Kære lille pige
Du har gjort det godt. Du har taget et stort ansvar i en ung alder trods din diagnose. Jeg forstår din smerter efter så stor en følelsesmæssig oplevelse, men du klarede det så flot. Du fik en smuk gave resten af livet. Du fik din første depression, som du ikke turde dele med nogen.
Mange dage og aftner har du været alene med din guldklump, men i din ensomhed og skyldfølelse over ikke at opleve den sande lykke, du havde læst, fyldte dig med ulykkelige og mørke tanker. Du kiggede på dette lille menneske.
”Jeg vil kun have dig”, gav dig ro til at være der for hende. Folks dumme bemærkninger, gjorde dig så ulykkelig, som en kniv i hjertet. Den person, som burde have støttet dig i den svære og nye tid, havde for travlt med egne bedrifter og samtidig pressede efter flere af livets store mirakler, som om at det ikke var nok, det du havde gjort.
Du fik aldrig den samme opmærksomhed og kærlighed, som du brændte efter at få. Men du var stærk og kæmpede for dig selv og din guldklump. Du følte, at din krop var ødelagt for altid, men igen oplevede du, at du var stærk og stædig. Selvom alt var så hårdt, fik du stadig dine egne drømme opfyldt. Du lærte at stå på egne ben samtidig med at passe og pleje din guldklump.
Du valgte, at denne følelsesmæssige oplevelse blev den første og sidste gang. Du har en stor kærlighed til din guldklump og derfor gav du aldrig op.
Jeg er dig i nutiden og kan fortælle, at vi har klaret det hele på trods af alt. Jeg vil så gerne gå tilbage til mit fortidsjeg og sige, at der er lys for enden af tunnelen. Du er en del af mig og det er okay, hvordan du har haft det. Vi har stadig kun hende og det er helt okay. Jeg er stolt over, hvor langt jeg er kommet og jeg elsker at være mor til min datter.