfaringer – sådan ser det ud for mig, og ift min situation og det jeg har fået af vide af psykologer og psykiatere, passer det jeg skriver på mig.

    Jeg accepterer at du, og andre har en anden opfattelse end mig

    Svar

  7. Jeg prøver igen:

    ”For diagnosen bipolar eller det gamle “maniodepressiv” kan lyde så voldsom, da man for det meste kun hører om og dermed associerer den med “den klassiske bipolar type I” diagnose, der kan indebære voldsomme manier og svære depressioner.”

    Men hvordan har de det så med bipolar II, hvis de var ordentlig informeret om diagnosen? Bipolar II er lidt mere kronisk end Bipolar I, har større selvmordsrisiko, mindre perioder med raskhed og mange flere episoder med hypomani og depression. Pointen er, at det ikke gør nogen forskel, om de kendte til Bipolar II, da det kun i bedste fald er lige alvorligt.

    Svar

    1. Dejlig at du prøver at formulere det på på ny, og forklare det lidt nærmere.
      Det kan godt være at det for mange er sådan som du beskriver, jeg ved som sagt mest omkring, hvordan min diagnose konkret påvirker mig, mit helbred og fremtid.

      Jeg har lige fra begyndelsen fået at vide at jeg på sigt ikke vil have brug for at tage medicin, og på den måde bliver “rask” i den forstand, at jeg ikke længere behøves medicinsk behandling.
      Dermed ikke sagt at den ikke er kronisk, i den forstand at jeg altid (hele mit liv) skal være ekstra opmærksom på tidlige advarselstegn og eventuelle symptomer på tilbagefald.

      Jeg har også fra starten af fået at vide fra fagfolk (psykiatere og psykologer) at jeg er et “specielt tilfælde”, da jeg har fået diagnosen tidligt. Og at hovedoversagen til at jeg fik det, dels var fordi at jeg ikke kunne tåle den antidepressive medicin som jeg fik, og at jeg havde voldsomme psykosomatiske symptomer, som man først troede var epilepsi eller en hjernesvulst (ligger til familien, da min mormor havde det, og døde af det).

      Så jeg blev i første omgang undersøgt grundigt på neurologisk afdeling, og da det efter noget tid gik væk af sig selv, og kom tilbage efter ca. et halvt år, fik jeg tilsidst en henvisning til en grundig psykiatrisk og og somatisk undersøgelse, blev det opdaget og jeg blev diagnostiseret med bipolar type II, selv om symptomerne på min hypomani ellers ikke var så voldsomme, så jeg højest sandsynlig ikke var blevet diagnostiseret så tideligt.

      Så det kan måske forklare at jeg ikke har de klassiske udfordinger, og fremtidsudsigter, indebærende stor risiko for tilbagevendende tilbagefald , som andre med bipolar type II har.

      Svar

  8. Tak for alle jeres kommentarer! 🙂
    Jeg vi lige ligge understrege, at jeg har skrevet ud fra min egen historie og oplevelse af diagnosen.

    Jeg har i min søgen efter viden om diagnosen (ikke til dette indlæg men i min psykoedukation og i livet generelt) taget det til mig som passede på mig og som jeg kunne spejle mig i, når jeg har læst om diagnosen bipolar type II. Hvilket jeg tror er meget normalt for mange af os der har en psykisk sårbarhed.

    Jeg havde slet ikke regnet med at så mange ville læse, like, dele og kommentere mit indlæg, og har måske ikke undersøgt nok ift til mine udlægninger af de to versioner af bipolar affektiv lidelse. (type 1 og 2). I bagklogskabens lys, ville jeg ønske at jeg havde undersøgt det bedre, da det ikke var min mening at give et misvisende billede af graden af de to diagnoser.

    Min måde at komme med fakta på var ved at linke til de tre artikler som jeg gjorde i slutningen af mit blogindlæg. og som jeg lige igen vil linke til her;

    https://www.sundhed.dk/…/mani…/mani-og-bipolar-lidelse/

    http://depressionsforeningen.dk/hvad-er-bipolar-lidelse/

    https://www.gomentor.dk/…/Bipolare-lidelser-tidl…

    Jeg vil også understrege at jeg er glad for alle jeres søde, kærlige og informerende kommentarer (dels her på siden, på “Outsiderens” facebookside og på “En af os'” facebookside) – de har alle gjort mig klogere – hvilket jeg er utroligt glad for!

