“Så kan man vel egentlig sige, du slog op med dine diagnoser?” spurgte den pædagogstuderende mig. Jeg smilte. Sådan havde jeg egentlig aldrig tænkt på det. For som jeg netop havde fortalt den pædagogstuderende og hendes medstuderende, så er det jo egentlig ikke fordi, at jeg er direkte imod diagnoser. Men jeg er diagnosekritisk. Forstået på den måde, at jeg anerkender, hvordan diagnoser kan være fine og nyttige arbejdshypoteser. Men jeg forholder mig kritisk til den måde, hvorpå diagnoser tit får lov til at forstyrre vores nysgerrighed i mødet med det enkelte menneske. Vi glemmer alt for tit, hvordan det psykiatriske diagnosesystem kun er grupperinger af forskellige symptomer. Dets store mangel er, hvordan det ej stiller sig undersøgende nok overfor individets baggrund og livshistorie. Og som tidligere patient og nu ansat i psykiatrien, så bliver jeg nødt til at sige, hvordan vi ej hellere er dygtige nok til det under diagnosticeringen.

Men tilbage til samtalen med den pædagogstuderende. Jeg fortalte om, hvordan min “hjælp” de første 2 år udelukkende havde bestået af diagnosticering og medicin. Ingen terapi. Ingen socialpædagogisk støtte. Udelukkende medicinkontrol og introduktion til, hvilken “ubalancer” mine 2 diagnoser var skyld i, i min hjerne. Med denne forståelse kunne mine forældre og jeg overvejende ikke fortage os så meget andet end at vente på medicinernes virkninger, så mine symptomer kunne blive reduceret. Alligevel fik jeg det kun værre.

Denne biomedicinske forståelse giver vi stadig ofte den ramte og dets pårørende. Det ærgrer mig. Det kan (ikke altid) desværre gør folk ufrivillige passive og blinde for, hvilken påvirkning man selv kan have på sine symptomer. For hvordan symptomer kommer til udtryk, kan ofte have en sammenhæng med miljøet. Særligt herunder hvordan miljøet respondere.

Den bedste hjælp jeg har fået, var da jeg efter 3 år som “syg”, oplevede en relation, hvor jeg kunne sætte ord på følelser, tanker og hændelser, som jeg aldrig rigtigt havde delt med nogen om. Stille og roligt begyndte jeg at forstå, hvordan der var en sammenhæng med mine symptomer. Symptomerne var ikke bare resultatet af 2 diagnoser/sygdomme. Det var simpelthen nødvendigt at jeg lærte at forholde mig til de følelser, tanker og hændelser, hvis jeg skulle få det bedre. Det var uundgåeligt en smertefuld proces – men den var nødvendig. Heldigvis havde jeg under mine indlæggelser gode personaler til at passe på mig, når det var for smertefuldt.

Den ene af mine diagnoser blev fjernet i 2011. Den anden som jeg stadig har, hedder: ”Tilbagevendende svær depression”. Men trods diagnosens navn, så har den i næsten 10 år glemt at vende tilbage. Når jeg fortæller om min recovery-proces, bruger jeg ikke rigtigt diagnoserne. Jeg snakker mere om mine ”dæmoner”, altså de symptomer, som jeg var forpint af. Under min recovery-proces stoppede jeg nemlig med at forså mine symptomer som psykiske sygdom. I stedet begyndte jeg at forstå symptomerne som reaktioner. Reaktioner, som jeg skulle lære at forstå, for at blive klogere på mig selv. Denne forståelsesproces og fokus på at skabe meningsfuldhed i mit liv, blev vejen til det dejlige liv, som jeg har i dag.

Så ja, jeg slog vel egentlig op med mine diagnoser?

 

FOTO: Gratis fra https://pxhere.com/da/photo/618038

Om Forfatteren

Sanne blogger om sin erfaringer som både tidligere patient og ansat i behandlingspsykiatrien samt relatere disse til sine daglige refleksioner. Sanne er til dagligt ansat som projektkonsulent hos Peer-Netværket og arbejder som pædagog i ungdomspsykiatrien. Desuden studere hun MSc. in society and health ved Universitetet i sørøst- Norge. Hun er uddannet pædagog med PD i specialpædagogik og har desuden tidligere arbejdet som Recovery-mentor i Region Hovedstaden.

2 Kommentarer

  1. Arne Nielsen

    Hej Sanne!

    Mange tak for artiklen. Jeg har i mange år haft omgang med andre psykisk syge patienter som jeg selv, og har derved ofte haft den oplevelse, at selvom vi måske, rent symptommæssigt, og derfor diagnosemæssigt, fejler det samme, så er jeg temmeligt sikker på, at de bagvedliggende mekanismer er forskellige. Hidtidige genetiske undersøgelser er kommet op med det resultat, at de gener, der laver ravage i forhold til sindslidelser, er de fleste i besiddelse af. Derfor er jeg af den opfattelse, at disse undersøgelser ikke er tilstrækkelige for at redegøre for det lille mindretal, personer med alvorlige sindslidelser udgør af befolkningen. Der er hele det epigenetiske område, og det forhold, at de kopier af generne, som anvendes til fremstilling af enzymer af cellernes maskineri, undergår redigering, før de anvendes hertil. Vi må have det hele med. Personligt tror jeg nu nok på det rigtige i at angribe problemerne fra den videnskabelige bov – vi skal bare være forberedt på, at det bliver indviklet, og at der kan gå mange år, før vi kan sige noget begavet om, hvad sindslidelser egentligt er for noget. I mellemtiden kan vi jo forsøge at udforske psykologien i det hele.

    Mange hilsner fra Arne

    Svar
  2. Susanne Holgaard

    Hej Sanne.

    Tak for at dele her på bloggen.
    Interessant, at du nu selv arbejder indenfor systemet.
    Jeg har aldrig set mig selv som “patient” i psykiatrien, og ej heller accepteret den diagnose jeg blev påtvunget, selvom alle omkring mig forsøgte at presse mig ind i den definerede rolle.
    Jeg vidste at de ikke vidste hvad min livskrise handlede om. Og jeg blev udsat for en en to lang fejlbehandling, med traumer, angst, fysisk sygdom til følge.
    Jeg har skrevet en bog : ord en digtsamling om emnet og er igang med yderligere to bøger, fordi vi skal have ændret tankegange, og fjernet magten fra systemet til det enkelte individ. Vi har så mange resursestærke mennesker, som ikke kommer i spil, og det kan jeg ikke acceptere.
    Hjerteligst Susanne Holgaard.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.