Som det første land i verden præsenterede New Zealands regering for nylig et samlet nationalt budget, der sætter trivsel – ikke økonomiske mål – forrest. Også selvom det går ud over den økonomiske vækst. Alle ministerier er blevet instrueret i at designe politikker for at forbedre trivslen i samfundet.
Jeg håber virkelig, at den nye danske regering vil tage ved lære af New Zealands eksempel. Og jeg opfordrer statsminister Mette Frederiksen (S) til snarest muligt at arrangere et møde med New Zealands leder, Jacinda Ardern, for at høre, hvordan de vil gribe de nye succeskriterier an i praksis.
Menneskelig trivsel må og skal have en helt central placering i genopretningen af velfærdssamfundet. Vi har skabt et samfund, der genererer stress og psykiske sammenbrud. Alt går hurtigere og hurtigere, ingen føler, de kan leve op til kravene om mere og mere effektivitet og toppræstationer. Stadig flere bukker under for det pres, de oplever daglig. Nogle kommer sig heldigvis, men faktisk er hver sjette dødsfald herhjemme stress-relateret. Det har Eva Hertz, psykolog, ph.d. og direktør i Center for mental robusthed for et par år siden udtalt til ugebrevet A4. Hun lagde en stor del af skylden på den måde, vi har indrettet samfundet på.
“Vi må stoppe op og ændre den måde, vi har fået indrettet samfundet og arbejdsmarkedet på. Det er absurd, at vi skal plages af tilbagevendende politiske formaninger om behovet for at øge vores produktivitet og arbejdsindsats for at kunne gøre os gældende i den globale konkurrence. Buen i forvejen er spændt til det yderste”, sagde hun. (https://www.ugebreveta4.dk/artikel/psykolog-advarer-danskerne-doer-af-daarlig-ledelse-og-for-hoej-arbejdsmoral)
Jeg synes, Eva Hertz rammer noget helt centralt. Det er godt, at nogen tør åbne munden og påpege, at stressen skyldes den vanvittige måde, vi har indrettet os på.
Det er ikke længere til at komme uden om. Tallene taler deres tydelige sprog. Ifølge Stressforeningen oplever 430.000 danskere hver dag symptomer på stress, svarende til 10-12 procent af danskerne. 250.000-300.000 lider af alvorlig stress. WHO forudser, at i år 2020 er stress og depression den hyppigste sygdomsfaktor i den vestlige verden.
I mine 25 år på jobmarkedet som journalist og informationschef var jeg selv offer for stress. Opgaverne tårnede sig op, alt skulle ordnes hurtigere og hurtigere, og jeg følte, at jeg aldrig var god nok. I 2004 knækkede buen. Jeg blev indlagt og fik diagnosen bipolar (maniodepressiv) og kom på førtidspension – det var dengang, man på jobcentrene stadig lyttede til, hvad lægerne sagde.
Hvordan skaber vi så mere trivsel? For mig at se handler det blandt andet om at gøre det lettere at gå nedsat tid på arbejdspladserne, så unge forældre, der halser afsted for at nå det hele, kan få mulighed for at stå af ræset og få bedre tid til deres børn og hinanden. Vi kunne også overveje at indføre borgerløn, så ingen længere skal på kontanthjælp og møde op på jobcentrene, som i øvrigt bør reformeres eller afskaffes. Og så bør presset på de unge lettes, de mistrives jo i den grad i dagens Danmark, hvor de skal score 12-taller på stribe og bliver målt og vejet konstant og skal gennemføre deres studier uden svinkeærinder på rekordtid. Det skal ses som en fordel, at de prøver et par studier af – gerne nogle der bibringer dem lyst til at fundere over livet og skubber dem i en humanistisk, åndsvidenskabelig retning – inden de bestemmer i hvilken retning, de vil gå. SU-reglerne bør altså laves om, de er alt for stramme. Det er ikke målrettede skyklap-robotter, vi skal massefremstille, det er unge mennesker af kød og blod, vi vil bibringe konkret viden samtidig med, at de udvikler sig til hele, voksne mennesker.
Det faglige niveau i gymnasierne og på de højere uddannelser skruet helt absurd højt op. Det er nu så højt, at gymnasieelevers forældre gudhjælpemig er begyndt at hyre private mentorer, der hjælper med skriftlige opgaver. Hvad bliver det næste? At mentorerne også går til mundtlig eksamen for eleverne?
Jeg er lykkelig for, at jeg ikke er ung studerende i dag. Der var da visse rimelige krav, da jeg gik i gymnasiet i 1970´erne og på universitetet, men der var også plads til at have det godt. Det tror jeg ikke, der er længere.
Jeg deltog i den store happening foran Christiansborg den 1. juni, hvor det på 14 dage var lykkes psykiater, overlæge ved Aarhus Universitetshospital Mikkel Vossen Rasmussen at samle godt 500 private og fagpersoner, der råbte politikerne op under mottoet ”en værdig psykiatri for alle”. Happeningen gav genlyd hos politikerne, som under valgkampen og efterfølgende har haft fokus på den nødlidende psykiatri.
Mette Frederiksen fremlagde for nylig en 10-års-plan, som bl.a. indeholdt følgende punkter:
- Børn og unge skal have hjælp for at undgå, at de bliver syge og må indlægges på en psykiatrisk afdeling. Derfor skal den psykologiske og pædagogiske rådgivning, kendt som PPR, tilbyde forebyggelse, støtte og samtaleterapi ude på skolerne og udvides med en mere opsøgende indsats i daginstitutioner og på skoler og ungdomsuddannelser.
- Med en henvisning fra egen læge skal det være muligt for børn og unge i alderen 6 til 18 år at få gratis samtaler med en psykolog, hvis de lider af let til moderat angst eller depression.
- Psykiatrien skal på finansloven og indgå i de årlige aftaler om økonomi mellem stat, kommuner og regioner. S regner med, at 10-års planen koster en halv milliard kroner om året.
- Personer med alvorlig psykisk sygdom lever meget kortere end andre, blandt andet på grund af en usund livsstil. Derfor skal der indføres et årligt sundhedstjek for alle med betydelig kognitiv eller psykisk funktionsnedsættelse.
- Ingen patienter skal udskrives for tidligt, fordi der mangler senge på de psykiatriske afdelinger. Kapaciteten skal udbygges på kort og lang sigt. I første omgang med 100 ekstra pladser, hvoraf de 50 er helt nye, mens de resterende 50 bliver fri ved, at kommuner udvikler flere og bedre tilbud, så patienter, der er behandlet færdig, ikke optager sengeplads i psykiatrien.
Det er glimrende punkter, selv om det burde være en selvfølge i et rigt velfærdssamfund, at vi skal tilbyde hjælp til børn og unge, der rammes af psykiske lidelser, og at vi skal have nok sengepladser til patienterne på de psykiatriske afdelinger! Men bedre sent end aldrig. Jeg håber, at disse punkter bliver realiseret. Samtidig med, at vi følger New Zealands ændrede fokus mht. samfundets succeskriterier. Også her i landet bør vi prioritere menneskelig trivsel højest.
Det er fint, at psykiatrien nu omsider tilsyneladende får et løft. Men det er endnu finere, hvis man samtidig har trivsel med, hver gang der laves en ny politik. For en del af de psykiske lidelser er vel et direkte produkt af samfundets umenneskelige krav til os om kontinuerligt større effektivitet? Vi skal selvfølgelig kunne hjælpe dem, der er syge, men vi skal også forebygge, at endnu flere bliver det.