Overvejelser omkring hensynet til at undgå smittespredning på den ene side og konsekvenserne af nedlukningen på den anden side. Om at være psykiatribruger under coronapandemien, herunder at være indlagt på psykiatriske afdelinger i denne tid.

~

Jeg har lige været på Facebook og har set, at min tidligere kontaktperson i Opus (et to-årigt behandlingstilbud for unge med psykose eller psykoselignende symptomer) har været meget syg med corona og har haft et langvarigt og lidelsesfuldt forløb og måske stadig kæmper med at komme til kræfter. Det rørte mig. Det satte nogle tanker i gang.

Det jeg egentlig gerne vil sige er at jeg på en måde føler at jeg har været heldigt stillet under corona. Hvis det havde været mens jeg var i Opus, et tidsafgrænset forløb, og havde min allerkæreste psykolog som kontaktperson og hun var blevet langvarigt syg – det ville have været en katastrofe for mig. Hun har været med til at redde mit liv, hver samtale med hende gjorde en uendelig stor forskel i mit liv på det tidspunkt. Vi havde lidt over et år sammen, og tiden gik alt for hurtigt. Også for langsomt, for jeg havde det så elendigt. Men for hurtigt i forhold til at Opus-forløbet stoppede og jeg måtte videre til Distriktpsykiatrien. Det var en dyrebar tid jeg havde med hende. Jeg er glad for at jeg ikke mistede store dele af den på grund af corona.

Jeg har noget med mine øjne der gør at jeg ikke kan have skærmkontakt (derfor er denne tekst også lidt rodet – håber at I kan bære over og har lyst til at læse med alligevel). Hvis jeg havde gået i skole, på universitetet, haft et arbejde hvor jeg skulle arbejde bag skærm – det ville jeg ikke have kunnet. Jeg ville være droppet ud af skolen eller studiet, mistet mit arbejde. Jobcentret har været lukket en god del af tiden, og det har været nådigt.
Jeg er glad for at det ikke er mig, der har mistet min gymnasietid, mine første skoleår, livet på universitetet. At det ikke er mig der som barn har lært at jeg ikke må synge. At det ikke er mig der har måttet undvære en vigtig begravelse. At det ikke er mig der har været isoleret på et plejehjem. At det ikke er mig der er død alene. At det ikke er mig der har mistet min smags- og lugtesans, som er en af de få glæder jeg har i hverdagen – at blive stimuleret gennem smagssansen og dufte til nogle skønne blomster.

Dog har jeg også lidt under corona. Jeg var indlagt da landet lukkede ned sidste år i marts. Jeg var på Rigshospitalet. De håndterede det ret godt der, men det var meget voldsomt med udgangs- og besøgsforbuddet der med det samme indtræf. Jeg blev flyttet til Gentofte, og der var det fuldstændig hat og briller. Ingen samtaler med plejepersonalet, ingen besøg, ingen udgang, fuldstændig kaos på de smalle hvide gange når vi skulle have mad og holde to meters afstand; det var simpelthen ikke muligt. Jeg blev hurtigt udskrevet og havde det meget, meget dårligt.
De få fællesskaber som gav mening i mit liv opløste sig på grund af forsamlingsforbuddene.

Da jeg var på Gentofte var jeg vidne til en tragisk situation. Jeg delte stue med en ung kvinde der var blevet indlagt med en fødselspsykose. På grund af især søvnmangel var hun blevet revet ud et sted hvor hun til sidst havde prøvet at hænge sig i en stofble. Nu var hun indlagt og skilt fra sit barn. Hun kunne ikke mødes med sin lille datter på noget tidspunkt under sin indlæggelse på grund af besøgs- og udgangsforbuddet. De facetimede hver dag. Og hun fik ingen mulighed for udslusning. Da hun blev udskrevet var det at gå fra hospitalsverdenen til at skulle hjem igen og være mor fra den ene dag til den anden. Jeg er glad for at det ikke var mig, der blev totalt adskilt fra mit næsten nyfødte barn på grund af en længere indlæggelse på åben afdeling.

Til gengæld har jeg selv været indlagt meget i nedelukningens og coronaens tid. Jeg har ikke kunnet få besøg. Jeg har ikke kunnet få ballstickmassage af personalet. Der har været mangel på ergo- og fysioterapeuter. I starten kunne jeg som tidligere nævnt ikke få samtaler eller forlade hospitalet. Grupperne blev aflyst, der var intet at tage sig til og stort set ingen hjælp at hente, blot spærret inde.
Jeg oplevede i sommers da jeg henvendte mig på psykiatrisk skadestue at blive sendt hjem igen og bedt om at komme tilbage efter jeg havde forsøgt selvmord, fordi der ikke var plads – mange havde været isolerede for længe og kombineret med sommerferiesyndromet var afdelingerne overfyldte med mennesker der havde fået alvorligt brug for hjælp.
I en periode overgik den ambulante behandling til at være kun telefonisk.
Da jeg var indlagt på Rigshospitalet da landet lukkede ned blev min tandlægetid aflyst og udsat på ubestemt tid – en konsultation der var uendelig vigtig for mig fordi jeg havde impulser til at slå mine tænder ud på grund af et problematisk bid.
Jeg har hverken studie eller arbejde og jeg bor alene, så jeg har virkelig mærket isolationen.
Det var helt umuligt for mig i starten med mundbindene. Der er stadig krav om mundbind når jeg er i ambulant behandling. Det er ikke nemt, hverken selv at bære det – med briller der dugger – eller det at mine behandleres ansigter er skjulte for mig.
Det er ikke nemt at restauranter, caféer osv. har lukket. Jeg har tit ikke overskud til selv at lave mad. Det betød rigtig meget at kunne spise en shawarma inde på mit sædvanlige kebab-sted, eller spise havregrød på Grød; en god måde at komme lidt ud på og være blandt mennesker og samtidig få noget at spise.

