Lene Hermann ser tilbage på sine mange gode år i Spiseforeningen Kalorius.
Af Lene Hermann
Kalorius var en spiseforening, som startede i en privat lejlighed i Strandgade i Helsingør. Den udviklede sig hurtigt, og man søgte kommunen om et stort fire etagers hus med side- og baghus i Sudergade nær torvet – og fik det!
Da Kalorius kom ind i mit billede, var den flyttet til en meget mindre bygning på en lille blind vej, nær Helsingør station. Foreningen havde spiritusbevilling og blev drevet som et kollektiv.
I forsommeren 1980 hørte jeg, at der skulle være børnedag, så min 7-årige datter og jeg gik derned. Mens min datter var sammen med de andre børn, faldt jeg i snak med nogle kaloriusser. De fortalte om foreningen, som blev drevet af frivillige efter devisen: Yde efter lyst og evne og nyde efter behov! Om jeg ikke ville være med? Jo, det skal jeg da lige love for, at jeg ville, så den dag blev starten på et 24-årigt kærlighedsforhold til et fællesskab med gensidig respekt og stor rummelighed.
De første to år var vanskelige, som de er i et kærlighedsforhold. Ikke alene kæmpede jeg og andre mod to selvbestaltede chefkokke, der var modstandere af “kvinder i køkkenet!” Udover at være kvinde var jeg også enlig mor, pædagog og medlem af DKP. Kvinde, enlig mor og pædagog kunne og ville jeg ikke skjule, men at være medlem af DKP gik jeg stille med. Året før jeg kom havde byens DKP’ere kuppet foreningen Kalorius og var skredet. De, der blev tilbage, måtte aflevere huset i Sudergade og flytte til det mindre i Svingelport!
Meldte mig ind i bestyrelsen og lavede mad
Heldigvis er jeg i besiddelse af en stor portion stædighed, så jeg fortsatte med at komme! Jeg meldte mig ind i bestyrelsen (de manglede en), lavede mad (som var til at spise) og tog altid min datter med (som på trods af at hendes mor var pædagog, var sød og dejlig og opførte sig som et fornuftigt menneske).
Det var som om mine dæmoner (krokodiller) og jeg havde indgået en aftale: De holdt rimelig lav profil, mens jeg var i Kalorius, mod at tage sig frit spillerum om formiddagene, mens min datter var i skole. Det var hårde kampe, som ingen af os vandt.
Første gang jeg lavede mad i Kalorius, lavede jeg irsk stuvning. Opskriften fik jeg af min nabo. Den var til 16 personer, så den skulle kun ganges med 2. At gange en portion til 4 med 8 var fuldstændig uoverskueligt for mig på det tidspunkt!
Jeg havde købt ind dagen før (fredag), men kom alligevel kl.12 på selve dagen, hvilket viste sig at være godt, da der havde været fest aftenen før! Jeg gjorde rent over det hele og gik så i gang med maden. Jeg havde god tid og gjorde mig umage, så da klokken var 19, stod maden og simrede i et rent og ryddeligt køkken, hvilket gjorde et vist indtryk på alle, også chefkokkene! Efter serveringen havde jeg fri, og et opvaskerhold tog over.
Skitur til Ringebu
Vores første skitur, som Kirsten og jeg arrangerede, gik til Ringebu i Norge. Vi var fire børn og 15 voksne, og vi havde lejet to hytter med brændekomfur, vand i bækken 10 m derfra, tre lokummer, et enkeltstående og et dobbelt!
Turen derop startede fint. Vi skulle køre i bus om natten med afgang fra Kalorius. Lidt udenfor Helsingborg gik varmen. Vi gjorde holdt på en rasteplads, hvor vi tog alt vores varme tøj på, og kørte videre. Ikke noget brok der! Næste morgen blev der sagt over radioen at der var målt minus 34 grader ved Nessbyen, som vi befandt os på højde med.
Vi havde en dejlig uge med sol, minus 20 grader, pulversne og nordlys om aftenen. Vi kom hurtigt ind i en rytme, hvor dages madhold blev hjemme og ordnede hytterne, lavede mad, kaffe og the til de andre kom hjem. Mens maden blev færdig, blev der læst højt af “Det lille hus på prærien”, skrevet dagbog og spillet kort.
