Jeg hader at være til tandlæge. Denne gang havde jeg virkeligt troet, der var gode nyheder. Jeg har gjort mig mere umage med mine tænder det sidste halve år end de sidste 14 år, og alligevel… Jeg er ikke god nok.
Det rammer mig altid så dybt at være til tandlæge. For mig er der så meget psykisk, der spiller ind i det hele, at jeg nærmest giver op på forhånd. Jeg føler mig altid som det største uartige røvhul, når jeg går derfra. Jeg har aldrig formået at passe mine tænder, så godt som jeg burde, og jeg er nu ved at være så gammel, at det så småt er ved at indhente mig.
Det virker som en uoverkommelig opgave at passe ordentligt på mine tænder, hver eneste fucking aften, når jeg efter en hel dag, bare går død om aftenen og ligger mig fladt ned af udmattelse. Ja ok, det er ikke hele sandhenden, men jeg tror faktisk, at der er mere om snakken, end jeg selv vil være ved.
De gange jeg løber hurtigt mod bunden, falder, styrter, slår mig, det er dér, jeg er mest ærlig overfor mig selv. Og mest hård ved mig selv. Jeg kan kalde mig selv for røvhul, psykisk syg idiot og være virkeligt ond ved mig selv… MEN DET FORLØSER FOR MIG… Via alle disse onde ord mod mig selv, kommer jeg frem til den ærlige sandhed, jeg er så ked af at være.
Jeg er en lille psykisk syg, stædig førtidspensionist, der prøver at sætte et lille aftryk på verden. Jeg ville hellere have brugt mit liv i Forsvaret, ligesom meget af min familie har gjort. Fuck hvor det sidder og gør nas lige for tiden. Jeg ville så gerne have gjort en forskel for Danmark og her sidder jeg i stedet. Dårligt nok i stand til at passe mine tænder.
Hvor fanden kan jeg hjælpe?
Jeg er lille. Fucking lille. Men jeg er ikke ingenting værd. Jeg kan noget andet, noget med ord og eftertænksomhed. Jeg er mest af alt en lille bitte stædig førtidspensionistisk forfatter med noget på hjertet. Jeg vil forbandet stille og roligt, godt kunne lærer i et langsomt tempo, at hjælpe andre via min egen lille åndsvage historie om psykisk sygdom.
Jeg vil gerne gøre en lille forskel for andre og derigennem lærer mig selv mere at kende. Jeg håber så meget på at mit arbejde som EN AF OS ambassadør, vil kunne hjælpe andre bare en gang imellem. Jeg har jo opdaget, hvor meget det faktisk ligger mig på sinde, at jeg gerne vil gøre en forskel for andre. Jeg har bare aldrig været i stand til det. Jeg ved, at jeg meget håndgribeligt gør en forskel hver eneste dag for min kæreste. Han er rigtigt glad for mig. Og jeg fatter det ikke, men det er han.
En artig patient
Alligevel sidder jeg bare her og prøver at finde hoved og hale i, hvad jeg kan udrette, hvor kan jeg hjælpe og hvad jeg må her i verden. Jeg vil så gerne føle mig god nok, og sådan et tandlægebesøg giver desværre altid snebolden et skub ned i mine depressions lignende perioder. Jeg må hjælpe og beskytte mig selv, men jeg aner dårligt nok hvordan.
Tandlæger har sagt alt muligt forskelligt til mig, jeg kan ikke finde rundt i, hvad jeg må og ikke må. Jeg savner noget struktur, nogle regler og ja, jeg savner min spiseforstyrrelse lige nu. At nøjes med at fokusere på en ting, mad/motion, for så kan jeg være en artig tandlæge patient, der altid tænker på mad, tænder og jeg kan passe på min hud, så jeg ikke får “chokoladebumser”. I spiseforstyrrelsen var der ikke så meget at være i tvivl om. Der var en form for “militærisk struktur”. Klare regler og kæft, trit og retning.
- Hvad må jeg spise, så jeg kan holde mine tænder gode og være en god patient?
- Hvad må man drikke, så jeg kan holde mine tænder gode og være en god patient?
- Må jeg overhovedet hygge en enkelt aften om ugen, så jeg kan holde mine tænder gode og være en god patient?
- Må jeg overhovedet springe over tandbørstningen, når mit humør er i bund?
- Eller efter jeg er så tæske træt af indtryk, at jeg dårligt nok kan stå på mine ben? Konkret, står jeg ikke stå stabilt!
Keep it simple Stupid
Men jeg er jo nødt til at gøre noget for mine tænder og for mig selv. Helt konkret. Jeg skal bare finde den rigtige motivation. Jeg har ikke før jeg mødte min kæreste, haft en vigtig nok motivation til at passe på mig selv og mine tænder, det har altid virket temmeligt ligegyldigt. Men nu taler vi muligvis 10.000 kr for to visdomstænder, der skal fjernes en dag og nogle begyndende huller. Det kan blive det kørerkort, jeg håber snart at tage, jeg kan vinke farvel til for hundrede og tyvende gang, hvis ikke jeg passer på mine tænder.
- Passe på mig selv… Jeg ved også godt, at i de perioder hvor jeg passer mig selv, min krop, mine tænder, holder nogle daglige rutiner og FÅR SOVET, min evige kæphest… Der er også noget simpelt i det at holde mine faste rutiner, men at få dem indarbejdet på den helt lange bane, holde dem, det er nok noget, jeg kommer til at arbejde ret meget med resten af mit liv.
- Gøre noget for andre i EN AF OS… Jeg har så meget erfaring med egen recovery process, at jeg efter mit kursus, kan inspirer andre på forskellige måder. Stille og roligt lære lidt fra mig, sætte lidt skub i systemet, sammen med andre.
- Jeg kan skrive og være kreativ… Jeg ved, det gør så meget godt for mig, at skrive på min thriller og jeg kan via min hovedperson bearbejde en masse i min egen fortid. Det kan godt være Kim er ansat i Forsvaret, men var jeg ikke blevet psykisk syg tidligt, havde jeg søgt ind. Det piner mig dagligt, at jeg ikke fik en karriere i Forsvaret.
Jeg vil forsætte min krig mod mig selv og finde den helt enkle rute. Keep it simple Stupid Ida og husk du ikke er alene. Du har din kæreste og et fælleskab i EN AF OS.