Tror ikke jeg kan rumme mere. 

Føler det hele er ved at vælte ud af mig, kvalme, svimmelhed og en ubærlig håbløshed 

Træthed og energiløshed. 

Det er alt for svært at finde en grund til at være her.

Jeg er sur.

Jeg er syg. 

Jeg vil ikke have det som jeg har det og er i fornægtelse.

Samtidig kan jeg ikke undgå at se, høre og mærke konsekvenserne, og symptomerne.

Folk siger det hele bliver bedre 

Og de kloge hoved siger at der er mange der lever et stort set normalt liv til trods. 

Jeg kan og vil ikke vente yderliger på bedring.

Det er ikke dem der lever med plastik følelserne.

Jeg vil rejse.

Jeg vil have mening. 

Jeg sover flere timer end jeg er vågen. 

Kan ikke udleve min ambitioner på denne måde.

Jeg gider ikke flere der vil hjælpe, tror ikke jeg har mod og energi til at prøve igen.

Jeg ser vold.

Jeg ser død.

For mit inder blik køre disse scenarier, der er om mig, lavet af mig og set af mig.

Helt ubevist og helt uundgåelig. 

Folk lever rund om mig, min familie, mine venner, mine lære og læger. 

De lever det liv jeg ikke vil have, men som jeg så brændende ønsker.

Jeg vil gerne leve et liv, som ikke er det jeg har nu.

Jeg vil leve trivielle. 

Jeg vil lave ingenting. 

Give slip på tankerne, angsten, håbløsheden og afmagten. 

Jeg har glemt hvordan man trækker vejret,

Glemt hvordan man er lykkelig. 

Jeg kommer aldrig til at dø.

Jeg græder for hvalerne med plastik i maven.

Jeg græder for mig 

Jeg kan ikke håndtere det. Ligesom med hvalerne og plastikken. 

Det passer ikke sammen og det dræner den og dræber den. Langsomt. 

Men fuck nu det, jeg prøver mit bedste med at holde modet oppe. 

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.