Når folk spørger mig “Charlie hvad vil du gerne?” så er svaret oftest “Jeg vil bare være normal”
Med det svar følger der altid et spørgsmål mere “hvad er normal?”
Det er svært at forklare, hvordan eller hvad der er normalt for mennesker som ikke har prøvet at sidde fast i kviksandet og langsomt synke til bunds.
Det er sådan min sygdom føles og selvfølgelig ville jeg ønske at jeg var “normal” men.. hvad er egentlig normalt?
Jeg har forsøgt at finde nogle definitioner på hvad normalt egentlig er.

 

“Som ikke afviger fra det dagligdags, det almindelige eller det som man må forvente”
– den danske ordbog

 

“Den der følger normerne, den statistisk hyppigt forkommende, den gennemsnitlige og den ønskværdige”
– Wikipedia

 


Når jeg tænker på normalitet i forhold til mig selv, så er det mest vigtige at der er  et liv uden sygdommen, uden pillerne, uden indlæggelser og uden terapi.
Det er et liv i et hus med en mand, en hund og et liv uden psykiatrien.
Det at kunne gennemføre en uddannelse, have et almindeligt arbejdsliv og kunne deltage i store familie begivenheder uden at det koster flere dages smerter i sindet.

 

Jeg tror ikke at jeg er den eneste der i en eller anden grad higer efter det normale, altså at være “normal” og en del af normen.
Jeg tror at vi alle har et billede af hvad der er “normalt” og at det bestemt ikke er ens for alle hvad der er “normal” men et ønske om at være ligesom andre, altså et liv uden kaos og sygdom. Jeg ved at selv “almindelige” mennesker har deres kriser og udfordringer. Livet er ikke kun positivt for nogen men jeg ville hellere have krise og skælde manden ud for at han igen har glemt at købe mælk end at ligge i en mørk lejlighed med dæmoner omkring mig.

 

Hver eneste sommer bliver jeg mindet om at jeg ikke er ligesom alle andre.
Unge mennesker med studenter huer og ansøgninger til videregående uddannelser imens jeg sidder her som 26 årig på en førtidspension hvilket kan føles som et nederlag.
Jeg ved godt at det ikke er let og at det ikke er alle der bare glider igennem skolen men alligevel formår mange at stå med huen på skrå og en rose i hånden. Jeg føler mig anderledes og måske endda forkert når jeg “ikke engang” kan gennemføre en uddannelse – jeg har forsøgt hvilket førte til et ophold på den psykiatriske afdeling i nogle måneder.

 

Jeg oplever ofte at når jeg endelig nævner min sygdom eller min førtidspension at der kommer nogle reaktioner som giver mig en dårlig fornemmelse.
Jeg er jo sådan set godt klar over at jeg stadig er et ungt menneske og at det normalvis er mennesker som er ældre end mig som får førtidspension.
Men jeg har jo ikke givet op, bare fordi jeg har fået den tværtimod. Nu har jeg tid og mulighed for at tage mig af mig selv og kigge på de drømme jeg har for fremtiden.
Jeg har ikke givet op og lagt mig i sengen, jeg har bare accepteret at jeg har brug for roen og tid til at drage omsorg for mig selv.
At få en førtidspension betyder ikke at man ikke kan drømme og føre nogle af disse drømme ud i livet, nej tværtimod.

 

Normalitet for mig er som sagt et liv uden sygdommen. Det er et liv uden vilde rutsjebane ture, et liv uden daglige angst anfald, et liv hvor min hverdag faktisk kunne hænge sammen, et liv uden stemmer og dæmoner, et liv uden voldsom smerte og mørke tanker. Et liv jeg faktisk kunne holde ud og måske endda nyde i stor stil.

 

I perioder opdager jeg ting ved min sygdom som jeg troede var “normalt” – altså at alle andre også oplevede eller følte det. Det er en ambivalent følelse fordi det faktisk på en måde giver mening at det er en del af den sygdom jeg bærer på men samtidig gør det mig også bange, det fremkalder igen følelsen af at være forkert eller unormalt.

 

Men nogle gange ville jeg ikke undvære min sygdom, for det er ikke kun modgang.
Jeg er slet ikke i tvivl om at det er den der giver mig mit kreative sind, det er den som giver mig mange finurlige ideer.
Den har gjort at jeg tænker mere i dybden og kan bruge lang tid på at spekulere over tingene og få andre vinkler på.
Den har lært mig meget om mennesker omkring mig eller faktisk mennesker generelt. I perioder giver den mig stædighed og kamp gejst.
Jeg har lært meget igennem årene og jo måske er min omgangskreds en “underlig” flok men jeg er nød til at sige at de som har kæmpet med mørket oftest er de mest givende mennesker jeg har mødt og der er helt klart en anden forståelse. Jeg er meget taknemmelig for at have mødt disse mennesker som på hver deres måde er unikke og særlige.

