Hjælp til de svære samtaler

Ann-Dorthe og Mads viser bogen frem

Hvis du har svært ved at tale om din psykiske sygdom med dit barn, vil jeg anbefale dig at få fat i bogen “Mor | Far | Bipolar”. Den er fuld af spændende tegninger og små fortællinger, som vil gøre det lettere for jer at få begyndt på de vigtige samtaler.

Jeg har ikke længere selv børn i alderen 7 til 12 år, men jeg har et barnebarn, Felix, på ni måneder. Og når han når den alder, vil jeg helt klart vise ham bogen. Det kunne jo sagtens tænkes, at han brænder inde med spørgsmål om morfars bipolare lidelse og bipolare ”opførsel”.

Vi kunne begynde med at sætte ord på tegningen på bogens forside, der viser en hurtigt flyvende drage og en skildpadde, der har svært ved at bevæge sig ud af stedet. ”Morfar har faktisk både prøvet at sidde på dragen og skildpadden”, kunne jeg sige til Felix. ”Nogle gange har jeg fuld fart på, andre gange er jeg bare langsom og træt. Det har du nok lagt mærke til, ikke?” Vupti, så er jorden gødet for en samtale om min bipolare lidelse, forestiller jeg mig. Jeg kunne forklare, at jeg har en sygdom, der gør, at jeg sommetider bliver ualmindeligt udkørt – mere end “normale” mennesker – og sur og vrissen. Og at det intet har med Felix at gøre eller nogle andre. Det er sygdommen, der gør mig udmattet, stresset og irritabel. Og jeg kunne forklare ham, hvordan det er er at være ved den modsatte pol – at ride på dragen – hvor jeg synes, at jeg kan klare alt, får en hulens masse ideer, som skal realiseres på én gang. At jeg føler mig som universets herre, ikke behøver ret megen søvn, osv.

Kan bruges af andre end bipolare

“Mor | Far | Bipolar” tager afsæt i flere end 20 års erfaringer hos SIND Pårørenderådgivning i Aarhus med samtalegrupper og anden hjælp til børn, der er pårørende.

Ved lanceringen af bogen sagde professor Maj Vinberg, der er en af Danmarks førende eksperter, når det gælder bipolar sygdom:

– Der er ingen tvivl om at SIND med denne udgivelse har ramt et område, hvor der ikke tidligere har været meget materiale at tale ud fra. Jeg synes bogen rammer en gruppe af sårbare børn, som vi ikke får fat i og synes, bogen skal være i venteværelset hos privat praktiserende psykiatere mv, sagde hun.

Det kan jeg kun give hende ret i og supplere med at sige, at den fine bog trods titlen også kan inspirere til samtaler om alle mulige andre former for psykisk sygdom end lige bipolar. Dette gør den ene af bogens to forfattere, Ann-Dorthe Ellegaard Petersen fra SIND, også opmærksom på i en pressemeddelelse:

”Uanset mor eller fars diagnose er det typisk de samme spørgsmål, børn stiller sig selv: Har jeg gjort noget, som har udløst sygdommen? Har jeg selv sygdommen? Er det forkert, hvis jeg bliver vred eller ked af det? Det korte svar er naturligvis nej. Men vi giver os god tid til at guide børnene ud af skyldfølelsen og de ensomme tanker om, hvad der er almindelig forældrevrede, og hvad der er sygdomsvrede. Det er vigtigt at slippe ansvaret og at tale med andre. Det hele bliver nemmere, hvis man kan tale om, hvad man i perioder kan og ikke kan. Nogle forældre har ekstra høje forventninger til sig selv. Men ingen af os er perfekte”.

Den anden forfatter er Mads-Trier Blom, som har en bipolar lidelse, og som er kendt af snart sagt alle, der også har det – mig selv inklusive. Jeg mødte Mads, da jeg for mange år siden interviewede ham til min egen bog ”Mani og Depression”, og vi har mødt hinanden on and off lige siden, bl.a. til nogle af de mange foredrag, han har holdt om den svære balancegang, det er at have en bipolar lidelse.

Problemer vokser i tavshed

Både Mads og Ann-Dorthe er vokset op i en familie med psykisk sygdom, og de har ofte selv siddet i øjenhøjde med børn og lyttet til deres tanker.

Bogen rundes af med 14 forslag til, hvordan børn kan fortælle lærere og venner om sygdom i familien. Erfaringen er, at netop den samtale føles som en stor udfordring for de yngste pårørende.

“Deler du et problem med en ven, skal du kun bære halvdelen bagefter. Problemer vokser i tavshed,” siger Mads sammenfattende om bogens hovedbudskab til børn, der er pårørende. Det handler om at søge ud af ensomheden og opsøge dialog”.

Tak for bogen, Mads og Ann-Dorthe. Jeg glæder mig til at læse den med Felix til sin tid!

 

Fakta:

Mor | Far | Bipolar. Af Ann-Dorthe Ellegaard Petersen og Mads Trier-Blom. Illustreret af Lotte Trier-Blom, Peter Maltha og Natalia Krasnianska. 44 sider, 200 kr. ISBN: 9788771270167. Udgivet af SIND Pårørenderådgivning med støtte fra Jascha Fonden. Bogen kan købes via www.sind.dk/mor-far-bipolar.