Jeg oplever at selv små ting, kan gøre mig træt helt ind i knoglerne. Jeg sover meget. Både fordi jeg nyder at sove og har et ganske godt sovehjerte, men også fordi dagenes indhold kan udmatte mig i en grad, så blot det at være vågen i sig selv føles ulideligt. Men jeg oplever det enormt skamfuldt at fortælle andre om mit søvnbehov. Jeg møder tit manglende forståelse, både indefra og udefra.
At sove for at kunne leve.
På en god dag, sover jeg 7-8 timer natten igennem. Herefter er jeg vågen 4-5 timer, hvoraf 4 af dem bruges på beskæftigelse i praktik. Når jeg kommer hjem, tager jeg en lur på 2-3 timer, og går i seng og sover uden problemer i ordentlig tid om aftenen.
På de dårlige dage, kan jeg sove 8 timer om natten, og kun stå op for at gå i seng igen et par timer efter, og sove størstedelen af dagen væk.
Hvad gør mig så træt?
Det er efterhånden blevet ret tydeligt for mig, at årets mørke måneder påvirker mit energiniveau voldsomt. Det kan de fleste også nikke genkendende til. Træthed, triste tanker, nedsat interesse i livets gøremål generelt. Derudover kombineret med konstant tankevirksomhed, lettere paranoide forestillinger om mennesker omkring mig, en krop i konstant alarmberedskab for at aflæse mine omgivelser, og nøje glide ind som en naturlig del af den scene som er virkeligheden. Higende efter at føle mig forbundet, føle mig normal.
Indre skam
Jeg kan til tider føle mig enormt frustreret over tiden jeg mister, hvad jeg kunne have foretaget mig med den tid jeg sover væk. Herfra er der ikke langt til den indre dæmoniske kritiker, som medbringer overbevisningen om at jeg er doven, forkert, ikke forsøger nok, og i sidste ende bliver jeg min egen skams energikilde.
Urealistiske forventninger til mig selv, det forbandede filter, der overbeviser mig om at alle andre mennesker kan meget mere. Forestillingen om, og frygten for andre menneskers løftede øjenbryn og kritiske spørgsmål.
Jeg har alt for stædige ekkoer i mit hoved, af sætninger jeg har læst og hørt livet igennem:
”En middagslur skal max vare en halv time– det ødelægger nattesøvnen, søvnmønsteret”
”Ligger du og sover midt på dagen??”
”Du er så ung, du kan da ikke være træt”
”Du må prøve at holde dig vågen hele dagen, du kan jo bare lave noget afslappet”
Problemet er at jeg bliver så træt, at jeg har svært ved blot at eksistere. Udmattelse er lig med skrøbelighed. Jeg er blottet, sårbar og alt for modtagelig overfor angstens varmesøgende missiler. Min tankekvalitet er forringet i en voldsom grad. Tanke-torturen kører på fuld styrke, altid akkompagneret af en umenneskelig hovedpine.
At sove er for mig en genstart, et reboot af et overophedet system. Det er min flugt fra realiteterne og ansvaret, og min go-to omsorgs- og kærlighedshandling for at pleje min sjæl i dens paranoide beredskabs-helvede. Dynen, lagnet, puden, er min trygge svøbe, jeg får fred.
Kvantitet eller kvalitet
Jeg oplever ikke at få ødelagt min nattesøvn, og jeg vågner ikke og er sløv resten af dagen, medmindre jeg har presset citronen for meget. Eller hvis min underbevidsthed har pint mig med endnu et forfærdeligt mareridt. Det er dog en helt anden side af historien. De fleste dage, oplever jeg faktisk at jeg ved at sove mine lange lure midt på dagen, får nogle gode timer om aftenen, hvor jeg er i stand til enten at gøre nogle af de ting jeg holder af, som at hækle, skrive, høre musik mm. Eller at jeg er i stand til at få klaret nogle af de huslige og praktiske dagligdags opgaver, som ellers hurtigt kan hobe sig op.
Jeg har langt færre timer i døgnet at kunne udnytte, men jeg føler at jeg på denne måde får mest kvalitet ud af dem jeg har.
Dog skammer jeg mig stadig…