Når folk spørger mig “Charlie hvad vil du gerne?” så er svaret oftest “Jeg vil bare være normal”
Med det svar følger der altid et spørgsmål mere “hvad er normal?”
Det er svært at forklare, hvordan eller hvad der er normalt for mennesker som ikke har prøvet at sidde fast i kviksandet og langsomt synke til bunds.
Det er sådan min sygdom føles og selvfølgelig ville jeg ønske at jeg var “normal” men.. hvad er egentlig normalt?
Jeg har forsøgt at finde nogle definitioner på hvad normalt egentlig er.
“Som ikke afviger fra det dagligdags, det almindelige eller det som man må forvente”
– den danske ordbog
“Den der følger normerne, den statistisk hyppigt forkommende, den gennemsnitlige og den ønskværdige”
– Wikipedia
Når jeg tænker på normalitet i forhold til mig selv, så er det mest vigtige at der er et liv uden sygdommen, uden pillerne, uden indlæggelser og uden terapi.
Det er et liv i et hus med en mand, en hund og et liv uden psykiatrien.
Det at kunne gennemføre en uddannelse, have et almindeligt arbejdsliv og kunne deltage i store familie begivenheder uden at det koster flere dages smerter i sindet.
Jeg tror ikke at jeg er den eneste der i en eller anden grad higer efter det normale, altså at være “normal” og en del af normen.
Jeg tror at vi alle har et billede af hvad der er “normalt” og at det bestemt ikke er ens for alle hvad der er “normal” men et ønske om at være ligesom andre, altså et liv uden kaos og sygdom. Jeg ved at selv “almindelige” mennesker har deres kriser og udfordringer. Livet er ikke kun positivt for nogen men jeg ville hellere have krise og skælde manden ud for at han igen har glemt at købe mælk end at ligge i en mørk lejlighed med dæmoner omkring mig.
Hver eneste sommer bliver jeg mindet om at jeg ikke er ligesom alle andre.
Unge mennesker med studenter huer og ansøgninger til videregående uddannelser imens jeg sidder her som 26 årig på en førtidspension hvilket kan føles som et nederlag.
Jeg ved godt at det ikke er let og at det ikke er alle der bare glider igennem skolen men alligevel formår mange at stå med huen på skrå og en rose i hånden. Jeg føler mig anderledes og måske endda forkert når jeg “ikke engang” kan gennemføre en uddannelse – jeg har forsøgt hvilket førte til et ophold på den psykiatriske afdeling i nogle måneder.
Jeg oplever ofte at når jeg endelig nævner min sygdom eller min førtidspension at der kommer nogle reaktioner som giver mig en dårlig fornemmelse.
Jeg er jo sådan set godt klar over at jeg stadig er et ungt menneske og at det normalvis er mennesker som er ældre end mig som får førtidspension.
Men jeg har jo ikke givet op, bare fordi jeg har fået den tværtimod. Nu har jeg tid og mulighed for at tage mig af mig selv og kigge på de drømme jeg har for fremtiden.
Jeg har ikke givet op og lagt mig i sengen, jeg har bare accepteret at jeg har brug for roen og tid til at drage omsorg for mig selv.
At få en førtidspension betyder ikke at man ikke kan drømme og føre nogle af disse drømme ud i livet, nej tværtimod.
Normalitet for mig er som sagt et liv uden sygdommen. Det er et liv uden vilde rutsjebane ture, et liv uden daglige angst anfald, et liv hvor min hverdag faktisk kunne hænge sammen, et liv uden stemmer og dæmoner, et liv uden voldsom smerte og mørke tanker. Et liv jeg faktisk kunne holde ud og måske endda nyde i stor stil.
I perioder opdager jeg ting ved min sygdom som jeg troede var “normalt” – altså at alle andre også oplevede eller følte det. Det er en ambivalent følelse fordi det faktisk på en måde giver mening at det er en del af den sygdom jeg bærer på men samtidig gør det mig også bange, det fremkalder igen følelsen af at være forkert eller unormalt.
Men nogle gange ville jeg ikke undvære min sygdom, for det er ikke kun modgang.
Jeg er slet ikke i tvivl om at det er den der giver mig mit kreative sind, det er den som giver mig mange finurlige ideer.
Den har gjort at jeg tænker mere i dybden og kan bruge lang tid på at spekulere over tingene og få andre vinkler på.
Den har lært mig meget om mennesker omkring mig eller faktisk mennesker generelt. I perioder giver den mig stædighed og kamp gejst.
Jeg har lært meget igennem årene og jo måske er min omgangskreds en “underlig” flok men jeg er nød til at sige at de som har kæmpet med mørket oftest er de mest givende mennesker jeg har mødt og der er helt klart en anden forståelse. Jeg er meget taknemmelig for at have mødt disse mennesker som på hver deres måde er unikke og særlige.
Så vil jeg egentlig være normal? og undvære de ting? eller er det egentlig okay at være firnulig og underlig?
Jeg ved det ærlig talt ikke, men jeg håber at jeg en dag finder ud af det.
I mellemtiden vil jeg finde balancen mellem det normale og unormale, for der må være en mellem vej et eller andet sted?