Grethe Nielsen tager et opgør med den kassetænkning, der putter folk ind i bestemte diagnoser – men også i mange andre sort-hvide kategorier.
Af Grethe Nielsen
Da jeg i sin tid fik en diagnose, sagde jeg til lægen, at det bare var en kasse, han havde puttet mig ned i, og som jeg selv kunne kravle ud af igen, men at det sådan set var fint nok at være i den der kasse, fordi jeg så måske kunne få noget hjælp af kommunen. Han kiggede forundret på mig og tænkte nok, at det var en del af de mange mærkelige tanker, jeg havde under min indlæggelse. At jeg så sidenhen fik en anden diagnose, og at jeg sidenhen også er kommet mig ganske godt, bekræfter blot for mig, at det var muligt at kravle ud af lige netop dén kasse.
Kassetænkning og tænkning over kasser
Jeg har siden tænkt over forskellen på kasser, som vi finder os godt til rette i, og som vi gerne vil have er en del af vores identitet, og kasser som vi helst ikke vil defineres ud fra. Jeg ville nødigt defineres ud fra diagnosekassen, som jeg da heldigvis slap ud af.
Jeg vil langt hellere defineres ud fra kategorier som mor, kvinde, dansker (på gode dage), tyskofil, humanist og så videre – hvis det er relevant for sammenhængen. Men først og fremmest vil jeg gerne defineres som menneske. Jeg tænker, at mange gerne vil ses som menneske frem for alt muligt andet. Måske kan man betragte kasserne som skuffer i et chatol – og som menneske er man hele chatollet – man består af en hel masse elementer, skuffer eller kasser, der kan hives ud og være i spil afhængigt af situationen og de mennesker, man er sammen med. Men også afhængigt af, hvordan andre mennesker betragter en.
Omvendt undrer jeg mig over, at der altid skal klæbes mærkater på folk. At vi altid skal kategorisere andre mennesker. At vi ikke altid ser mennesket først. Det gælder ikke kun i forhold til psykiske diagnoser. Det gælder alle mulige kategorier – og her er der selvfølgelig forskel på, om man føler sig hjemme i den pågældende kategori. Og om det overhovedet giver mening at fremhæve kategorien i den pågældende sammenhæng. Nogle gange er det væsentligt, andre gange overflødigt, og det kan også virke diskriminerende og være med til at underkende folks udtalelser.
De enkle kasser og den enkle verden
Kasserne er selvfølgelig med til at forenkle verden og gøre den mere håndterbar. Men også mere sort-hvid. Et menneske hører jo sjældent til i en enkelt kasse. Men mange folk sidder fast nede i en kasse og råber og argumenterer ud fra den og glemmer at stille sig op på kassen og se tingene i et nyt perspektiv – eller fra andres perspektiver. Og sådan kan tanker om kasser og kategorier føres ret vidt.
Det er det nemmeste at høre til i en kasse eller at placere folk i en bestemt kasse, i stedet for at se på mangfoldigheder, at mennesker rummer mere end ganske få elementer, at mennesker er mere end blot gode eller onde. Danskere eller udlændinge. Kristne eller muslimer. Normale eller unormale. Akademikere eller praktisk begavede. Alkoholikere, misbrugere, psykisk syge, arbejdsløse, rige, fattige, hjemløse. Hvide, brune, sorte, gule, røde, blå. Eller den ene eller den anden diagnose.
Det ville være rart og enkelt, hvis vi kunne placere mennesker ud fra en enkelt kategori og vide alt om personen på den måde. Men det hele er bare mere kompliceret, mangfoldigt, facetteret og nuanceret end det. Verden er jo ikke en Disney-film eller en politisk debat på Christiansborg i sin yderste konsekvens.
Jeg er, men jeg er ikke
Lige før nytår havde DR et omdiskuteret indslag, hvor personer som Özlem Cekic rejste sig op og definerede sig som muslimer og så tilføjede det lille “men” og blot sagde en ting mere, som skulle sørge for afstand til terrorisme, ekstremisme med videre. Men det fik dem blot til kun at tilhøre en enkelt kasse: muslim-kassen, og mange deltagere tog bagefter afstand fra konceptet.
