Refleksioner over et liv under en indlæggelse på afsnit for spiseforstyrrelser del 2
Somme tider føles det, som om jeg går i tusind stumper og stykker som et glas, der knuses. Jeg plejede at tro, at det var en svaghed. Det er det ikke. Det er alle de små stykker af mit liv og mine erfaringer – lyse, mørke, skårede og ridsede – som udgør en storslået mosaik. Mig.
Kender du følelsen af at gå i stykker? At smerten i sindet bliver så intens, at den fysisk knuser dig som en hammer mod et krystalglas? Og følelsen af aldrig, aldrig at kunne blive hel igen?
Måske har det aldrig været ikke meningen, at vi skal blive hele igen. Hele som i uskårede og intakte som før. Men at vi i stedet, når vi finder styrken, skal tage hvert at de små glasstykker op, betragte dem med nysgerrighed og lade hvert af dem finde sin plads i et nyt mønster. Lade hvert eneste lille stykke reflektere lyset på sin egen måde, gennem sine unikke skår, ridser og farver. Lade de små uregelmæssigheder fremtrylle de vidunderligste nuancer i livets mosaik.
Skårene i sig selv skal ikke begrædes. De skal betragtes og bekranses.
Engang talte jeg med en psykiater, som fortalte mig, at hun aldrig havde mødt en person, som var i stand til at holde så meget sammen på sig selv som mig. Jeg har holdt så meget sammen på mig selv, at jeg de fleste gange, jeg er blevet vurderet i ’akut og nærliggende fare for mig selv’ og er blevet akut indlagt med assistance af politiet, alligevel har kunnet mønstre et nydeligt sæt tøj, fejlfri makeup og pænt opsat hår. Fordi jeg har holdt sammen på mig selv helt indtil det splitsekund, hvor smertens hammer har fået mit glas til at splintres i tusind stykker.
Derfor er mine ressourcer også ofte blevet fejlvurderet, fordi jeg ikke fremstår ødelagt. Min forsvarsmekanisme er blevet fejltolket som overskud og min tilstand dermed som mindre alvorlig – ikke kun uden for ’systemet’ men også indenfor. Med store konsekvenser, somme tider.
Men forpinthed ser ikke ud på en bestemt måde. Forpinthed er ikke et udtryk men et indtryk. Det kan ikke altid ses, men det kan mærkes af den, som giver sig lov, og ikke er bange for at skære sig en lille smule på glasskåret. Den, som ikke forudindtager, og som ikke dømmer, heller ikke når reaktionen (knusningen) for den udeforstående synes ude af proportion med udløseren. Knusningen er aldrig grundløs; men kulminationen på mange små slag eller lang tids pres.
Selv et lille stenslag kan få hele ruden til at splintres alene under vægten af luften.
Og alle glasskår kan blive en mosaik. En smuk mosaik.
Vil du også være med til at fortælle om livet med psykisk lidelse?
Kontakt: redaktion@outsideren.dk