Følelser

L. Bang
Blog

Der var engang hvor jeg ikke følte noget. Mit følelsesliv var dødt. Jeg var indlagt med en psykose og kunne ikke mærke mig selv. Jeg kunne ikke fornemme mine følelser. Jeg var tom. Blot en skal via min krop, men inden i var der slukket. Hjertet slog, men kun på automatik. Det bankede ikke fordi jeg følte noget, men kun for at holde mig i live. Det var underligt at være i den tilstand. Jeg kunne ikke føle glæde og jeg kunne ikke føle sorg. Glæde over at jeg gradvis fik det bedre og sorg over at jeg var blevet ramt af sygdom.
Da følelserne kom tilbage, kom de med 120 kilometer i timen. Det var så voldsomt. Som om jeg havde været i dvale og nu vågnede op på ny. Jeg var ændret. Mit liv var ændret. Følelserne kan stadig den dag i dag være for overvældende, men jeg er blevet bedre til at rumme dem og det er bedre at føle end ikke at føle.

Nu føler jeg igen, og det er jeg lykkelig for. Føler glæden til livet og de muligheder det byder på. Føler kærlighed fra familie og venner. Føler sorg over sygdommen. Føler igen med alle mine sanser og det er vidunderligt. Da jeg ikke følte noget var verden et tomt kort uden lande på. Nu er landende kommet tilbage med fuld styrke. Nogen kan være for overvældende, men det er stadig bedre end ingen følelser. Jeg var bange for at jeg aldrig igen kom til at føle glæde, sorg, frygt eller forelskelse. Alle fire følelser er der igen. Jeg er lykkelig over at have et følelsesliv igen. Det giver indhold i mit liv og jeg tror alle mennesker har brug for følelser. De er med til at forme os som individer og med til at spejle vores verden i.

Følelser er en underlig størrelse, men trods alt uundværlig.

L. Bang
Skriver om og efter en tur på et psykiatrisk afsnit.

2 Responses

  1. Det er en mærkelig historie her fra Lone Bang. Umiddelbart ville jeg tro, at den mangel på følelser, der her beskrives, var en depressiv tilstand, og det, at følelserne, som de her beskrives, kom så voldsomt tilbage, får mig til at tænke på mani – uden at jeg skal påberåbe mig nogen sagkundskab her. Men selve det, at der er tale om en vekslen, får mig til at associere til den bipolare problematik.
    Selv har mit følesesliv været stabilt i mange år – dog omfatter jeg fænomenet kærlighed med en væmmelse, som gennem alle årene har stået usvækket. Egentligt lader tanken om sådanne føleser mig fuldstændig kold. Det er måske fordi jeg ikke er i stand til at føle sådan, at de står for mig som noget ubehageligt – fordi jeg i en sådan situation føler, at der forventes noget af mig, som jeg ikke kan honorere. Og egentligt har jeg det på alle andre områder godt – og hvorfor så overhovedet beskæftige sig med noget, der er udenfor ens rækkevidde? Selvom jeg er heteroseksuel, oplever jeg ofte, at jeg har et noget kritisk blik på kvinder. Ikke noget jeg nogensinde kunne tænke mig at bringe på bane overfor dem – men det spiller en rolle i min egen opfattelse af dem. Egentligt er denne rollefordeling, som er den naturgivne, mig ubehagelig at tænke på. Tanken om børnefødsler fylder mig med rædsel. Og tanken om, at man skulle overhænde dette projekt, som er mennesket, til kommende generationer, er jeg egentligt ikke med på. Det må være godt nok, at man selv er blevet til, og at man i et vist omfang har været i stand til at hjælpe eget held, må være tilstrækkeligt. Mennesket stræber. Og hvad kommer der ud af det? Selve det forhold, at så stor en del af den menneskelige stræben består af tåbeligheder, appellerer jo ikke ligefrem til at følge op på succesen, med børn. Desuden er verden jo slet ikke et sted at sætte børn i verden. Hvis det ikke var for den erotiske drivkraft, men der kun var det ædruelige overlæg, så er jeg ikke så sikker på, at der overhovedet ville blive født ret mange børn.

    Svar

  2. Kære Lene!

    Jeg er helt enig med dig. Følelser er en mærkelig størrelse, men uundværlige.
    Jeg har haft det på næsten samme måde som dig, så jeg kan godt sætte mig ind i at føle sig helt tom; som om man er en skal. Og så lige pludselig – så kommer følelserne og nærmest vælter en omkuld. For mig gælder det både de gode følelser, og de knapt så gode følelser.
    De knapt så gode følelser har fyldt meget hos mig, og gør det stadigvæk. Men jeg holder fast i de gode.

    De dårlige følelser kan have så voldsom en effekt på mig, at jeg nærmest ikke kan være i min egen krop. Det føles som om min krop er en stor levende myretue og mit hoved er en stikkende bikube. De dårlige følelser har den effekt, at de overtager mig fuldstændigt. Og så kan jeg ingenting. Jeg er lammet. Jeg kan ikke mærke noget. Jeg kan græde, men det er også det.

    De gode følelser har det med at komme snigende. Det gør de som regel, når jeg gemmer mig (se evt. mit indlæg om “Gemmesteder”).

    Svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *