“I ganske få, allerhelvedes afgørende øjeblikke kan det stå til den enkeltes handlen, om den andens liv fortsætter eller ej”. (Citat af Den indre udestue, en eller anden lørdag i starten af 2021).

“Det hele startede den 10. maj i året 18..” Sådan kunne en roman fra midten af det 19. århundrede godt begynde. Jeg bliver inderligt berørt ved den sikkerhed, hvormed nogen kan angive den præcise dato for begyndelsen. Den 10. maj. Ikke en dag tidligere, ikke en dag senere. Det er så i orden, men hvad skete der den 9.? Eller den. 11. maj? Eller den 3.? Eller på den samme dato i året 17..? Jeg kan slet ikke sætte det sådan op.

For mit eget vedkommende var det afgjort lidt mere “snigern”. Mit ene øje gik i udu og blev erstattet med et glasøje, et fremmedlegeme. Noget, som var mig og ikke-mig. På samme tid. Jeg genoptog – efter 14 dage og en glidende overgang fra smugdrikkeri til et par joints hist og her – mit studie. Så gik der ged i det andet øje. Det som ellers endnu virkede. Også dette kom langsomt. Især husker jeg en opgave fra studiet. Noget med at reflektere og nedskrive refleksionerne på et omdelt papir med stiplede linjer. Jeg kunne ikke skelne linjerne. Så jeg skrev bare på skrømt, idet jeg håbede, at det ikke tog sig alt for åndssvagt ud. Jeg kunne ikke selv se, hvad jeg skrev. Da jeg kom hjem, tændte jeg en færdigrullet joint og prøvede at overføre refleksionsopgaven til min computer. Jeg havde, måske bevidst forudanende, i lang tid undgået tastaturet. Det flød sammen. Jeg kunne ikke se tasterne, så jeg sjussede mig frem og tænkte, at jeg jo bare kunne tjekke i Word, om jeg ramte de rigtige bogstaver. Så gik det op for mig, at jeg heller ikke kunne se, hvad der poppede op på skærmen. Jeg gav op, drak en billig papvin fra netto og røg endnu en joint. Sådan gik natten. Dagen efter meldte jeg mig ud af mit studie. Og snuppede en joint. For at komme væk. “Jeg vil være issælger”, tænkte jeg. “Jeg vil være issælger og gå konkurs hver vinter”. Måske tænkte jeg på det, fordi mit glasøje bliver så koldt i vintermånederne.

Jeg stoppede med at læse avis, stoppede med at læse bøger. Dels kunne jeg ikke skelne bogstaverne på linjerne, dels kunne jeg ikke koncentrere mig. Det virkede heller ikke vigtigt. Jeg var nede i Psykiatrisk Akutmodtagelse. Jeg gik ind i alt, og på vejen derud famlede jeg mig frem. Jeg kneb øjnede sammen, men mit syn var så uskarpt. Det var kommet snigende. Uskarpheden. Men heroin hjalp, syntes jeg – så blev jeg i det mindste også ufokuseret, hvad angår tanker og følelser. Og det gav en dejlig ro, en vægtløshed. Jeg håbede stadig på, at jeg ikke blev kørt ned. Jeg krydsede veje og snublede over kantsten. Jeg kunne ikke se den læge, jeg talte med. Jeg kunne ikke se nogen af dem, jeg talte med. “Jeg er vist fuld”, sagde jeg til den hvide kittel. Jeg fik 2 sovepiller med hjem. Jeg blev ikke adspurgt om indtag af stoffer. Og jeg nævnte det ikke selv. Måske var jeg allerede så vænnet til hash og heroin, at det ikke påvirkede min adfærd. Jeg hørte lægen notere med en blyant, og jeg spekulerede over, om han skrev på stiplede linjer. Lyden af blyanten irriterede mig så meget, at jeg på vejen hjem ringede til min pusher og købte noget stærkere. Og tog det.

Jeg blev af og til – når stoffernes mere og mere hurtigtaftagende rus dampede af – ramt af frustration over ikke længere at kunne se byen. Noget så naturligt som at skelne husfacader, lygtepæle eller hele villakvarterer. Byen åbnede sig aldrig, men var i stedet som en labyrint i tre dimensioner. Det forekom mig, at der var en løs forbindelse i mig. En kortslutning, der manifesterede sig i en stemning af slidthed og forfald. Fortiden var så meget større end fremtiden. Alt det, jeg havde kunnet se før, men end ikke skimtede svagt, gik mig nu på.

