Som mange andre har jeg set DRs dokumentar “Hvem passer vores børn?”, som i min optik er den vigtigeste danske dokumentar, som er blevet lavet indenfor de seneste år.
Jeg arbejder til dagligt i en basisgruppe (børn med ASF, ADHD mm.) ved en intergreret institution, hvilket betyder, at jeg dagligt ser kolleger fra almen vuggestue – og børnehavegrupper, som har travlt. Rigtig travlt. Jovist løber jeg som specialpædagog med bl.a væsentlig mere dokumentation også meget hurtigt og vi kunne bestemt ofte bruge flere hænder, men jeg føler alligevel, at jeg har bedre tid til at udøve det fag, som jeg er uddannet til og holder meget af. Pædagogik.
Fra 2010 til 2017 blev andelen af udredte børn i børnepsykiatrien mere end fordoblet. Den mest hyppigeste diagnose i børnepsykiatrien er ADHD, men der bliver også flere børn med ASF. Det er børn med ADHD og ASF, som jeg især møder i mit arbejde, men det er netop også ASF og ADHD, som jeg kom til at tænke på, da jeg så nævnte dokumentar. For hvad skyldes denne stigning af udredninger i børnepsykiatrien?
Vi ved, at ligesom det er tilfældet med fx skizofreni og depression, så kan man også være født med biologisk disposition for at kunne udvikle enten ASF eller ADHD, men alligevel gå igennem hele livet uden at udvikle ASF eller ADHD. Hvad er så grunden (jeg taler ikke om skyld!) til, at børn med biologisk disposition ender med udvikle ASF eller ADHD? Jo, det KAN fx være den ofte kaotiske hverdag, som tilbydes i de danske dagtilbud.
Psykologen i programmet omtaler vigtigheden af mange “udviklende øjeblikke”, som en forudsætning for at udvikle mennesker med en stærk psyke. De øjeblikke sker i interaktionen mellem barnet og den voksne, hvor barnet oplever anerkendelse, følelsesafstemning, validering og frem for alt NÆRHED. I dokumentaren oplever man 2 knalddygtige pædagoger, som prøver efter bedste evne at skabe disse øjeblikke, men i takt med at normeringen bliver dårligere henad dagen, så er det næsten en umulig opgave. På et tidspunkt er 2 pædagoger fx alene med over 40 børnehavebørn og jeg ved, at det også er virkeligheden mange andre steder. Det er en kastrofe for et barns udvikling, hvis det ikke får disse “udviklende øjeblikke” – især hvis barnet er født med disposition for fx ADHD. Så går det ikke længe, før barnet får en upassende adfærd og “ikke passer ind” i normerne for, hvordan et barn skal være. Desværre har barnets pædagoger bare ikke den rette tid til at kunne iværksætte individuelle pædagogiske indsatser for et enkelt barn – selvom de er uddannet hertil – og derfor bliver det i stedet blot en masse “brandslukning” som i bedste fald har en smag af faglighed. Konsekvensen heraf er, at barnets adfærd blot bliver værre og til sidst er der kun en mulighed tilbage: at få barnet udredt.
I mit arbejde møder jeg børnene “når det er gået galt”. Jeg skal dog kraftigt understrege, at jeg hermed ikke siger, at deres tidligere dagtilbud er skyld i, at et barn fx har ADHD eller ASF. Men de symptomer som barnet har, når de kommer til et special dagtilbud som min arbejdsplads, kan være en konsekvens af de socialkonstruktioner det har oplevet. Jeg har fx flere gange oplevet børn, som repetitivt sætte alting på række, men efter at have gået i et mindre børnemiljø med bedre normering og bedre tid til netop disse udviklende øjeblikke, så fra den ene dag til den anden stopper beskrevne adfærd.
Jeg er ikke længere i tvivl. Personalenormeringen i de danske dagtilbud er medvirkende til, at vi skaber flere psykiatribrugere og jeg håber inderligt, at politikerne snart vågner op!