Livet er hårdt. Livet er brutalt. Livet er ensomt. Livet er uretfærdigt. Livet er en endeløs kamp. Livet kan virke håbløst og livet kan gøre så ondt, at man vil gøre alt for at få det til at stoppe. Alligevel er vi her stadig. Alligevel er jorden stadig fyldt af liv. Alligevel fortsætter vi. Alligevel giver menneskeheden ikke op, også selvom livet er som jeg lige har beskrevet. Alligevel bliver vi ved med at forsøge. Vi bliver ved med at forsøge igen og igen. Vi overlever verdenskrige, pandemier og frygt. Vi bliver ved med at kæmpe selv når uskyldige mennesker i hele verden lider dag efter dag. Vi bliver ved med at kæmpe selv når vi hører om global opvarmning, om krig og ødelæggelse, om terror, om massemord, om atomvåben og jeg kan blive ved. Vi bliver ved med at fortsætte på grund af håb. Vi bliver ved med at fortsætte så vi kan opleve de gode sider af det at leve. Så vi kan opleve medmenneskelighed. Opleve kærlighed. Opleve venskaber. Opleve latter. Opleve nærvær. Opleve glæde. Opleve solens varme og græsset under fødderne. Opleve hvad det vil sige at være i live.
Livet er og vil aldrig blive en dans på roser. Livet vil være en kamp som alle vil kæmpe indtil sidste åndedræt. Livet er en kamp som alle levende væsner kæmper. En kamp med opture og nedture. En kamp hvor det gælder om at fokusere på fordelene ved at være i live.
Men når man har en psykisk sygdom er livet så bare også svært på andre måder end det jeg lige har skrevet. For hvis man har en psykisk sygdom kæmper man samtidig også en kamp med sig selv samt ens udfordringer, som kan virke så fuldkommen uoverskuelige og umulige, at døden pludselig kan virke som en fandens god ide. Denne kamp foregår inde i hovedet. Denne kamp er usynlig udenpå og andre kan ikke altid se hvor meget man lider når man kæmper den. Det er ikke ligesom at brække et ben eller at få en ordentlig omgang influenza som bare ikke vil gå over. For med et brækket ben har du gips på benet og kan ikke gå, og med influenza vil kroppen ofte være varm, snotten vil stå ud af næsen og man vil ikke kunne stoppe med at hoste. Ingen vil være i tvivl om at man ikke har det godt. Måske vil folk endda ønske dem god bedring uden at kende dem overhovedet. Nogle vil måske bare tænke ’godt det ikke er mig’. Men en ting er sikker, jeg har endnu ikke mødt en person der ville være bange for en person bare fordi at han eller hun har et brækket ben eller har influenza eller for den sags skyld en hver anden form for sygdom som ikke foregår inde i hovedet. Og hvad er forskellen på at have en skade eller være fysisk syg og så at kæmpe med en psykisk sygdom? Ikke andet end når sygdommen foregår inde i hovedet kan andre folk ikke se den. Og når folk ikke kan se den og heller ikke har kendskab til hvad psykisk sygdom er, forstår de ikke hvad det vil sige at være psykisk syg. Og når medierne så samtidig bliver ved med at beskrive mennesker med psykisk sygdom som farlige, er det det syn den danske befolkning får på mennesker der kæmper en psykisk sygdom. Dette gør at mennesker med psykisk sygdom faktisk skal håndtere to ekstra kampe oven i de kampe som alle mennesker har. Både en usynlig kamp men også en kamp om ikke at blive dømt af medierne og den danske befolkning.
Så når man har en psykisk sygdom er livet ikke kun hårdt på samme måde som for alle de mennesker der ikke har en psykisk sygdom. Når man har en psykisk sygdom kan den nemlig ikke ses udenpå og dermed er der mindre forståelse for hvordan det er at have denne ekstra kamp i livet. En kamp som nogen gange kan sætte en stopper for ens drømme. Drømme som folk med psykisk sygdom deler med et hvert andet menneske på denne jord. En drøm om at have det godt, og en drøm om at være glad.
Foto: Privat