Det første synskompenserende hjælpemiddel, jeg fik, var en computer med forstørrelse. Den blev skiftet ud med én, der kunne tale. Efter rådgivning. Jeg prøvede at lære, hvordan den fungerede. Den var smart nok. Jeg tænkte hele tiden på, hvornår jeg kunne ryge hash eller opium igen. Så læringen blev forstyrret. Men det gik bedre, når jeg var skæv allerede inden timerne. Psykiatrien behandlede mig for skizofreni. Men ikke for afhængighed af forskellige stoffer.

Der blev kortere og kortere intervaller imellem mit indtag af hash og crack. Det var ligesom en myg, der bliver ved med at summe ved ens øre, når man er lige ved at falde i søvn, hvis jeg ikke tog det. Morgenerne, eftermiddagene, aftnerne og nætterne; alt smeltede sammen i en lang dag, hvor urets timer ikke havde nogen betydning. Indimellem gik de slet ikke, det var som at gå i en klump dej. Sekundviseren larmede, hver gang den gik et sekund, men tiden gik ikke. Andre gange spurtede den af sted. Den lød som geværskud, og jeg kunne ikke følge med Alt det der med ikke at kunne bruge synet virkede dumt. Som at skulle lære alt forfra og på måder, som var totalt fremmede. At smøre en rugbrødsmad f.eks.  En integreret struktur, der altid havde fungeret, og som der derfor ikke var grund til at lave om på, syntes jeg.  Den “gamle”, kendte metode duede bare ikke, fordi jeg ikke kunne se hverken brød, kniv eller pålæg, for fanden. Det kan måske sammenlignes lidt med Ludo: Selvom reglerne varierer en smule fra familie til familie, så er der sjældent nogen, der indfører, at man skal svare rigtigt på et spørgsmål for at få lov til at slå med terningen. Sådan havde jeg det hele tiden.

Noget passede ikke. Så jeg miksede forskellige euforiserende stoffer. Igen. Og psykiatrien behandlede mig for paranoid skizofreni. Og skrev noter på stiplede linjer. Jeg opdagede, at jeg skulle tage mere af hvert stof for at opnå samme effekt. Fint med mig, selvom min bankkonto strittede imod. Jeg holdt ikke øje med den mere. Dagene var tunge, ikke til at bære, og jeg følte mig som en udhungret, der ikke magtede at gå op ad trappen og måtte lægge alle kræfter i for at komme op på det næste trin.

Jeg fik en hvid stok, en blindestok. Jeg tog den med, når jeg var skæv. Det var jeg altid. En rar følelsesløs sløvhed. Jeg satte mig på kantstenen udenfor. Bilerne gled tåbeligt støjende forbi, langsomt men alligevel uden omtanke. Jeg kunne ikke se dem. Det ramte mig. Så jeg skovlede hash til hjernen. En af mine joints knækkede. Jeg fiskede en ny op og havde i distraktion over tabet af den første nær sat ild til mit hår. Jeg opfattede mine tanker som en potteplante, der for længst er groet ud af sin potte og nu fylder hele vindueskarmen.

Så besluttede jeg mig for at tage mit eget liv. Næste dag. Jeg røg hash hele natten, skrev et afskedsbrev på computeren uden at kigge på tasterne. Med automatisk indøvede bevægelser. Jeg ledte efter en funktion med stiplede linjer, men fandt den ikke. Det irriterede mig. Jeg planlagde de nærmere omstændigheder. Nørreport Station. Jeg kunne ikke se, når toget ville komme, men jeg var sikker på, at jeg kunne høre det.

Jeg stod op, som jeg plejer, røg en joint og tog til undervisning i Hellerup. Jeg er ikke kristen, så jeg havde ingen metafysiske kvaler. Jeg var rolig og skæv. Og jeg glædede mig. Til at blive fri for alt det, der ikke fungerede. Til ikke at blive irriteret over blyantlyden på stiplede linjer.