Jeg har følt mig meget ramt af nedlukningen. Men samtidig kan jeg mer’ og mer’ se hvor meget andre også har været og er det. Og jeg er begyndt at frygte at få corona. Det gjorde jeg ikke i starten. Jeg har fået mere respekt for sygdommen, som når jeg for eksempel hører om min kære forhenværende kontaktperson og psykologs forløb. Og tanken om at miste smags- og lugtesansen, det vil være en katastrofe i mit tilfælde. Når jeg ikke er indlagt overlever jeg stort set kun igennem at kunne spise noget god mad, som smager godt.

Så jeg håber at dette skriv måske vidner om nuancerne i debatten. Der er både konsekvenser ved corona og ved nedlukningen, selvfølgelig. Jeg tror der hvor mit hjerte bor er, at jeg er glad for at vi prøver at undgå smittespredning, at hospitalerne bliver overbelagte, at personalet bliver syge, at mange bliver forfærdeligt eller alvorligt syge. Hvor imod jeg i starten stod helt af på Mette Frederiksens nedlukningstale. Men det er svært at sige. Der er så mange der lider i det her. Jeg er glad for at det ikke er mig der har mistet mit arbejde. Jeg har været på kontanthjælp, og den er fortsat på trods af corona og nedlukning. Og jeg er glad for at det ikke er mig der har begået selvmord under corona og ikke har fået en begravelse. Jeg er glad for at det ikke er mig der er barn og er ved at formes som menneske og går i skole hvor alt handler om corona. Og jeg er glad for at jeg ikke har mistet en af mine nærmeste til denne sygdom. Men jeg lider med dem der har lidt og lider mest. Og jeg savner uendelig meget at have fysiske samtaler med min kære præst. Glæder mig til vi kan synge igen. Gå i kirke igen. Osv. osv. osv.
Samtidig med at jeg også frygter genåbningen lidt. At alle folk er ude og leve et normalt liv, mens jeg fortsat har en masse begrænsninger, ikke længere på grund af corona og nedlukning, men sådan som min situation i det hele taget er. Følelsen af ikke at kunne være en del af fælelsskabet. Som den eneste. Nu er vi trods alt alle lidt i samme båd. Udover at andre kan gå ture, og det kan jeg ikke osv. osv. osv.

Respekt for de sygeplejesker, sosu-assistenter, læger, portører, servicemedarbejdere, recoverymentorer, psykologer, fysioterapeuter, ergoterapeuter osv. som jeg lige nu hver dag omgås med på hospitalet, som hver dag under stort set hele deres arbejdstid bærer mundbind, og som er nødt til at være meget meget forsigtige med hvordan de agerer i deres privatliv/fritid for ikke at risikere at bringe smitte med ind på hospitalet.
Når man er indlagt er man som patient fritaget for at bære mundbind, da vi bliver testet hver uge.
Til gengæld fik jeg lov til at opleve juleaften at komme i isolation på min stue – det skulle alle der havde været hjemme til jul – hvilket for mig resulterede i at jeg måtte flyttes til lukket afdeling hvor jeg blev i halvanden måned.
Jeg har også været indlagt med flere ph.d.-studerende som er gået helt ned under nedlukningens konsekvenser for dem.

Jeg GLÆDER mig til vi kan kramme og samles igen og til at den i forvejen noget kropsløse psykiatri kan få lidt mere krop igen. Min krop skriger! Mit sind skriger! Respekt for alle der på den ene eller anden måde lider under den her situation. Må Gud være os nådig og hele vores sår eller trøste os der hvor vi er gået i stykker.

Foto: Privat

Om Forfatteren

Jeg skriver for at overleve. Jeg skriver det ubærlige ned. Ved at skrive det ned bliver det ubærlige momentvist lidt mindre ubærligt. For 10 år siden kom jeg første gang i kontakt med psykiatrien. Efter det første møde vendte jeg den ryggen. I fire år gik jeg andre veje. Men så blev jeg indlagt, og siden har psykiatrien fyldt meget i mit liv. Jeg har mange indlæggelser bag mig gennem de sidste fem og et halvt år. Kæmper stadig for at overleve. Her skriver jeg mig igennem virkeligheden. Skriver mig til en ny virkelighed, idet jeg skriver det som er.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.