Nærvær

Vil du ikke nok lade være
med at trække vejret
så højt?

Mit åndedræt
lyden af toiletbrættet, der giver sig
mit tis og vandet i kummen
håndryggen mod flisen, da jeg rækker ud efter papiret
og papiret, der giver sig langs den perforerede linje,
når jeg trækker i det.
Jeg holder mig for ørerne
ørepropperne er ikke nok.

Ballerup Boulevard
et sted i bygningen er der et gulvbræt, der giver sig
min mand, der langsomt pakker en karamel ud,
for ikke at larme.
Blæseren hjælper lidt
en overdøvende konstant.

Du spørger, hvordan det føles
generaliseret angst
at være ængstelig.
Jeg hører alt, mærker alt.
Du siger, at nærvær hjælper
mindfulnessøvelser
at være tilstede i nuet. Bevidst.

Hvis jeg er mere tilstede, skriger jeg.
Så kan du holde dig for ørerne.





Billede: Xpics / Pixabay