Jeg blev mere og mere desperat den dag. Og mere og mere opsat på min egen slutning. Den sidste joint og så fred. Jeg forlod sidste time, men den der ergoterapeut fulgte efter. Det irriterede mig, for hun talte hele tiden. “Hvor skal du hen”? Kan du ikke ringe til den og den – for min skyld”?  sagde hun. Og blev stående. I min indre øjenkrog var der en væg af ansigter, i en grålig tåge. Men jeg så ikke andet i dem end trætheden. Den dybe, ufattelige træthed, der har overtaget ansigtet og normaliseret sig i det. For meget vejr og dårlig søvn, for meget larm, misbrug og trafik, det var alt, der kom til udryk. Det var dét, der skræmte mig ved dem, den måde deres træk var veget for en alt for generel og fælles tilstand. Det var en spejling af mig selv. Ergoterapeuten bad mig om at sende en besked til hende, når chaufføren havde kørt mig hjem. Kun hjem, ikke til toget. Jeg sagde “jaja” og fortrød det straks. En ubelejlig etisk pligtfølelse greb mig. Jeg satte mig i den bil, der ventede. Og forbandede det ulykkelige tilfælde, der havde opstillet ergoterapeuten lige der. Den dag. Jeg syntes, at hun ligesom trak en fane af mørke efter sig som røg fra en fakkel.

Jeg blev tvangsindlagt i psykiatrisk skadestue kort efter, at chaufføren havde kørt mig hjem. Politiet bistod handlingen. Jeg blev tjekket for euforiserende stoffer. For første gang. Der blev påvist 5 forskellige. Næste dag kastede jeg op, fik alle de abstinenser, jeg havde holdt væk ved konstant stofindtag.

I mange måneder derefter havde jeg en fornemmelse af at tippe bagover i et boblende farvel. Tingene fjernede sig fra mig, som om jeg sank druknende væk. Som om jeg kiggede op på en svindende overflade, bag hvilken farver sejlede i et dæmpet lys. Var der kalk i vandet? Hvad var det for en hvidlig dis, der slørede alting, fik lyden til at ophøre? Hvorfor var den så svær at skelne fra en susen inde i mig selv?

Som allerede nævnt i starten kan jeg ikke fastsætte en nøjagtig dato for begyndelsen. Men den dag, hvor jeg ikke som planlagt tog mit eget liv og i stedet havnede på en hermetisk lukket psykiatrisk afdeling med adskillige urinprøve-påviste stoffer i blodet (efter 6 år i det psykiatriske system uden fokus på andet end skizofrenidiagnose) – netop den dag sluttede mit misbrug.

Der gik lang tid, inden jeg blev glad for livet. Igen kan jeg ikke sige præcis hvornår. Det kom snigende. Jeg kunne koncentrere mig gradvist bedre. Jeg begyndte at være mere modtagelig for dele af den synskompenserende undervisning. Jeg opdagede, at min computer kunne læse bøger op. Jeg blev bedre til punktskrift – at læse med fingrene – fordi det pludselig var sjovt og åbnede muligheder. Jeg blev mere opmærksom, når jeg modtog undervisning i selvstændigt at komme frem og tilbage ved brug af blindestok og hørelse. Fordi jeg kunne overskue, hvad jeg skulle bruge det til. Og fordi jeg gerne ville bruge det til noget. Jeg genoptog forliste relationer. Jeg opdagede, at tingene kræver mere energi og “rettet opmærksomhed” uden synet, men at det meste kan løses.

Jeg bliver stadig glad, når et elektronisk hjælpemiddel gør tingene lettere for mig, når en app kan bruges til at hjælpe dagligdagen, når jeg får hjælp til at afmærke mit tøj med små labels med lyd, så det er muligt for mig at hitte redde i farvesammensætningerne. Der er opture, og der er nedture i ethvert menneskeliv. De er der stadig. Men jeg føler mig altid absolut heldig over at være i verden, have lyst til at være sammen med verden, heldig, fordi jeg ved hvilken dag, der blev forudsætningen for, at jeg stadig er her.

Min skizofreni-diagnose blev fjernet. Fordi man kom frem til, at det var det massive misbrug, der havde udløst de psykotiske symptomer. Jeg kan ærgre mig over, at denne erkendelse – som hele tiden havde figureret mellem de stiplede linjer – først “kom til” psykiaterne efter 6 år. Det kan undre, at man aldrig kiggede bag om den første diagnosticering, ikke skiftede perspektiv. Det forekommer mig under tiden, at “systemet” er blevet så komplekst, at det kollapser under sin egen vægt. En slags “intrasystemisk ubalance” (hvis ikke begrebet eksisterer allerede, hvad jeg tvivler på, så erklærer jeg det hermed for eksisterende). Dele af psykiatrien er så kompleks, at resten af systemet ikke kan understøtte det. Måske kunne man i selve systemet fastsætte en nøjagtig dato for en ny begyndelse.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.