Tilbage i vinteren 2012 var jeg indlagt på den lukkede afdeling på Bispebjerg hospital i en psykotisk episode. Diagnosen var klar: Paranoid skizofreni. Handlingen var klar: Langvarig indlæggelse og derefter et liv på botilbud.
Forløbet viste sig at gå anderledes. Efter at være flyttet hjem opstartede jeg i et ambulant forløb i OPUS regi, hvor min medicin blev reguleret og til dels også udtrappet. Et forløb i OPUS er for unge mennesker med psykotiske gennembrud som normalt har en varighed af to år. Et år inde i forløbet opstartede jeg som peer-medarbejder og oplevede den første rolleombytning eller metamorfose, hvor min rejse fra offer til overlever havde et af sine vendepunkter. Her gik jeg som medarbejder ind i samarbejdet med psykiatere som jeg selv i min fritid var patient hos, samt varetog arbejdet som kontaktperson i socialpsykiatrien.
Senere startede jeg som pædagogstuderende med en specialisering i social- og specialpædagogikken. Mine interesser lå klart hos mennesker med psykosociale udfordringer efter selv at være blevet afsluttet i psykiatrien. I mine lange praktikker havde jeg med unge mennesker med Aspergers syndrom og dobbeltdiagnosticerede at gøre og jeg skrev en BA-opgave om pædagogens rolle i det socialpsykiatriske arbejde omkring unge med skizofreni. I denne periode på 3,5 år foregik der endnu en metamorfose fra en arbejdsidentitet som peer-medarbejder til socialpædagog, som udmundede sig i en central arbejdsmæssig rolle i forbindelse med at opstarte et nyt ungebotilbud.
I 2019 blev jeg optaget på pædagogisk sociologi på Danmarks pædagogiske universitet og startede samtidig som forskningsassistent på et praksisforskningsprojekt i socialt arbejde. Jeg vendte tilbage til psykiatrien og fik revurderet min diagnose fra paranoid skizofreni til bipolar affektiv sindslidelse type 1. Endnu en metamorfose både privat og professionelt, hvor jeg skulle lære mig selv at kende. Mit speciale blev delvist autoetnografisk, hvor jeg udforskede min egen recovery-proces samtidig med, at jeg lavede en etnografisk undersøgelse af en peer-drevet organisation.
Med baggrund i mit speciale ”Recovery, læring og overskridelse af marginalisering – en peer-ledet etnografisk undersøgelse af et grænsefællesskab i psykiatrien” arbejder jeg i dag som makrounderviser på efteruddannelsen i recovery og rehabilitering på Københavns Professionshøjskole. Denne metamorfose er en bevægelse fra en position som studerende til en position som karaktergivende eksaminator i recovery- og rehabilitering. Ligeledes er jeg startet som underviser på pædagoguddannelsen hvor jeg vejleder og underviser kommende social- og specialpædagoger bl.a. i faget ”Mennesker i udsatte positioner”.
Min proces fra at gå fra en position som offer og psykiatrisk patient til overlever, vejleder og underviser er ikke slut. Dette lille indlæg er bl.a. inspireret af, at jeg til foråret er inviteret ud på Danmarks Pædagogiske Universitet for at fortælle om min karrierevej til at blive underviser, og der har mit drive som psykiatrioverlever en væsentlig rolle at spille. Forhåbentlig kan det inspirere både nuværende psykiatriske patienter, men også nuværende studerende som kæmper med de omfattende pensums og tunge bøger.
Foto: pixabay.com