Det slår virkelig hårdt, når følelsen af ensomhed dukker op. Det kan nogle gange gør mig lidt trist, at jeg ikke har et større netværk, men det er vel, hvad man kan forvente med otte års sygdom og utallige indlæggelser i psykiatrien. Folk kan ikke blive ved med at holde fast, og det er helt forståeligt. Jeg er taknemmelig for mine tætte relationer, og jeg vil ikke bytte dem ud for noget, men lige nu er jeg ensom. Så frygteligt ensom.
Det mærkelige er, at jeg er sammen med nogle i rundt regnet 11 timer i døgnet på mit bosted. Der er altid personale til stede i huset, men jeg har en til en i 11 timer. Det er mange timer, men det har jeg brug for, og jeg er derfor glad for at have dem. Derfor undrer jeg mig også over, hvorfor jeg mon kan være ensom. Jeg er jo sammen med nogle næsten alle mine vågne timer i døgnet.
Jeg har reflekteret meget over det, og jeg tror, at det jeg kan savne til tider er, at have en form for fællesskab med andre på min alder. Jeg mangler en, som jeg kan dele min interesser med, hvor vi kan nørde lidt sammen. Jeg mangler en at feste med. Jeg mangler en at tage på café med. Jeg mangler venner.
Det er bare svært at få venner, når jeg er bange for, at jeg ikke kan finde ud af at være social med andre på min alder. Jeg er også bange for, at folk synes, at jeg er mærkelig, siger noget dumt eller vil kigge skævt på mig, fordi jeg har en masse udfordringer. Det kræver meget af mig at være social, når jeg ikke føler, at jeg kan slappe af imens. Jeg synes, at det er enorm grænse at skulle overskride, altså det at få venner.
I skrivende stund føler jeg mig ekstremt ensom. Jeg ville sådan ønske, at jeg havde en at snakke om Harry Potter med eller spille noget Sims. Jeg vil bare gerne være en del af noget – og gerne noget i “den normale verden.”
Det er så svært at være ensom selv i tætte relationer. Det er svært at føle sig alene i verden, selvom huset er fyldt med pædagoger og andre unge. Det er svært at savne noget, som er svært for mig at skabe.