Introduktion til digtene
Jeg har altid været lidt misundelig på dem, der kan bruge deres maniske perioder til noget fornuftigt i deres kunst. Som bare kan arbejde og arbejde i dage og nætter og skabe store værker. Det har jeg aldrig kunnet. Manierne har været en ørkenvandring af kreativ frugtesløshed, hvor storhedsvanviddet har styret showet, og jeg troede på alle de fantastiske ideer, der indfandt sig i en stadig strøm. Nope! Intet at hente dér. Og der har slet-slet aldrig været noget kreativt at hente i en indlæggelseskrævende depression.
Jeg blev vildt overrasket over de her tekster. Jeg var næsten lige blevet udskrevet. Jeg kan ikke engang huske, hvorfor jeg sad foran computeren med et åbent tekstark. Men det gjorde jeg, og der kom de her tekster ud af det. Selvom det ikke er store værker, der går over i historien, så betød det noget.
Jeg sagde til min mand den følgende morgen: Jeg tror sgu jeg fik forløst lidt depressiv energi. Min depression forsvandt ikke, men der kom et lille glimt af recovery-lys ind gennem en eller anden sprække, uden at jeg vidste hvorfor…
Af Louise
Nyttige små idioter
Selvmordstankerne: Blinde, dumme og døve og i alt for stort et antal.
Stive, sindløse tinsoldater uden øjne eller hjerte.
De marcherer bare ind uden at være budt velkommen, og de tørrer aldrig fødderne af på måtten.
Hvis der kun var én, kunne den fejes væk som et støvfnug på et ærme. Men i det her antal – no way. De maser sig ind i det tomrum, depressionen venligt gravede ud for dem.
Det er det, de gør, det er deres job.
De spænder sortheden ud som en parabol, der kun transmitterer et enkelt program.
Et røvsygt program. Jeg har set det før. Hvis det ikke var så afskyeligt, ville det næsten være morsomt.
Du kender det selv, du har set det. Det reflekterer sortheden ud i alle verdenshjørner, giver den en stemme, og den stemme har kun ét ord i sit ordforråd. Kun en løsning, kun en udvej.
Et lækkert ben at gnaske på for den usle køter, som sindet har transformeret sig til.
Man kan studere det indgående, vende og dreje det i lyset som et prisme.
Den eller dén metode. Hvilken en skal jeg vælge, hvilken skal få lov til at rotere og bore sig ind i det bløde tankekød?
Det er et skodprogram, men alligevel det eneste værd at se; en vidunderlig afledning i stedet for at glo på depressionens vederstyggelighed, der nådesløst har lukket sig om verden.
Mani og Depression er kærester
De er et af de der tåkrummende
pinligt kiksede par, der har det
samme tøj på. Sweateren er
strikket af angst.
Buksernes fløjl danner
små tagrender for
deres ekskrementer,
løber ned på skoene
sopper i kloakvandet.
De to burde aldrig have fået børn!
For børnene savler så rædderligt,
får aldrig skiftet ble, bliver fodret
med marshmallows fra helvede og
pølsehorn fyldt med
dødningeketchup fra dybet af en
uranbrønd; deres tænder er ætset
væk. Intet stiklagen vil kunne redde
dem fra de kødædende bakterier, der
smasker sig ind i tryksårene. De små
stakler, hvor var børneværnet, da der
var brug for dem?!
Den lille hjort
Jeg vil gerne være en hjort
med blødt skind og store
mørke øjne på en mark med
vinterrug. Den hører et råb
fra en skade, ser op og
springer gennem skumringen
ind i skoven. Nu ligger den i
skovbunden. Angsten drysser
af dens skind som aske