Jeg skrev denne tekst en dag, hvor jeg var helt alene i min nye lejlighed. Det var nu, jeg var blevet, som så mange andre at være en deleforælder. Denne tid var meget svær for mig, da jeg var vant til at være sammen med min datter hver dag. Pludselig skulle jeg vænne mig til kun at have hende halvdelen af tiden og savnet var meget stort.
Nu er her stille og jeg er helt alene
Når du ikke er her, er jeg halv
Mit tomrum forsvinder, når vi to er sammen
Tænk, at jeg er så heldig at have dig i mit liv
Alt hvad jeg gør, er for dit eget bedste
Folk kommer og går, men jeg er hos dig altid
Selvom jeg er nede, kæmper jeg for dig
Der findes ikke en større kærlighed end denne
Jeg har lært, at jeg er stærkere end jeg ser ud til
Ingen skal sige, at jeg ikke kan, for jeg beviser det modsatte
Når jeg ser dig smile, er jeg så stolt over, at du er min.
I dag bor jeg stadig samme sted og der er gået 5 år. Tingene bliver nemmere med tiden.
Kære Mari-Louis
Jeg kan genkende dit savn. “Jeg dør hver gang, du går ud af min dør” skrev jeg i min dagbog hver gang, vi måtte sige farvel, fire år i træk. Jeg havde bogstaveligt talt ikke noget liv i de fire år, for savnet af min datter slog mig i gulvet. Men som du selv skriver, så bliver tingene nemmere med tiden, og i dag ville jeg ikke bytte min frihed for en stillings som fuldtidsmor. Det er godt for os begge, at vi får en pause. Det gør det nemmere at planlægge nedture, så det ikke går udover barnet. Jeg håber, at du finder dig til rette med al din enetid, så du reelt kan nyde at have børnefri.
Hej
Tak for din besked. Ja, jeg er begyndt at nyde at have lidt mere frihed, men jeg er meget alene.. Nogen gange synes jeg det er det bedste og andre gange kan jeg gå helt ned i kulkælderen over ikke at have nogle i nærheden.
Jeg er så glad for at have blogge her for jeg synes det er dejligt at have et sted man kan dele ting også det lidt sværere hvor imod på andre sociale medier skal alt være så perfekt