I mange år dækkede jeg mine spejle til med tæpper
I frygt for hvad der ville vise sig
I spejlet, når solen gik ned
Og skyggerne bredte sig fra hjørnerne
Og trak tættere på
Det gør jeg ikke længere
Jeg tror jeg fandt ud af, at jeg var bange for mig selv
Jeg har aldrig RIGTIG troet på julemænd, nisser, påskeharer og tandfeer
Monstre, dæmoner onde ånder
Aldrig helt været overbevist, når de andre børn spurgte om vi skulle lege med fantasivenner
Ventede altid på, at én
Bare én
Ville tabe masken, og sige
”Det var bare for sjov, selvfølgelig har vi ikke fantasivenner”
Men det skete ikke,
Havde de virkelig fantasivenner?
Måske er det derfor jeg ikke længere frygter monstre
I skabe, spejle, skyggerne i hjørnerne
Fordi jeg aldrig har troet på dem
Og da jeg huskede det var de væk
I stedet for monstre, kravler der insekter rundt i min hjerne
I de søvnløse timer, når månen har stået endeløst på himlen
Og alarmens ringen er den største trussel mod de 8 timers søvn
Jeg skal have, og meget gerne ville have haft
Jeg lukker øjnene, prøver at slappe af,
Lader mørket falde over det indre blik
Smider tanker ud af ørene, til højre og til venstre
Mærker en lille smule ro
.
.
Også kommer det
Insekter
Insekter findes nemlig
Og dem er jeg bange for
Alt min inkarnerede frygt for dæmonen i spejlet, gav op og fandt sig et mere realistisk sted at være
Min hjerne skulle sgu ikke narre mig,
Men den vandt da alligevel
Ved at inspirere den frygt, som den ved jeg har
For jeg har aldrig været et naivt barn med tro på overnaturlige fænomener
Eller en usynlig trøst på en kold dag
Jeg troede på spinkle stankelben i hjørnerne
Store sorte edderkopper i skuret
Jeg troede på hvepse, og myg, og bænkebiddere,
ørentvister under sengen
Det er hvad jeg frygter, så det er hvad jeg bruger mod mig selv
For jeg ved godt, at min hjerne ikke er besat
Jeg ved godt, at min hjerne ikke bliver styret
Jeg ved godt, at min paranoia er en konsekvens
Af en hjerne, der er blot lidt forskruet
Og når det blot stammer fra min hjerne,
Så må udtrykket af paranoia stamme fra det samme
Jeg føler mig ikke heldig
Det er bittersødt, at knække koden til ens vanvid
Og ende med storhedsvanvid.
Foto: Pixabay