    Hvis i har interesse, kan jeg anbefale at læse kommentarerne på de to andre steder jeg nævnte – der er jeg også kommet ind på noget af det jeg beskriver her, og har uddybet forskellige nuancer, alt efter kommentarerne.

    Svar

  9. Tak for alle jeres kommentarer! 🙂
    Jeg vi lige ligge understrege, at jeg har skrevet ud fra min egen historie og oplevelse af diagnosen.

    Jeg har i min søgen efter viden om diagnosen (ikke til dette indlæg men i min psykoedukation og i livet generelt) taget det til mig som passede på mig og som jeg kunne spejle mig i, når jeg har læst om diagnosen bipolar type II. Hvilket jeg tror er meget normalt for mange af os der har en psykisk sårbarhed.

    Jeg havde slet ikke regnet med at så mange ville læse, like, dele og kommentere mit indlæg, og har måske ikke undersøgt nok ift til mine udlægninger af de to versioner af bipolar affektiv lidelse. (type 1 og 2). I bagklogskabens lys, ville jeg ønske at jeg havde undersøgt det bedre, da det ikke var min mening at give et misvisende billede af graden af de to diagnoser.

    Min måde at komme med fakta på var ved at linke til de tre artikler som jeg gjorde i slutningen af mit blogindlæg. og som jeg lige igen vil linke til her;

    https://www.sundhed.dk/…/mani…/mani-og-bipolar-lidelse/

    http://depressionsforeningen.dk/hvad-er-bipolar-lidelse/

    https://www.gomentor.dk/…/Bipolare-lidelser-tidl…

    Jeg vil også understrege at jeg er glad for alle jeres søde, kærlige og informerende kommentarer (dels her på siden, på “Outsiderens”-, og “En af os'” facebookside) – de har alle gjort mig klogere – hvilket jeg er utroligt glad for!

    Hvis i har interesse, kan jeg anbefale at læse kommentarerne på de to andre steder jeg nævnte – der er jeg også kommet ind på noget af det jeg beskriver her, og har uddybet forskellige nuancer, alt efter kommentarerne.

    Svar

  10. Her skal det siges, at jeg kun har haft en moderat/svær depression (varende ca. 2-3 måneder) – min første såkaldte “episode”, og ellers to milde/mildere depressioner af ca. samme varighed. Derudover har jeg kun haft en kortvarig hypomani (grunden til at jeg blev diagnosticeret). Ellers har jeg været været neutral (med små, “ikke sygelige”, udsving som så mange andre, der ikke har en bipolar lidelse). Og dette er i tidsperioden fra efteråret 2014 og frem til idag.

    Svar

  11. Tak for alle jeres kommentarer! 🙂
    Jeg vi lige ligge understrege, at jeg har skrevet ud fra min egen historie og oplevelse af diagnosen.

    Her skal det siges, at jeg kun har haft en moderat/svær depression (varende ca. 2-3 måneder) – min første såkaldte “episode”, og ellers to milde/mildere depressioner af ca. samme varighed. Derudover har jeg kun haft en kortvarig hypomani (grunden til at jeg blev diagnosticeret). Ellers har jeg været været neutral (med små, “ikke sygelige”, udsving som så mange andre, der ikke har en bipolar lidelse). Og dette er i tidsperioden fra efteråret 2014 og frem til idag.

    Jeg har i min søgen efter viden om diagnosen (ikke til dette indlæg men i min psykoedukation og i livet generelt) taget det til mig som passede på mig og som jeg kunne spejle mig i, når jeg har læst om diagnosen bipolar type II. Hvilket jeg tror er meget normalt for mange af os der har en psykisk sårbarhed.

    Jeg havde slet ikke regnet med at så mange ville læse, like, dele og kommentere mit indlæg, og har måske ikke undersøgt nok ift til mine udlægninger af de to versioner af bipolar affektiv lidelse. (type 1 og 2). I bagklogskabens lys, ville jeg ønske at jeg havde undersøgt det bedre, da det ikke var min mening at give et misvisende billede af graden af de to diagnoser.

