Siden jeg var 17 år har jeg boet på institutioner. I dag er jeg 26 og lige flyttet ind i en lejlighed, med en anden ung gut. Jeg har boet her i 4 dage og jeg kan godt mærke at ensomheden begynder at melde sig engang imellem.
Jeg sidder sådan og tænker tilbage på de sidste 9 år. Jeg har konstant været omringet af mennesker, og hvis jeg endelig følte mig alene, kunne jeg bare træde ud af døren og så ville der være et menneske at snakke med. Sådan er det pludselig ikke mere. Nu er der kun Rune og jeg, ja og så min kat Luna. Uden hende ville det ikke gå. Hun er mit et og alt og jeg vil ikke undvære hende.
Når jeg sidder og tænker så kan jeg føle mig uendelig lille. Jeg kan føle mig som et lille barn. Et lille barn som er blevet glemt i børnehaven. Jeg kan virkelig føle mig alene, og hele tiden venter jeg på at der skal komme en voksen og låse mig ud af børnehaven og tage mig med hjem. Men sådan er det ikke. Jeg er Louise på 26 år, jeg er voksen og skal nu til at være et selvstændigt menneske.
Jeg har altid været vant til at der er lyde omkring mig, den eneste lyd som er her om formiddagen, er børnehaven som ligger lige ved siden af mit værelsesvindue. Jeg sad tidligere i dag og tænkte ”hvor kunne jeg godt tænke mig at være barn igen”. Følelsen af at være et lille barn som kunne holdes om og aldrig skulle være alene, fordi jeg ikke ville være i stand til at klare mig selv. Men realiteten vækkede mig fra drømmen da Luna stod og bed i mine bukser. Hun havde ikke mere vand. Igen et ansvar, jeg måtte tage for hun er mit barn og kan ikke klare sig selv. Det er mig som skal være den voksne og ansvarlige, men det er skræmmende.
Lige i dette øjeblik er der h
elt stille. Det eneste jeg kan høre er mit eget åndedrag og Luna som vasker sin ene pote med sin rug tunge. Jeg har lyst til at begynde at snakke, men der er ingen som vil svare mig. Jeg er alene, og det kan jeg ikke lave om på. Jeg skal til at være voksen, og denne udslusning er et skridt på vejen til at kunne bo for mig selv. Jeg ved, at inden længe, vil Hugo komme forbi og se hvordan det går. Han har vagten i dag, så nogen kommer der selvfølgelig, men det er på ingen måder det samme som før, og det skræmmer mig.
Jeg er enormt dårlig til forandringer, men jeg er vokset med opgaven igennem de sidste år og jeg vokser endnu. Jeg ved at den kommende tid bliver svær, men jeg er ikke i tvivl om at det nok skal blive godt, og jeg ser frem til at blive ”voksen”.