Hvad er det, der gør, at det er nødvendigt, at skrive under alias? Hvorfor ikke bare springe ud, med mit eget navn, når nu det er min egen historie?
Det er egentligt mærkeligt. Da jeg var udredt med PTSD, så fandt jeg det meget lettere, at stå ved min diagnose. Som om, at der var en anerkendelse i diagnosen. Jeg har været udsat for noget hårdt, det er derfor, at jeg er dårlig.
Det gav mening for mig og det flyttede fokus fra mine symptomer og hen til de oplevelser, som jeg havde været igennem. Det er ikke mig, der er noget galt med. Det er den situation, jeg har været i.
Paranoid skizofreni er den diagnose, jeg har haft sværest ved, at sige højt. Og de gange jeg har gjort det, har det haft en voldsom reaktion fra dem, jeg har fortalt det til.
Min ven og hans kæreste
Da jeg fortalte det til min ven og hans kæreste, blev hun helt hvid i hovedet. Det viser sig, at hendes mor er paranoid skitzofren.
Så gik hun igang med, at fortælle os, hvordan hendes mor fodrede imaginære katte hele hendes barndom. Hvordan de havde både kattebakker og madskåle, selvom de ingen katte havde.
Jeg prøver flere gange, at fortælle, at sådan er det ikke for mig, men hun bliver ved og ved. Jeg kigger på min ven, men han siger ingenting. Det er let at føle sig misforstået i sådan en situation.
Min praktikvejleder
En anden gang føler jeg mig tvunget til, at fortælle det, selv om jeg hellere ville være fri. Min praktikvejleder, som jeg er ved, at blive venner med, skal lige sige mig noget inde på kontoret. Hun har en næsten hviskede stemme.
“Altså det er Thomas, jeg har talt med hans vejleder og det viser sig, at han er skitzofren. Hvad skal jeg gøre? Er det overhovedet sikker, at have ham her i praktik?”
Så for den da, det er godt nok en dårlig situation, at stå i. Men hvis der skal være en chance for, at vi kan blive venner, så er det her, jeg skal sige det. Så jeg starter stille. “Altså, nu har du jo aldrig spurgt, hvad min diagnose er”.
“Nej, det behøver du jo slet ikke, at fortælle mig “, hun smiler til mig, men jeg er seriøs, meget seriøs nu. “Jeg er udredt med paranoid skitzofreni, så hvis du tager Thomas diagnose og kører den helt ud i den tunge ende, så har du mig.”
Hendes ordstrøm kommer som forventet – lidt for hurtigt. “Nej selvfølgelig og det er jo slet ikke sådan ment.” Men skaden er sket. Hun trækker sig og grubler i stilhed. Men efter et par dage kommer hun tilbage. Vi snakker sammen igen, men ikke helt på den samme måde.
Min familie
Men den sværeste reaktion kom fra noget af min familie. Da jeg fortalte, at jeg var paranoid skitzofren og svaret var, at “det kan ikke passe”. “Hvorfor ikke?” Jeg undrer mig over reaktionen. Jeg havde forestillet mig noget ligende: “Det lyder godt nok hårdt ” eller måske forbløffelse. Ikke katgorisk benægten.
“Nej, så er man altså meget dårligere end dig.” Det føles som et slag i ansigtet. Men hun ved, hvad hun taler om. Hun har arbejdet mange år på lukkede afdelinger. Måske siger det bare ikke så meget om min situation. Og jeg er altså udredt med paranoid skitzofreni, om jeg vil det eller ej.
Jeg snakker ikke mere med hende om det, faktisk snakker jeg ikke længere med nogen om det, udover mine mand og mine behandlere. Men nu snakker jeg med jer – under Alias K.
Min nye diagnose er uprøvet. Hvordan vil det føles at sige, at jeg er udredt med skitzoaffektiv sindslidelse? Jeg ved det ikke endnu, men det kan være, at jeg snart er modig nok til, at prøve.
Tak fordi du læste med❤