På turen hjem i bussen var der ekstra knald på varmen. Det var værre end på turen op, men som en af deltagerne sagde: “Gennemsnitstemperaturen ud og hjem var behagelig”!
Fester, musik og børn
Vi holdt mange gode og sjove fester. De var alle forskellige, da det var forskellige mennesker, der arrangerede dem. Det internationale dansehold, der havde været i Grækenland, holdt en græsk aften med græsk mad og dans og smadren af tallerkener.
En meget varm sommeraften kom datidens svenske rockmama, Maria Bergmann m. band, forbi og gav os en enestående oplevelse. Salen var proppet, og alt hvad der kunne stå åbent af vinduer og døre hang folk ind og ud af!
Kalorius` husorkester spillede ofte op. Der kom altid andre musikere til, og vi andre nød godt af musikken og sang med på sangene.
Børnene, der kom i Kalorius, fandt, ligesom musikerne, hurtigt sammen. De tumlede i tv-stuen og to tilstødende lokaler. Engang imellem susede de gennem spisesalen, hvor de mindste standsede op hos deres forældre, drak lidt sodavand, hvilede sig lidt og gik så ud til de andre børn igen!
På alle åbningsaftener: onsdag, fredag og lørdag var der mad. Og altid mange mennesker. Priserne var lave, så også jeg – med min 3/4 pædagog løn – kunne være med. Jeg husker dog en enkelt aften, hvor jeg sad og nippede til et glas rødvin. Jeg sad sammen med tre andre, der hver især gik til den. De spurgte mig, hvorfor jeg ikke drak mere? Jeg svarede, at jeg ikke havde flere penge, hvorpå de straks lavede “sten, saks, papir”. Taberen skulle betale mit første glas, og så blev der ellers hældt på mig – jeg husker ikke, hvordan jeg kom hjem!
Vi havde ofte bestyrelsesmøder, som var åbne for alle. Men også i dagligdagen og på åbningsaftener blev alt vedrørende Kalorius diskuteret indgående, og folk skrev sig for det meste selv på kokkelisten eller opvaskerlisten.
Julefrokost i Sverige
Et år holdt vi julefrokost i Sverige. Tre Kaloriusser arbejdede i et skibselektronikfirma. Et lille firma som havde to små huse på en grund ved Bolmen Søen.
Et par dage før jul var der nogen, der foreslog at holde julefrokost dér 2. juledag. En seddel blev hængt op, og de 19, der havde meldt sig, samledes i Kalorius 1. juledag. Vi var fem børn og 14 voksne, som blev fordelt i fire-fem biler sammen med mad, drikke, sengetøj, ski og støvler. Da vi ankom, blev senge og madrasser fordelt, og vi indrettede os!
Næste morgen var jeg på madholdet, og jeg påtog mig opgaven at koge æg. Alle 17 blev, til alles overraskelse, lige tilpas blødkogt, hverken mere eller mindre!
Vi gik ture, og kl. 14 havde vi, ved fælles hjælp, dækket op til frokost, som varede til ved 23-tiden. Der var forskellige former for underholdning, bl. a. Den lille pige med svovlstikkerne som ballet! De fem børn i alderen 7-13 år lavede en parodi på en kernefamilie (som ingen af dem var vokset op i) proppet sammen i en bil med bl.a. ski. Der var meget i vejen med ungerne på bagsædet, far havde travlt med at køre, og mor prøvede at holde styr på det hele.
Efter frokosten forsvandt børnene over i sidehuset, hvor de holdt til i et stort værelse med medbragt fjernsyn.
Nogle timer efter dukkede de op i stuehuset. Den yngste kunne ikke finde ud af at opføre sig ordentligt! Børn og voksne tog del i løsningen af problemet, og efter nogen tid indså Caroline, at hun måtte indordne sig de rimelige krav, de større børn havde stillet. Gemytterne faldt til ro, og børnene forsvandt igen!