    Min måde at komme med fakta på var ved at linke til de tre artikler som jeg gjorde i slutningen af mit blogindlæg. og som jeg lige igen vil linke til her;

    https://www.sundhed.dk/…/mani…/mani-og-bipolar-lidelse/

    http://depressionsforeningen.dk/hvad-er-bipolar-lidelse/

    https://www.gomentor.dk/…/Bipolare-lidelser-tidl…

    Jeg vil også understrege at jeg er glad for alle jeres søde, kærlige og informerende kommentarer (dels her på siden, på “Outsiderens”-, og på “En af os'” facebookside) – de har alle gjort mig klogere – hvilket jeg er utroligt glad for!

    Hvis i har interesse, kan jeg anbefale at læse kommentarerne på de to andre steder jeg nævnte – der er jeg også kommet ind på noget af det jeg beskriver her, og har uddybet forskellige nuancer, alt efter kommentarerne.

    Svar

  12. Tak til alle for et glimrende kommentarfelt. Det ligger jo ret historisk sådan, at man i begyndelsen rubricerede sindslidelse i de to kasser, skizofreni i den ene, og bipolar i den anden, men man kom så frem til, at depressioner kunne optræde uden manier. Dertil er så kommet opdelingen i exogene og i endogene depressioner, som er væsensforskellige, og som ifølge de nugældende diagnosesystemer, både i USA og i Europa, betragtes som en forældet opdeling. Det er ikke til at hitte rede i. Men denne debat tjener til at belyse lidelser, som jeg, gud være lovet, ikke har lidt af. Jeg kunne godt misunde denne omfattende debat, idet man som skribent jo er interesseret i, hvilke tanker ens skriv giver anledning til. Men tak for det hele.

    Med de bedste hilsner fra Arne

    Svar

  13. Hej Maria

    Jeg er selv nydianostigseret for et halvt år siden med bipolar type 2. Det er for mig rigtig vigtigt at få fortalt om de gode historier, og jeg føler ligesom dig – ikke at jeg er i nærheden af indlæggelser og nu – efter jeg er kommet på lamitrigen, kan få et normalt liv til at fungere. Jeg ser stadig der mangler mere offentlig debat og afstigmatisering af sygdommen. Det er hårdt at gå at vide at man er “anderledes”, når man i så mange heensender føler sig normal.
    Det er dejligt med debat om emnet, og jeg har et vedvarende håb om at dette på et tidspunkt bliver ligeså folkeligt oplyst (og accepteret) som kroniske sygdomme, som diabetes mv.
    Tak for dit mod og oplysning, det er dejligt at se andre som klarer sig så godt 🙂 Super tak for din åbenhed.

    mvh
    Frederikke

    Svar

    1. Hej Frederikke

      Mange tak for at du skriver. Det er virkelig dejligt at høre at der er andre, der har det lidt ligesom mig, og at du er glad for og kan bruge min åbenhed til noget 🙂
      Hvis du har lyst kunne til at få kontakt og måske skrive sammen eller andet, er du velkommen til at kontakte mig på facebook, under samme savn “Maria Nygaard”. Jeg kender nemlig heller ikke nogen der har det lidt på samme måde som mig, og kunne synes at det ville være fedt at prøve at snakke/skrive med nogen andre, der er i lidt samme situation 🙂

      Mvh Maria

      Svar

  14. Hej Maria Det er et rigtig fint oplæg. Sandt at vi er mange der lever med denne diagnose. Jeg fik den i 2016 og lever med min mand og tre børn. Jeg har selvstændig virksomhed og derudover klarer jeg at passe min hobby ved siden af. Jo jeg har bestemt også op og nedture, men dem håndtere jeg når de er der og hvis man tør erkende at man har en kronisk lidelse, så kan man også bedre lære at lytte til sin egen krop og derved fange signalerne i god tid.
    Dog vil jeg modsige dig på en enkelt ting. Ved ikke om det er fordi jeg er en smule ældre end dig eller om det er fordi flere jeg møder kun har oplevet folk med type 1. Men Jeg har flere gange prøvet at fortælle en person for tidligt at jeg er bipolar. Det har kostet venskaber, det har betydet at jeg er blevet kaldt sindsyg på den absolut nedladende måde og det har medført at lærer til mine børn kan have svært ved at håndtere at skulle se mig i øjnene. Det skal lige siges at mine børn fint følger deres skolegang uden problemer. Men jeg oplever desværre at det ofte er nemmere at holde sygdomsforklaringen for sig selv og kun fortælle det til de mennesker man har meget tæt ind på livet og stadig der skal jeg passe på.

    Svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *