Som mange andre har jeg set DRs dokumentar “Hvem passer vores børn?”, som i min optik er den vigtigeste danske dokumentar, som er blevet lavet indenfor de seneste år.

Jeg arbejder til dagligt i en basisgruppe (børn med ASF, ADHD mm.) ved en intergreret institution, hvilket betyder, at jeg dagligt ser kolleger  fra almen vuggestue – og børnehavegrupper, som har travlt. Rigtig travlt. Jovist løber jeg som specialpædagog med bl.a væsentlig mere dokumentation også meget hurtigt og vi kunne bestemt ofte bruge flere hænder, men jeg føler alligevel, at jeg har bedre tid til at udøve det fag, som jeg er uddannet til og holder meget af. Pædagogik.

Fra 2010 til 2017 blev andelen af udredte børn i børnepsykiatrien mere end fordoblet. Den mest hyppigeste diagnose i børnepsykiatrien er ADHD, men der bliver også flere børn med ASF. Det er  børn med ADHD og ASF, som jeg især møder i mit arbejde, men det er netop også ASF og ADHD, som jeg kom til at tænke på, da jeg så nævnte dokumentar. For hvad skyldes denne stigning af udredninger i børnepsykiatrien?

Vi ved, at ligesom det er tilfældet med fx skizofreni og depression, så kan man også være født med biologisk disposition for at kunne udvikle enten ASF eller ADHD, men alligevel gå igennem hele livet uden at udvikle ASF eller ADHD. Hvad er så grunden (jeg taler ikke om skyld!) til, at børn med biologisk disposition ender med udvikle ASF eller ADHD? Jo, det KAN fx være den ofte kaotiske hverdag, som tilbydes i de danske dagtilbud.

Psykologen i programmet omtaler vigtigheden af mange “udviklende øjeblikke”, som en forudsætning for at udvikle mennesker med en stærk psyke. De øjeblikke sker i interaktionen mellem barnet og den voksne, hvor barnet oplever anerkendelse, følelsesafstemning, validering og frem for alt NÆRHED.  I dokumentaren oplever man 2 knalddygtige pædagoger, som prøver efter bedste evne at skabe disse øjeblikke, men i takt med at normeringen bliver dårligere henad dagen, så er det næsten en umulig opgave. På et tidspunkt er 2 pædagoger fx alene med over 40 børnehavebørn og jeg ved, at det også er virkeligheden mange andre steder. Det er en kastrofe for et barns udvikling, hvis det ikke får disse “udviklende øjeblikke” – især hvis barnet er født med disposition for fx ADHD. Så går det ikke længe, før barnet får en upassende adfærd og “ikke passer ind” i normerne for, hvordan et barn skal være. Desværre har barnets pædagoger bare ikke den rette tid til at kunne iværksætte individuelle pædagogiske indsatser for et enkelt barn – selvom de er uddannet hertil – og derfor bliver det i stedet blot en masse “brandslukning” som i bedste fald har en smag af faglighed. Konsekvensen heraf er, at barnets adfærd blot bliver værre og til sidst er der kun en mulighed tilbage: at få barnet udredt.

I mit arbejde møder jeg børnene “når det er gået galt”. Jeg skal dog kraftigt understrege, at jeg hermed ikke siger, at deres tidligere dagtilbud er skyld i, at et barn fx har ADHD eller ASF. Men de symptomer som barnet har, når de kommer til et special dagtilbud som min arbejdsplads, kan være en konsekvens af de socialkonstruktioner det har oplevet. Jeg har fx flere gange oplevet børn, som repetitivt sætte alting på række, men efter at have gået i et mindre børnemiljø med bedre normering og bedre tid til netop disse udviklende øjeblikke, så fra den ene dag til den anden stopper beskrevne adfærd.

Jeg er ikke længere i tvivl. Personalenormeringen i de danske dagtilbud er medvirkende til, at vi skaber flere psykiatribrugere og jeg håber inderligt, at politikerne snart vågner op!

Om Forfatteren

Sanne blogger om sin erfaringer som både tidligere patient og ansat i behandlingspsykiatrien samt relatere disse til sine daglige refleksioner. Sanne er til dagligt ansat som projektkoordinator hos Peer-Netværket og arbejder som pædagog i ungdomspsykiatrien. Hun er uddannet pædagog med PD i specialpædagogik og har desuden tidligere arbejdet som Recovery-mentor i Region Hovedstaden.

2 Kommentarer

  1. Marianne Pedersen

    Jeg er heller ikke i tvivl.
    Men om man kan få politikerne til at vågne op, har jeg også mine tvivl. Det virker som om politikere er “dummere” end andre mennesker. Bliver de (politikerne) “hjernevasket” og/eller “smittet” til kun at tænke økonomisk, og hvordan vi kan spare mest i et af verdens rigeste lande. Det er menneskelig trivsel, der betyder mest, hvis vi vil have et godt samfund. Og tænk lige på, at det er disse børn, der skal føre samfundet videre.

    Svar
  2. Arne Nielsen

    Når talen er om politik, så er det væsentligt, at man gør sig klart, hvad politik er. Politik drejer sig fundamentalt om, hvem der har magten i landet, og i alt, hvad politikere foretager sig, har dette spørgsmål førsteprioritet. Hele enhver politikers ethos tager udgangspunkt i dette spørgsmål, og har prioritet over alt andet. En politiker vil sælge sin bedstemor eller flække en arm på langs, hvis det kan bringe ham/hende en ministerpost. Forudsætningen for at få tildelt magten er funderet i, at det parti, man tilhører, har troværdighed blandt partiets vælgere, og i et pluralistisk demokrati som vores vil der altid være tale om koalitioner mellem partier. Og i denne forbindelse indgår forlig og aftaler. I troværdighedsbedømmelsen indgår, at sådanne aftaler står ved magt i den periode, de løber, og politikerne skal altså hele tiden, i deres stillingtagen, have fuld kontrol med egen holdning i forhold til disse aftaler. De har altså ikke frihed til at stille sig op og erklære hvadsomhelst. Dertil kommer, at for at nå nogen vegne i dansk politik skal der råde total partidisciplin, hvilket undertiden kan volde store vanskeligheder, fordi de populære, men ansvarsløse, synspunkter har en egen attraktion. De upopulære synspunkter er det jo en belastning at praktisere. Der skal således en stærk vilje og en beslutsomhed med fuldstændigt overblik til at føre praktisk politik i Danmark. Psykisk syge udgør en minoritet i Danmark, og det er blevet fremført, at vi ikke skal have flertalstyranni her i landet. Statsministre har med mellemrum erklæret, at det er deres hensigt at være statsministre for hele Danmark, men undertiden bliver den svagere del af befolkningen behandlet så dårligt, at der kan rejses tvivl om, hvorvidt dette er tilfældet. Skiftende regeringer har systematisk fjernet flugtveje for folk, som ikke formår at klare sig i dette samfund. Problemet består vel i, at der er kredse i dette samfund, som ikke ønsker at ofre en hvid herpå, og disse kredse har haft megen vind i sejlene i de forgangne år. Spørgsmålet er, hvad Socialdemokratiet har i sinde at gøre i denne forbindelse, idet det er tænkeligt, at de vinder det kommende valg. Erfaringsmæssigt skal man nok ikke vente sig det helt store, idet de ingen interesse har i at fjerne det pres i befolkningen, der netop fører til, at de får magten. Men visse ting kan de godt nå at udrette, såsom at gøre noget ved beskatningen af udlejningsejendomme, samt ved amerikanske kapitalfondes opkøb af beboelsesejendomme. De ved formentligt alt om, at psykisk sygdom ikke har deres vælgeres interesse, idet uvidenheden her er stor, så jeg vil da blive forbavset, hvis der gøres noget ved dette område.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.