I går var jeg ude på gangen. I går så jeg noget andet end de samme vægge som jeg har gloet på de sidste tre måneder. I går åbnede en psykolog den dør som jeg har gået og stirret på hver eneste dag, og ikke nok med det, hun lod mig komme ud af den dør. Det var en syret oplevelse. Det var en, på en gang, fantastisk og mærkelig oplevelse, som om at min hjerne ikke helt kunne fatte, at jeg for engangs skyld var meget tæt på friheden. At jeg ikke var inde på afdelingen. Jeg havde virkelig svært ved at fatte at det virkelig skete. At jeg virkelig gik ned ad den lange gang, sammen med psykologen, og ikke var spærret inde på den lukkede. At vi virkelig gik ned i kiosken, og at jeg købte chokolade og kager og smøger. Det varede ikke mere end måske højst ti minutter før jeg var tilbage på afdelingen. Men de ti minutter fodrede mit håb for fremtiden.
Hvis du spørger mig, er den vigtigste ingrediens, som man skal bruge for at overleve på den lukkede håb. Håb, men også drømme. Og det er virkelig hvad jeg har overlevet på de sidste mange måneder. Jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre uden mit håb. Håb er det der gør at jeg rejser mig op igen og igen. Håb er det der gør at jeg fortsætter med at kæmpe. Håb er det som holder mig i live. Håb, men også den lukkede afdeling som jeg er på lige nu. Man kan sige meget om lukkede afdelinger og psykiatrien i det hele taget. Man kan snakke om de manglende ressourcer, manglen på psykiatere, sengepladser og tid.
Men jeg ved også, at det at jeg her på den lukkede lige nu, nok er grunden til at jeg stadig er i live, og det er jeg taknemmelig for. Ikke at det gør det nemmere at være her overhovedet. Jeg hader at være låst inde, og jeg hader kun at kunne bevæge mig rundt på det samme lille areal hver eneste dag. Jeg hader at være tvangstilbageholdt, så det er lægerne som bestemmer over mig. Jeg hader tanken om at jeg i øjeblikket har brug for hjælp til at blive ved med at kæmpe. Jeg hader at være afskåret fra friheden. Jeg hader mine udfordringer, men ved også at mine udfordringer har gjort mig til den jeg er. Mine udfordringer har gjort mig stærk.
Det at være på en lukket afdeling er virkelig hårdt. Det suger ofte glæden ud af mig, og der skal efterhånden ikke altid så meget til før jeg bliver irriteret. Jeg føler mig nogen gange som et dyr i et bur, og tiden er begyndt at flyde sammen til en stor masse. Jeg er ved at få hospitalskuller af det her sted.
Men her kan jeg så igen bringe den vigtige ingrediens håb på banen igen. For jeg har håb for min fremtid. Jeg ved, at jeg på et tidspunkt vil blive udskrevet fra denne afdeling. Jeg ved at jeg på et tidspunkt vil stå ude i friheden og mærke vinden, se på træerne og høre fuglene synge. Jeg ved at jeg en dag vil sidde i et klasselokale og studere, som virkelig er en af mine største drømme for fremtiden.
Tanken om en bedre fremtid får mig tilbage på rette spor igen hver eneste gang jeg snubler, hver eneste gang min hjerne går i sort og jeg ikke længere kan tænke klart, hver eneste gang jeg er tæt på at give op.
Udover håb og drømme, er en af mine vigtige strategier for at overleve her på den lukkede, at holde mig igang. Jeg tegner, finder på jokes, snakker med personalet, spiller kort med de andre, deltager i diverse tilbud på afdelingen, hopper op på bordtennis bordet ude i haven for at se verden fra et nyt perspektiv, hører musik, pjatter, skriver og jeg kunne blive ved.
Jeg holder fast i mit håb, jeg holder ud og jeg holder mig selv i live. Og som en personale engang sagde til mig: “This too shall pass.”
Foto: Privat