Af Lene Hermann
Foto: Jonny McKenna, Unsplash
Jeg har mistet troen:
Troen på, at psykisk syge og andre på samfundets bund og derunder vil få forbedret vores vilkår mærkbart.
Troen på, at politikere i det ganske land (Danmark) vil stå ved deres løfter om at “give psykiatrien et hårdt tiltrængt løft” efter det nyligt overståede folketingsvalg. Det var ellers noget, rød og blå blok var enige om før valget!
Løfterne er forstummet. Nu gælder det om at skrabe penge sammen til Britta Nielsens retssag, som når og hvis foregår i fuld offentlighed og på ægte amerikansk vis:
- Hvor mange gange mon Britta Nielsen vil glemme at tage sin pille?
- Hvor mange gange mon retssagen vil blive udskudt?
- Hvor meget mon retssagen vil koste? Og
- Hvor meget mon hele fængselsopholdet vil komme til koste det danske samfund?
De 117 millioner danske kroner, som Britta Nielsen er tiltalt for at have stjålet, dukker ikke op. Hvem skal mon betale de næste millioner? Det kan ikke være psykiatrien. Der er IKKE mere at komme efter! Og heller ikke hos de hjemløse, sundhedsvæsnet eller undervisningsvæsnet eller … fortsæt selv.
Nåh ja!
Så er der jo også lige sagen om skattesnyd: Er det 4.000.000.000? eller er det 8.000.000.000? 12.000.000.000 kroner? Men fik den danske stat ikke 1.600.000.000 kroner? Hvad er der så at pibe over? Som Mærsks unge løve brøler: “Nu gælder det om at se fremad!”
Det er lige det, jeg gør. Men vi ser ikke det samme!
Undskyldninger til det nye år
I anledningen af nytåret har jeg samlet en håndfuld dårlige undskyldninger som forklaring på, hvorfor man som fattig i Danmark stjæler for at man kan leve en rimelig tilværelse:
- Det er for mine børns skyld
- Jeg har tavshedspligt
- Jeg har glemt at tage min pille
- Nu ser vi fremad
- Ingen kommentarer
- Det gider jeg simpelthen ikke svare på
Det er som sagt dårlige undskyldninger, men de ser ud til at virke. Og ellers: Hvis det drejer sig om ting til børn, så send regningen til Britta Nielsen. Hun ved om nogen, at børn skal have det godt.
Og alle, der mangler penge til dagen og vejen og tag over hovedet: Send regningen til Danske (?) Bank. De skal i gang med at bygge et nyt hovedkvarter, hvor der skal være plads til 4000 ansatte. De vil ikke kunne mærke et par milliarder mere eller mindre! Godt nytår.