 

Så vil jeg egentlig være normal? og undvære de ting? eller er det egentlig okay at være firnulig og underlig?
Jeg ved det ærlig talt ikke, men jeg håber at jeg en dag finder ud af det.
I mellemtiden vil jeg finde balancen mellem det normale og unormale, for der må være en mellem vej et eller andet sted?

 

Om Forfatteren

Skjult bag navnet Charlie, befinder der sig en ung pige på 26 Jeg jonglerer med diagnoser der aldrig rigtig virker til at falde helt på plads, bokser med et system der aldrig rigtig har ville hjælpe, og råber på hjælp i psykiatrien for døve øre. Jeg skriver om mit liv, min verden, om oplevelser og minder og springer frem og tilbage i tiden.

2 Kommentarer

  1. Arne Nielsen

    Tak til Charlie for at delagtiggøre os i sine tanker om normalitetens problem. Jeg vil nu mene, at nogle af os godt kan nå det normale ved hjælp af medicin. For mig er normalitet en følelse, og som det er tilfældet med mange af denne kategoris foreteelser, er det svært at gøre rede for. Det er ligesom med idéen om fri vilje. Om dette begreb er der skrevet meget, men for mig er denne også en følelse. For vel de fleste sindslidelsers vedkommende er der et tvangselement – man kan ikke vælge lidelsen fra. Erfaringsmæssigt ligger der enorme psykiske ressourcer bundne i det at have en sindslidelse, og hvis man så når frem til normalitet, frisættes disse ressourcer, som så kan anvendes til noget som giver mening, og som kommer nogen – måske én selv – til gode. Der er jo ikke noget i vejen med at have en god fantasi og at være kreativ, men der er pokker til forskel mellem at udøve dette som et frit menneske, og så at gøre dette som følge af tvang. Jeg kommer her til at tænke på befrielsen ved afslutningen af 2. verdenskrig. Folk var ellevilde. På en måde var det noget lignende, jeg oplevede, da jeg blev fri for mine sindslidelser – men jeg var også mærket af det, jeg havde været igennem, og det tog lang tid helt at ryste det af mig. Undertiden får jeg det indtryk, at sindslidelser rummer elementer af skyld og skam, men efter min opfattelse ligger der i årsagerne hertil måske, at man som patient har svært ved at stå på egne ben og at være sig selv bekendt. Specielt i ungdommen, med al dens usikkerhed og vanskeligheder med at orientere sig i tilværelsen, og med input fra mennesker, som er dominerende, men som i grunden ikke nødvendigvis er gode for én, kan der være vanskeligheder med at finde sig selv, at få øje på sig selv midt i det hele. Måske mener man noget helt andet end flertallet – blot får dette ikke en chance for at vise sig, midt i anstrengelserne med overhovedet at overleve, både udadtil, økonomisk og socialt, og indadtil, med alle dæmonerne.

    Svar
  2. Arne Nielsen

    Det der med dæmonerne synes jeg egentligt fortjener en bemærkning. Det mærkelige var, at jeg sådan set var mutters alene, men jeg var – indbildt, men på en måde, der føltes meget konkret – totalt omgivet af mennesker, og de havde stemmer allesammen. Nogle var lette at genkende, idet deres stemmer var som bekendte af mig – virkelige bekendte. Andre var mere anonyme. De havde adresser alle vegne på min krop, specielt på mine hænder. Der er mærkeligt at måtte sige det, men jeg har aldrig været så social i mit liv, som da jeg havde psykose, hverken før eller siden. Men hvad jeg ville sige, var, at der egentligt ikke var tale om dæmoniske personligheder, men blot menneskelige væsner, der interesserede sig for mig. Generelt var de tvetydige; jeg kunne vælge at tolke det, de formidlede til mig som positivt eller negativt. Det forhold, at de stemmer, der stod mig nærmest, hørte jeg ganske som de virkelige personer, og det blev derfor nødvendigt at undersøge nærmere, om de virkelige personer havde noget med det hele at gøre. Jeg troede jo, at jeg telepaterede med de virkelige personer. Det affødte nogle situationer, som nok har forekommet de virkelige personer som dybt mærkelige, men som for mig, i situationen gav mening. Men hele hurlumhejet forsvandt, da jeg kom i antipsykotisk behandling. Da følte jeg mig alene og helt nedskrevet til nul. De simpleste ting blev nu store; jeg kunne koncentrere mig om de rene bagateller.

    Senere blev det relevant at behandle depression. For mig består depression i, at man er følelsesmæssigt ude af funktion; situationer, hvor man normalt formodes at reagere på en bestemt måde, der udebliver den følelsesmæssige baggrund herfor. Dybest set fungerer ens tænkevne ikke ordentligt. Det illustrerer jo glimrende, hvor stor en rolle den emotionelt korrekte funktion spiller for vor evne til at tænke. Det er svært at forklare. Men også det var der er medicinsk løsning på. Idag har jeg det godt.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.