Jeg kan blive noget så træt og frustreret, når lægen siger “jer med borderline er jo..” Dramatiske? Opmærksomhedskrævende? Sådan nogle som bare skaber sig? Eller nogle som man ikke helt skal tage seriøst, for de mener jo i virkeligheden ikke, at de virkelig vil handle på det, som de siger – det er jo bare for at skabe splid og drama. Det er så trættende for en som mig, der har diagnosen, og fordi jeg ved, hvad det handler om for MIG. Selvom vi er blevet puttet i en borderline kasse, så er jeg ikke enig i, at os med borderline diagnosen har lige præcis de samme problemstillinger ned til mindste detalje. Jeg tror, at vi har en masse til fælles, men at vi hver har nogle træk fra diagnosen, der er stærkere hos den ene, svagere hos den anden og omvendt. Så fordi jeg er så træt af, at denne type personlighedsforstyrrelse bliver bombarderet af fordomme, så vil jeg gerne fortælle om, hvordan det er for mig at have borderline. 

Helt grundlæggende ser jeg mig selv som et hus uden fundament. Vi kan også vælge, at sige, at jeg ikke har en kerne. Der er ikke noget, hvor jeg kan sige: “Det her gør mig til mig,” og derfor kan jeg godt komme til at låne elementer fra andres personligheder. Når jeg er sammen med den ene kan jeg godt lide gul, men når jeg så er sammen med den anden kan jeg lide lilla. Alt efter hvad de kan lide, og hvad de mener. Det er mit manglende jeg, der spiller ind her.

Det er måske lidt skørt, at jeg ovenover har brugt farver som eksempel. Jeg kan nemlig godt have en noget sort/hvid tankegang. Altså er det ikke altid, at der er særligt mange nuancer. Det er fra den ene yderpol til den anden. Hvis jeg beslutter mig for noget, så går jeg hele vejen. Hvis jeg er ked af det, så er jeg ulykkelig. Hvis jeg er vred, så er jeg rasende. Hvis jeg græder, så hulker jeg. Hvis jeg engang imellem er glad, så er jeg lykkelig. Hvis jeg føler mig tom, så er jeg blot en skal- jeg mærker ikke min krop og min følelser er forsvundet.

Mine følelser bliver så store og på så kort tid, at det føles som om, at min krop er for lille til at rumme dem. De bliver kæmpestore på ingen tid, og det er ofte, at jeg ikke ved, hvad de egentligt kommer af. Jeg føler, at jeg er ved at eksplodere, når jeg har det sådan. Hele mit system er ved at koge over, og det er der, hvor jeg typisk selvskader: fordi jeg ikke længere kan udholde alle mine følelser.

Mine relationer er lige så komplicerede, forvirrende og svære som mine følelser er smertefulde. Jeg er konstant bange for at miste, blive forladt, glemt og svigtet. Det er værste ved det er, at de forfærdelige følelser af svigt og forladthed er en del af min hverdag, for de kommer til mig så let. Det giver mig tre muligheder:

At skubbe personen væk fra mig

Jeg vil meget hellere afvise end at blive afvist. Selvom det ikke er sjovt, at skubbe nogle væk, som man rigtigt godt kan lide, så gør det mindre ondt, hvis jeg skubber væk, for så er det ikke den anden part, der sårer mig.

At lænke sig fast til personen

Jeg bliver så bange for at miste, at jeg nærmest lænker mig fast til en person. Jeg bliver personens skygge, og jeg kan slet ikke finde ud af, at tage afstand.

At selvskade

Med selvskade dæmper jeg alle de følelser, der gør så ondt. Det giver mig en pause fra følelsen af svigt og forladthed. Det er nok også en måde at straffe mig selv på, fordi jeg får følelsen af ikke at være noget værd, for den person jeg føler mig svigtet af.

Jeg ved med min fornuft, at der er mange flere muligheder end disse, men det er dem, som jeg nærmest automatisk bruger gang på gang. Det er nemlig sådan, at jeg bedst passer på mig selv. Det er selvlært, og skulle du være i tvivl, så er det nok de dårligste løsninger til dato, hvis man har det, som jeg har det.

Relationer er dog ekstremt vigtige for mig, og selvom jeg kan være noget så svær at danse med, så er jeg ufatteligt taknemmelig for, at der faktisk er nogle, der bliver, selv når jeg viser mig fra min værste side af. Jeg ved, at der er mange, der mener, at man skal passe på med at skabe relationer til os med borderline, men jeg kan kun sige, at jeg aldrig nogensinde var kommet så langt, hvis jeg ikke havde relationer, der insisterede på at blive, selvom jeg ikke altid er fair.

Jeg har også en kæmpe angst for at være alene. Det har jeg, fordi det er der, hvor jeg kan mærke alle min følelser, og der er ikke nogen til at udholde dem sammen med mig. Jeg er utroligt dårlig til at være i mit eget selskab, og jeg har derfor et stort behov for kontakt til andre – især til mine tryghedspersoner. 

Jeg har beskrevet, hvordan jeg mærker min borderline. Det er ikke sikkert, at alle andre med den personlighedsforstyrrelsen mærker præcist det samme, eller handler på nøjagtigt samme måde. Jeg kan godt forstå, at det for nogen kan virke som om, at jeg er en dramaqueen, men det er langt fra hensigten. Jeg kan godt komme til at handle på en “dramatisk” måde, men det er kun fordi, det bliver så stort inde i mig. 

