Af Tina M. Møller
Helt tilfældigt faldt jeg over en annonce på Facebook fra Ungdomsbureauet. Der stod, at de søgte unge skrivemakkere og forfattere under 30 år til et bogprojekt. Med en skriftlig baggrund overvejede jeg kraftigt at blive skrivemakker, men tidligere på året (2020) fik jeg også min endelige diagnose. Jeg ville derfor være ideel til begge roller, men var min diagnose stadig for ny, til jeg kunne skrive om den? Jeg havde trods alt aldrig hørt om den, før jeg fik den. Selvom diagnosen stadig var ny og lidt af et ukendt territorium for mig, så følte jeg, at det ville kunne hjælpe mig med at lære den og ikke mindst den nye mig bedre at kende. Derfor besluttede jeg mig for at medvirke som forfatter.
Processen
Kort efter at jeg havde tilmeldt mig, blev jeg inviteret med til en introduktionsaften for at få fortalt det videre forløb. Der gik heller ikke længe, før jeg fik tildelt min skrivemakker – et godt match. Jeg havde fra starten af sagt, at jeg gerne ville skrive min historie selv, og så kunne hun påtage sig en form for redaktør-rolle. Jeg fortryder bestemt ikke det valg. Med sin journalistbaggrund ville hun sikkert have skrevet min historie på en god måde, men jeg følte, at jeg bedre kunne se mig selv i min historie, som jeg skrev den – med hendes indsigelser.
Trods vi alle havde et maksimum i forhold til længde, skrev jeg derudaf. Det er sådan jeg personligt selv skriver, da man efterfølgende altid kan skære ting af og dermed skære helt ind til kernen. Derfor fik jeg skrevet en hel del, selvom ikke alt skulle bruges. Jeg indså hurtigt, at jeg til tider kan have svært ved at formulere mig mundtligt, men på skrift går det nærmest flydende. Alle mine følelser og tanker røg hurtigt ned på papiret, og jeg fik dermed et bedre billede af, hvad det vil sige at være mig med en ny diagnose.
Allerede før jeg tilmeldte mig, var jeg dog i tvivl om, hvorvidt jeg ville være hudløst ærlig og fortælle alt om min diagnose eller ej. Der var trods alt noget ved mig, jeg aldrig havde turdet nævne for nogen som helst, før jeg kom til min udredning. Min skrivemakker fik mig dog overtalt til at skrive det, og så måtte vi se, om det kom med i min historie eller ej. Og det gjorde det. Jeg vil dog ikke komme med nogle spoilers til det.
Hvorfor jeg tilmeldte mig
Tilbage i april 2020 fik jeg efter et 12 års langt forløb on/off fra psykiatrien endelig diagnosen skizotypisk sindslidelse. Før da havde jeg altid troet, at jeg ”bare” led af depression og senere hen også angst. At få en diagnose var derfor en lettelse, da jeg nu endelig vidste, hvad der var galt med mig.
Men som nævnt havde jeg aldrig hørt om den, før jeg fik den stillet. Jeg vidste derfor ikke helt, hvad det betød, udover hvad de havde nævnt ved udredningen. Til gengæld bemærkede jeg dog hurtigt, hvordan folk reagerede, når jeg fortalte dem det. Det at blive dømt på forhånd samt stigmatiseringen fik mig hurtigt til at indse, at jeg ville være åben om min psykiske lidelse. Jeg ville derfor gøre mit for at aftabuisere det at have en psykisk sygdom, men jeg ville samtidig også gerne have mere fokus på, hvad det vil sige at have skizotypisk sindslidelse.
Set i bakspejlet
Vi havde nogle uger til at skrive historien, og i december skulle det endelige resultat afleveres. Der gik faktisk ikke længe, før jeg allerede begyndte at få en trang til at ændre ting i min historie. På daværende tidspunkt (og faktisk stadig i dag) fik jeg fortsat behandling, der gjorde mig klogere på mig med en skizotypisk sindslidelse. Det har derfor haft den betydning, at når jeg i dag læser min historie, kan jeg måske være en smule uenig i noget af det, jeg har skrevet, eller ønske, at jeg havde inddraget noget andet. Men jeg kan ikke ændre det. Og ærligt, det har jeg heller ikke lyst til. Min biddragelse til bogen er første gang, jeg føler, at jeg rigtig får fortalt, hvordan min hverdag er med skizotypisk sindslidelse.
Javist, det har måske ændret sig lidt sidenhen; jeg er blevet klogere på mig selv, men vi er trods alt alle mennesker. Vi kan konstant ændre os – sammen med vores diagnose.
Og selvom jeg måske vil fortælle min historie anderledes i dag end dengang, så fortryder jeg bestemt ikke, at jeg deltog i bogprojektet. Det var det skub, jeg havde brug for for at blive bedre til at fortælle min historie, uanset hvor mange gange den kan ændre sig på vejen.
Jeg vil derfor opfordre alle til at fortælle deres historie. Hvad end de vil gøre det offentligt til hele verden, som jeg gjorde, eller mere privat bare til dem selv. Det at sætte sig ned og få skrevet på et stykke papir ”hvordan er min hverdag med en psykisk lidelse?” har virkelig givet mig et bedre indblik i, hvem jeg er som person, og det har samtidig skabt en bedre forståelse fra andre for mig.
Bogen ”De Kronisk Syge” kan bestilles ganske gratis gennem Ungdomsbureauet.