“Så kan man vel egentlig sige, du slog op med dine diagnoser?” spurgte den pædagogstuderende mig. Jeg smilte. Sådan havde jeg egentlig aldrig tænkt på det. For som jeg netop havde fortalt den pædagogstuderende og hendes medstuderende, så er det jo egentlig ikke fordi, at jeg er direkte imod diagnoser. Men jeg er diagnosekritisk. Forstået på den måde, at jeg anerkender, hvordan diagnoser kan være fine og nyttige arbejdshypoteser. Men jeg forholder mig kritisk til den måde, hvorpå diagnoser tit får lov til at forstyrre vores nysgerrighed i mødet med det enkelte menneske. Vi glemmer alt for tit, hvordan det psykiatriske diagnosesystem kun er grupperinger af forskellige symptomer. Dets store mangel er, hvordan det ej stiller sig undersøgende nok overfor individets baggrund og livshistorie. Og som tidligere patient og nu ansat i psykiatrien, så bliver jeg nødt til at sige, hvordan vi ej hellere er dygtige nok til det under diagnosticeringen.
Men tilbage til samtalen med den pædagogstuderende. Jeg fortalte om, hvordan min “hjælp” de første 2 år udelukkende havde bestået af diagnosticering og medicin. Ingen terapi. Ingen socialpædagogisk støtte. Udelukkende medicinkontrol og introduktion til, hvilken “ubalancer” mine 2 diagnoser var skyld i, i min hjerne. Med denne forståelse kunne mine forældre og jeg overvejende ikke fortage os så meget andet end at vente på medicinernes virkninger, så mine symptomer kunne blive reduceret. Alligevel fik jeg det kun værre.
Denne biomedicinske forståelse giver vi stadig ofte den ramte og dets pårørende. Det ærgrer mig. Det kan (ikke altid) desværre gør folk ufrivillige passive og blinde for, hvilken påvirkning man selv kan have på sine symptomer. For hvordan symptomer kommer til udtryk, kan ofte have en sammenhæng med miljøet. Særligt herunder hvordan miljøet respondere.
Den bedste hjælp jeg har fået, var da jeg efter 3 år som “syg”, oplevede en relation, hvor jeg kunne sætte ord på følelser, tanker og hændelser, som jeg aldrig rigtigt havde delt med nogen om. Stille og roligt begyndte jeg at forstå, hvordan der var en sammenhæng med mine symptomer. Symptomerne var ikke bare resultatet af 2 diagnoser/sygdomme. Det var simpelthen nødvendigt at jeg lærte at forholde mig til de følelser, tanker og hændelser, hvis jeg skulle få det bedre. Det var uundgåeligt en smertefuld proces – men den var nødvendig. Heldigvis havde jeg under mine indlæggelser gode personaler til at passe på mig, når det var for smertefuldt.
Den ene af mine diagnoser blev fjernet i 2011. Den anden som jeg stadig har, hedder: ”Tilbagevendende svær depression”. Men trods diagnosens navn, så har den i næsten 10 år glemt at vende tilbage. Når jeg fortæller om min recovery-proces, bruger jeg ikke rigtigt diagnoserne. Jeg snakker mere om mine ”dæmoner”, altså de symptomer, som jeg var forpint af. Under min recovery-proces stoppede jeg nemlig med at forså mine symptomer som psykiske sygdom. I stedet begyndte jeg at forstå symptomerne som reaktioner. Reaktioner, som jeg skulle lære at forstå, for at blive klogere på mig selv. Denne forståelsesproces og fokus på at skabe meningsfuldhed i mit liv, blev vejen til det dejlige liv, som jeg har i dag.
Så ja, jeg slog vel egentlig op med mine diagnoser?
FOTO: Gratis fra https://pxhere.com/da/photo/618038