Hvis folk havde sagt, at jeg ville flytte hjemmefra, som 17 årig og endda i den anden ende af landet, så havde jeg sagt: ”aldrig i livet.”
At jeg ville flytte så langt for kærligheden og blive mor i en tidlig alder, havde jeg bare rystet på hovedet.
For at forstå hvorfor jeg ville reagere sådan, er, fordi at jeg var meget afhængig af min mor pga sygdom.
Fordi jeg var syg, sprang jeg over at være teenager og inden jeg så mig om, var jeg hurtigt voksen.
Jeg lærte virkelig at stå på egne ben. En hel ny begyndelse og det hele var så spændende, men det var også svært at finde rundt i en ny by, som var meget større, end jeg kom fra.
Desværre mistede jeg mine veninder pga afstanden og vi havde også vokset fra hinanden. Det sværeste var at finde nye venner, især fordi jeg ikke var så god til at komme ud og kunne godt lide at fordybe mig. Jeg fik også meget travlt med min datter og skole, så jeg følte ikke, at der var plads til mere.
Jeg var så stolt over, at jeg hurtigt fik en hverdag til at fungere. Det var også meget hårdt at være kærester, hvor vi flyttede sammen i vores første lejlighed og efter kun få måneder var vi også forældre. Økonomien var hårdt presset og jeg havde ingen idé om, hvordan man styrede en økonomi, så jeg lærte det på den hårde måde.
I starten var jeg meget afhængig af min kæreste, som ligesom havde taget over, hvor min mor slap. Men der skete noget indeni mig, da jeg blev mor, det var som om, at jeg blev selvstændig, som aldrig før. Jeg blev uafhængig af andre, for min lille pige havde brug for mig.
Jeg bor stadig i byen, men bor alene nu, forholdet gik i stykker pga mange ting. Jeg tror, at vi tog munden for fuld.
Jeg er stadig stolt af, at jeg klar mig selv, på trods af at min familie bor langt væk.
Mit budskab med at fortælle min historie er, at uanset hvad man slås med af sygdom eller andet, skal man stadig følge sine drømme.
Vil du også være med til at fortælle om livet med psykisk lidelse?
Kontakt: redaktion@outsideren.dk
En tekst fra min tidligere blog “Tabubryder”