Tænk hvis mennesker med psykiske lidelser skulle sige:
Jeg er psykisk syg, men jeg er ikke en voldsmand.
Jeg er psykisk syg, men jeg er mor.
Jeg er psykisk syg, men jeg har ikke røvet en 7Eleven.
Jeg er psykisk syg, men jeg bor for mig selv.
Jeg er psykisk syg, men jeg har venner.
Jeg er psykisk syg, men jeg har et arbejde.
Jeg er psykisk syg, men jeg har ikke kapret et tog i en psykose.
Ja, fortsæt selv rækken af mulige udsagn! Men er det ikke det, mennesker med sindslidelser gør en del af tiden? Forsvarer sig selv og forøger at bevise, at de er mere og andet end en diagnose, og at der ikke er hold i alle fordommene – og at nogle fordomme kun gælder en meget lille del? Forskellen er, at det oftest bliver det sagt med flere ord end en enkelt men-sætning.
Hører du hjemme i din kasse?
Jeg blev i sin tid indigneret over at være blevet puttet i en kasse, hvor jeg ikke følte mig hjemme. Jeg mente ikke, at jeg var psykisk syg. Jeg mente ikke, at jeg var bipolar. Det sidste fik jeg ret i, at jeg ikke var.At det var en akut polymorf psykose – hvad det så end er? – men i det mindste noget mere forbigående, som jeg forstår udtrykket.
Men hvad gør det ved folk, hvis de hovedsageligt kun bliver mødt som en bestemt kasse? Når de ikke bliver set som andet end den ene ting, som nogen siger, at de er? Mit bud er, at det har en stærk negativ påvirkning på dem.
I øvrigt havde det klædt DR, hvis de danske muslimer i programmet havde sagt “Jeg hedder X, og jeg kæmper for lige rettigheder mellem mænd og kvinder, jeg er på de psykisk syges side i kampen for bedre forhold i psykiatrien, jeg elsker at læse bøger, lege med mine børn, løbe rundt om Søerne søndag morgen etc.” At de var blevet set som mere nuancerede mennesker og ikke som muslimer, der skal tage afstand fra en lille del af en stor gruppe inden for samme trosretning.
Det samme gælderi bund og grund mennesker med psykiske lidelser. At vi ser deres kompetencer og de ting, de også er: Venner, søskende, fædre, mødre. Kolleger, frivillige, igangsættere. Kreative, sjove og med et anderledes blik på tingene. Eller hvad de nu er, hvor de føler sig hjemme, hvad de er gode til, hvad de drømmer om – og især hvad der skal til for, at de kravler ud af diagnosekassen, som just ikke er den rareste kasse at være i.
En provokerende slutbemærkning
Jeg kan ikke lade være med at spekulere over, om det næste bliver en viral video med danskere, der siger:
Jeg er dansker, men jeg stemmer ikke på DF. Jeg er dansker, men jeg går ind for menneskerettighederne. Jeg er dansker, men jeg spiser ikke svinekød. Jeg er dansker, men jeg bor i udlandet. Jeg er dansker, men jeg skammer mig over den danske politik. Jeg er dansker, men jeg har venner, der spiser vegansk. Jeg er dansker, men jeg har venner, der har psykiske lidelser. Jeg er dansker, men jeg vil hellere betale mere i skat end at sætte kontanthjælpen ned og sætte mennesker på gaden. Jeg er dansker, men jeg har venner, der har en anden religion, en anden hudfarve og en anden politisk overbevisning end mig selv. Jeg er dansker, men jeg ville hellere være tysker. Jeg er dansker, men jeg vil gerne afsætte den danske regering. Jeg er dansker, men jeg går ikke ind for monarkiet. Jeg er dansker, men jeg hejser ikke flaget på de nationale flagdage. Jeg er dansker, men der er ikke længere et yndigt land.
Fortsæt selv listen!