Næste dag var dagen derpå, så vi pakkede, gjorde husene i stand og tog hjem. Gruppebilledet med vores skiudstyr på den grønneste bakke droppede vi!
15-års fødselsdag og påske-tradition
Min datters 15-års fødselsdag blev holdt i en lille bid skov, ejet af to Kaloriusser, lige over for Gurre Kirke. Det var den 8. maj, sol, høj blå himmel, alt var ved at springe ud, og vi var 60 mennesker i alderen 1-80 år. Familie fra Norge, Danmark og venner.
Jeg havde bagt en masse rugbrød og leverpostej, så det var der i hvert fald nok af. De sidste 14 dage havde jeg fået stor hjælp af Kalorius. Med at købe ind, bringe varerne ud i skoven og ikke mindst hente den store flaske snaps, som var købt ind til formålet, og som jeg havde glemt!
Det var en aktiv fest. Der stod en gammel traktor på grunden, som de mindre børn tog i brug, der blev spillet rund- og langbold, udvekslet erfaringer de mindste børns mødre imellem, det historiske øjeblik da morfar og farfar hilste på hinanden for første gang blev fotograferet, der blev spillet, danset, sunget, lavet skattejagt, spist lagkager og meget andet.
Da klokken var 19.30 tog vi ned i Kalorius og drak en enkelt øl, og kl.22 var festen slut.
I mange år havde vi den tradition skærtorsdag i påsken, som har været den sværeste tid for mig, siden jeg var 14 år, at samles til fælles morgenmad kl. 10 i Kalorius. Ved 12-tiden gik vi så gennem skoven til Hammer Mølle, hvor vi drak en øl, og så tog hver til sit. Ud over skærtorsdag havde vi også åbent onsdag, fredag og lørdag, hvor der var stor påskefrokost.
Et sammenstød
Den eneste gang, jeg mærkede noget til min “anderledeshed”, var en onsdag midt i min tid der. Jeg havde lavet suppe dagen før og tog ned på selve dagen og købte brød, ost og frugt på vejen. Jeg sørgede for, at der var ryddet og rent i køkkenet og tog så til København, hvor jeg skulle i terapi. Da jeg kom tilbage, var Finn og Anneli ved at lave kåldolmere til om fredagen og gik rundt i hvidkål til anklerne.
Min verden krakelerede. Jeg havde regnet med at hvile mig en time ovenpå terapien og så varme suppen og servere den. Jeg brokkede mig over rodet og sagde, at de to måtte overtage serveringen af suppen. Det kunne de ikke forstå, men jeg holdt fast ved mit! Også da Tom, Annelis kæreste senere gav mig en skideballe og sluttede af med bemærkningen: “Lene, nogen gange er du altså M-Æ-R-K-E-L-I-G!”. Jeg svarede: “Ja, og jeg har papir på det!” drejede om på hælen og gik ud af køkkenet.
Tom og jeg snakkede først sammen et halvt år efter, da vi var til en fælles bekendts 30-års fødselsdag. Efter nogle glas rødvin fandt vi os siddende ved siden af hinanden som de eneste ved spisebordet. Tom grinede imponeret af min slutreplik – og jeg grinede med!
Mens jeg kom i Kalorius, var jeg indlagt fire gange. Heldigvis på nogle gode dagafdelinger, hvor jeg fik hjælp til at takle mit indre liv, så jeg formåede at holde mit indre og ydre liv nogenlunde adskilt!
Når jeg ser tilbage på min tid i Kalorius, ser jeg det som et godt ægteskab, der sluttede lige inden sølvbrylluppet. Det var anstrengende i begyndelsen, men så fulgte mange dejlige år, indtil det langsomt ændrede sig, til jeg trak mig lige inden sølvbryllups-festen!
For nylig mødte jeg en gammel Kalorius. Efter at vi havde snakket gamle minder en rum tid, sammenfattede vi dem til: “Det var et godt sted – og der var stor rummelighed!”
Og til allersidst:
Af og til spørger jeg mig selv: “Savner jeg Kalorius?” “JA”.
“Er jeg glad for at have alle de dejlige minder i min rygsæk?” “JA!”