Så jeg tør godt sige på andre med diagnosens vegne, at vi ikke er opmærksomhedskrævende mennesker, der skaber splid og kaos omkring os med vilje. Vi føler bare alt meget mere intenst end andre. 

2 Kommentarer

  1. Arne Nielsen

    Jeg har kendt en del mennesker med diagnosen “borderline”, og resultatet heraf har for mig betydet en del forvirring, fordi jeg syntes, at disse mennesker var temmeligt forskellige. Men denne artikel bringer hos mig en del klarhed, idet der her på en udmærket måde redegøres for forhold, som jeg har hørt om hos andre med borderline. Jeg kan blive noget så irriteret, når jeg hører folk komme med bemærkningen “Nå, men det er jo bare borderline”. Borderline er en alvorlig diagnose.

    Jeg selv er diagnosticeret med skizofreni, hvilket har bevirket hos mig en del erfaring med medicin mod denne sygdom. Psykosemedicin bevirker hos mig for det første, at stemmer og vrangforestillinger forsvinder, men dertil kommer en langtidsvirkning, der består i, at man bliver meget mere emotionelt stabil – hvilket jeg sætter pris på. Og netop denne virkning kunne måske have relevans for borderline-patienten. Jeg kender faktisk en borderline-patient, der er blevet hjulpet på denne måde. Problemet er ikke enkelt, da der kan være depressionsproblemer inde over, og helt svært bliver det, hvis der er bipolaritet eller OCD inde over. Der er nok at tage fat på for den dygtige psykiater, og det kan efter min opfattelse ikke siges tit nok, at store doser ikke er det relevante svar i enhver situation. Desværre er der jo en del psykiatriske patienter, hvis erfaringer med medicin, på grund af for store doser, får dem til helt at afskrive denne mulighed, og det er i en del tilfælde ærgerligt. I forbindelse med medicinsk behandling med henblik på at bedre den emotionelle stabilitet er det endvidere afgørende, at man har det lange lys på – det tager tid. Utålmodighed, både hos patienten og hos psykiateren, er en farlig fælde at falde i, der som regel fører direkte til overdosering og deraf dårlige erfaringer med medicinsk behandling for patienten.

    Men når dette er sagt, er min indsigt i den nærmere psykiske struktur hos borderline-patienten begrænset, og jeg ved ikke, om de vanskeligheder med jeg-strukturen, som du omtaler, ville volde vanskeligheder i forbindelse med antipsykotisk medicinsk behandling. Selv er jeg rigtigt mange gange blevet radikalt ommøbleret på de indre linier, men det, at dette er lykkedes for mig, behøver jo ikke at indebære, at det generelt vil gå sådan for denne eller hin borderlinepatient. Hos mig er der helt klart en selvhelende kapacitet i psyken, som jeg ikke ved, om andre besidder, og som klart formidles af medicinen. Dybest set taler jeg jo her om noget, ingen i virkeligheden har forstået, men hvor vi forsøger os med et vist mål af logik. Men vi har ingen garantier for, at sindslidelser følger et logisk mønster – selvom dette sommetider er tilfældet. Jeg har været ude for en del psykisk syge, hvor intet kunne udrettes medicinsk. I disse tilfælde er der nok tale om former for lidelser, vi intet har forstået af.

    Svar
  2. Arne Nielsen

    Hvad angår det der med det fraværende jeg, kan jeg fortælle en historie fra omkring 1975. Jeg var selv i den situation, at jeg gradvist, over mange år, havde mistet mit jeg. Jeg kunne tydeligt se og mærke, at mine studiekammerater HAVDE et sådant jeg, men jeg havde ingen anelse om, hvordan jeg skulle kunne gøre noget ved denne situation. Jeg studerede biokemi, ud fra den opfattelse, at hvis ikke andre kunne gøre noget ved dette, så ville jeg selv gøre det.

    Jeg fik så nogle voldsomme anfald af dyb depression, hvilket fik mig til at konsultere en erfaren psykiater. Dengang vidste jeg næsten intet om psykiatri, ja, jeg vidste knap nok, hvad en psykiater var. Mine forældre vidste heller intet.

    Psykiateren satte mig i behandling med muligvis det stærkeste antidepressiv, der nogen sinde har set dagens lys, nemlig imipramin. Dette havde en voldsom virkning. De første par dage skete der intet. Men det først resultat var et akut hukommelsestab. Væk var pensum, væk var bekendtskabet med folkene på universitetet. Men jeg vedblev med behandlingen, og satte gradvist dosen op.

    Og så skete miraklet: Der begyndte at vokse et JEG frem. Der hvor der før ingen hjemme havde været, der var der pludseligt NOGEN.

    Jeg tog stoffet i 7 år, i ret store doser, og jeg hold fast ved behandlingen, fordi jeg kunne se en IDÉ i den. Jeg har ikke overblik over alle de mærkelige virkninger og bivirkninger og ommøbleringer, jeg kom igennem, men slutresultatet var blivende. Jeg holdt imidlertid op på grund af hjerteproblemer, som var en kendt bivirkning, og de forsvandt straks, da jeg holdt op. Men jeg havde fået et JEG. Et godt resultat.

    Det er muligt, at den skizofreni, jeg mange år senere løb ind i, var en udløber af denne radikale behandling. Jeg løb jo senere ind i den vanskelighed, at psykiaterne ikke var meget for at give antidepressiva til skizofrenipatienter. Men i de mellemliggende år var der udviklet stærke antidepressiva uden alle problemerne, og et sådant får jeg i dag, i maksimumdosis. Sammen med antipsykotisk medicin.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.