Nogle dage er jeg kommet mig. Nogle dage kommer jeg mig. Og andre dage får jeg det aldrig bedre.

Der er måneder imellem de dårlige dage, men de er der. Så står den på pn, alkohol og nattøj. Louis tilsidesætter sig selv, ligesom jeg glemmer mig selv, når han har det skidt. Han pakker mig ind i tæpper og står parat med te og piller. Og jeg græder og græder og kan slet ikke se lyset for enden af tunnelen.

Andre dage er jeg i proces. Så tilmelder jeg mig kurser, skriver uopfordrede mails til min sagsbehandler og har huset fuld af gæster. Jeg har aftalt med min behandler, at vi godt kan kalde det manisk, uden at det skal overanalyseres. Det er ikke kun godt, men det er her, jeg vasker 12 maskiner tøj, taler med fremmede og laver mad fra bunden.

Jeg spurgte hende, hvorfor mani er farligt. Altså, ud over for lidt søvn og et højt forbrug. Hun svarede, at den største risiko er kombinationen af selvmordstanker og højt drive. Det har jeg syv-ni-tretten aldrig prøvet, og jeg misunder ikke dem, der har. For mig er mine mere eller mindre maniske perioder først og fremmest knyttet til et højt funktionsniveau. For højt. Og for lyststyret.

Og så er der de dage, hvor jeg tror, jeg er rask. De er ofte de værste, forbundet med en god portion selvkritik. Hvor jeg ikke lever op til mine egne forventninger – hvor jeg ikke lever op til nogens forventninger. Det er her, jeg ikke svarer på dine beskeder og glemmer at betale regningerne. Det er her, vi får forårsruller og færdigsalat. Eller bestiller junk food. Jeg spiller Hearthstone og passer min terapi. Og ikke ret meget andet.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.